Marianne 4

Man kan ikke
påstå at vi var heldige med vejret i Skotland. Ikke fordi vi på forhånd var
specielt optimistiske, men man har jo lov at håbe! Det var et deja-vue fra 2014
og gennemgående var det 13/13, dvs. 13 grader i både luft- og vandtemperatur.
Vandtemperaturen for så vidt kun interessant fordi den jo påvirker
lufttemperaturen meget. 13 grader med høj luftfugtighed kræver en del
påklædning når vi sejler. Min typiske påklædning: alm. undertøj, lange, tykke
fleece underbuxer, lange, tykke bomuldssejlerbuxer, t-shirt, skjorte/bluse,
fleecetrøje, vest, vindjakke, lange støvler i skind/Goretex, ”olietøj” (moderne
foul weather gear), vandtæt hat med øreklapper og endelig handsker, som skal
skiftes ind i mellem fordi de bliver gennemblødt. Kan I forestille jer et
cirkus for at komme på toilettet – når toilettet ovenikøbet er i kraftig
bevægelse ;o) ? Billedet af Dorthe til rors i sidste epistel giver et
indtryk af løjerne. Dertil kommer, at Dorthe næsten altid når at blive søsyg,
når hun skal ned på toilettet, fordi der går så lang tid.

Jeg skal dog
i denne forbindelse sige (Facebook brugerne véd det allerede), at vi i
skrivende stund, som det hedder, er kommet tilbage til Danmark, og Dorthe har
IKKE KASTET OP ÉN ENESTE GANG på dette sommertogt – flot! Men derfor kan man jo
godt være lidt søsyg.

Vi kom vel
frem til den Kaledoniske Kanal, og begyndte strax at sluse. Gemma, som har Ite
i rullestol ombord, lagde sig på siden af Marianne i alle 29 sluser, og var
dermed fri for at håndtere fortøjninger, når vi blev sluset op og ned. Det er
ikke kun sluser, der skal forceres i kanalen, men også vej- og jernbanebroer.
Mens vi ventede ved en af dem, kom damptoget, vi allerede havde hørt fløjte
mange gange undervejs.

I starten af kanalen ligger Neptune’s Staircase, som
minder meget om de Bergske Trapper i den svenske Götakanal. Ligheden er ikke så
mærkelig, for det var den samme ingeniør, der stod bag begge byggerier. Og som
i Sverige, er det et tilløbsstykke for andre turister. Jeg inviterede en lille
pige ombord, hvilket hun accepterede med glæde – da hun fik lov til at tage sin
far med :o)

Vi havde første overnatning i Corpach, som er lige efter
første sluse. Næste overnatning blev i Fort Augustus – et rigtig fint sted.

For to år siden sejlede vi forbi Urquhart Castle i Loch
Ness, og derfor ville vi gerne denne gang stoppe og besøge den berømte borgruin.
Der er en lille havn i nærheden og dér gik vi ind. Den var fin nok, men
bagefter fandt vi ud af at gåturen var så lang at det helt ville ødelægge
dagsprogrammet. Vi skulle have gjort som Pertito, der droppede anker og sejlede
direkte ind med gummibåd – dumt vi ikke gjorde det! Men næste gang!!

Ved Inverness slutter den 100 km lange kanal gennem
Skotland. Ca. 1/3 er gravet, resten er lochs – søer. Loch Ness er den største
med en max. dybde på 250 m! – og en gennemsnitsdybde på 130 m. Et uhyre stort
ferskvandsreservoir.

Vi var på forhånd blandt bådene enige om at gøre turen
over Nordsøen så kort som muligt. Der er ca. 100 sømil fra Inverness til den
skotske pynt, som ligger nærmest Danmark. Men de 100 sømil ville vi også gerne
dele i to bidder for at være så friske som muligt, før vi tog det lange stræk.
Valget faldt på Buckie. Det er ikke en lystbådehavn, men vi er velkomne.
Desværre ikke nogen flydebroer, så for at kunne sove roligt mens tidevandet
kører op og ned skal der rigtig lange fortøjninger til!

Som ved de andre lange stræk, studerer vi vejrudsigter
meget grundigt, for at være (nogenlunde) sikre på at vejr-vinduet er
tilstrækkeligt langt – og vel at mærke også for den langsomste båd.
Flotillesejlads er ikke kun en social foreteelse, men også et spørgsmål om at
kunne støtte hinanden.

Vi fandt vinduet, som vi valgte at stole på. Og det endda
uden ventetid i Peterhead, som var affarende sted. Vind i den høje ende af
skalaen, men medvind! Marinaen i Peterhead – som ligger inde i et hjørne af den
store havn – var tilsandet i indløbet, så vi måtte vente til nogle timer efter
lavvande, før vi kunne sejle ud – i
første omgang for at bunkre diesel og dernæst for at stikke ud i Nordsøen. 330
sømil til Limfjorden og ca. kurs 100 grader.

Det blev en flot sejlads. Marianne sejlede det meste af
tiden kun med fok, og ellers med fok og 2 reb i storen. Bølgerne var rimeligt
store, så der blev også en del surfture – 11,5 knob for fok er pænt stærkt.

Mens vi stadig var i skotsk farvand, fik vi mange besøg
af delfiner. De myldrede bogstaveligt omkring os. Dorthe havde travlt med at tage billeder, men
det var svært, dels på grund af bølgerne, men også fordi det er meget hurtige
dyr. Så vi fik desværre ikke billeder af de mange gange de sprang helt ud af
vandet. Man bliver altid i godt humør af delfin-besøg!

Da vi sejlede i medvind, kunne vi ikke undgå noget
rulleri. Det er ikke Dorthe’s livret, så køjen lokker. På billedet kan I se,
hvordan man undgår at trille ud – køjen er forsynet med slingregrej.

Dorthe er i sådant vejr slet ikke spisende, men jeg nyder
godt af, hvad hun har forberedt før afgang. Som man kan se på billedet, er
komfuret halvkardansk ophængt, og så kan næste alt lade sig gøre – når man
ellers husker at holde sig selv fast.

Vi fik en smuk solopgang, men det var ellers overskyet det meste af turen.

Som man kan se på billedet, kan man faktisk sejle op ad bakke ;o)

Det meste af tiden havde vi visuel kontakt – bortset fra
om natten – med de 2 andre både. Dønningerne leger elevator med bådene, så ind
i mellem forsvinder de næsten fra synsfeltet.

Dorthe experimenterede (igen) med søsygeplaster – da det
udtørrer slimhinder, brugte hun briller i stedet for sine kontaktlinser, så her
er et sjældent billede af Dorthe med briller.

Vejrudsigten kom næsten til at passe på en prik under hele
overfarten, og bonus for den rigelige vind var, at det gik pænt stærkt. 49 timer
til Thyborøn, men vi havde dog aftalt at fortsætte till hyggelige Lemvig. I Søværnet
fejrer man hjemkomst efter togt ved at servere champagne og kransekage når
Skagen rundes. Vi havde godt nok ikke rundet Skagen denne gang, men alligevel
drak vi Cremant og spiste nøddehorn – kransekage kunne jeg ikke opspore ;o) Og
vi syntes det hele var velfortjent!

Efter en god nattesøvn fejrede vi hjemkomsten med et
restaurantbesøg, og dermed markerede vi afslutningen på FTLF Føroyar 2016
flotillen. Flotille vandrepræmien tilfaldt Bo fra SY Gemma, som sammen med Ite
gennemførte turen – kan man næste sige –
på trods af alle odds. Det var en meget flot præstation af både Bo og Ite, som
kun kan vække beundring.

Desværre fik Marianne en skade i Skotland, så i stedet
for at sejle hjem til København, sejlede vi til Skærbæk i Lillebælt, for at få
repareret dæk og søgelænder.

Hermed slutter Søforklaringerne for sejlsæsonen 2016 – tak
for jeres interesse!

Med sejlerhilsen fra

Karsten, kaptajn,
og Dorthe, first mate.

Mens vi lå
indeblæst i Lochboisdale, nede i den sydlige ende af de Ydre Hebrider, havde vi
en rigtig hyggelig oplevelse. Det var ved at være sengetid – vel omkring 23 –
og jeg sad i cockpittet (cockpitteltet var monteret), Dorthe var gået ned om læ
i kahytten. På den anden side af broen vi lå ved, lå der en motorbåd, og
pludselig lød der musik derfra – live. Traditionel Scottish Gaelic Music, som
man også hører den i Irland. Jeg mistede strax lysten til at gå til køjs og
hentede mig en øl i stedet og satte mig til at lytte.

Lige efter
kom skipperen fra båden og spurgte om musikken forstyrrede os – jeg svarede
”hell no – I just grabbed a beer to sit and listen”. Hvorpå han inviterede os
over til dem! Båden var en gammel
lodsbåd, som havde sejlet nede ved Themsen. Det viste sig at folkene ombord var
musikere og næste morgen skulle op til Stornoway (med bil) og optræde. Det blev
en fantastisk aften/nat! Der blev spillet og sunget på livet løs – flere slags
fløjter, harmonika, sækkepiber og kortbordet blev til tromme.

Skipperen
var også lederen af bandet og ejede båden sammen med én af de andre og
vedkommendes far. Jeg var glad for at det ikke var os, der skulle tidligt op
næste morgen. Vi var stadig i havnen da de et par dage efter kom tilbage fra
Stornoway og skulle hjem igen med båden. De havde set at Gemma – en af bådene
vi sejler sammen med – har en handicappet ombord, og tilbød helt uopfordret at
ville hjælpe i sluserne i den Caledoniske Kanal, for, som Andrew sagde: jeg bor
jo lige ved! Ved afskeden forærede de os 2 CD’er og en DVD – ikke nok med det,
de satte to sækkepibespillere på dæk i regnvejr da de sejlede ud, for at sige
farvel til os! http://www.skipinnish.com/ – det er Angus og Andrew, der er
bådejerne. http://www.skipinnish.com/discography

Men endelig
slap vi da løs af blæsevejret og kunne sejle videre – målet var øen Rum (tænk
for et navn i whiskyen’s land!). Vi fik en rigtig fin sejltur østover, hvor
målet var en ankerbugt, idet der ikke er nogen havn på øen. Der var dog meget
dårlig sigt, så vi havde for en gangs skyld radaren kørende. Cruising guides
advarer om meget specielle vindforhold – hvis det blot blæser en smule, kan
øens typografi forårsage endog meget kraftige faldvinde – altså vinde, der
kommer ned ad bjergsiderne. Og det fik vi sandelig at mærke! Da vi nærmede os
Rum, steg vindstyrken betragteligt og da vi drejede ind i bugten blæste det 15-20
m/s. Samtidigt var der finregn i luften så sigtbarheden faldt til det rene
ingenting. Vi kom helt ind bunden af bugten og ankrede op så langt inde vi
turde – vi skulle jo gerne stadig have vand under kølen, når det var lavvande
(ca. 3½ m forskel på høj- og lavvande). Ankeret bed med det samme, hvilket var
en stor lettelse under de vindforhold. Efter uvejret så det ganske anderledes ud:

Vor
skovfogedven Jens Peter havde fortalt os om øen, som han besøgte for mange år
siden – der har over en lang årrække foregået videnskabelige undersøgelser af
øens store kronvildtbestand. Pertito lagde gummibåd til – nu døbt gummitaxien –
og den har en størrelse så også Ite kunne blive løftet ned i den og sejlet ind.
Vel inde på stranden, fik vi hende så løftet over i den medbragte rullestol.
Det var noget hun nød!

Vi fortsatte
sydover og besøgte både steder på fastlandet (kan man sige det om UK?) og øerne
Mull, Jura, Islay og Colonsay. Port Ellen, Isle of Islay, var det sydligste i
denne omgang. Det fejrede vi med adskillige destilleribesøg og et dejligt restaurantbesøg
om aftenen – fra nu af (23/7) ville det gå lige hjemad.

Én af dagene
skulle vi igennem sundet mellem Jura og Islay. Da det er ganske smalt skulle
det foregå i medstrøm – vi fik at mærke at Tide is King, for vi måtte derfor
starte kl. 4 om morgenen. Godt vi gjorde det, for vi var i perioder oppe på
over 11 knob over grunden, hvilket betyder at vi havde en medstrøm på over 5
knob. Da klokken var 09:15 var vi fremme og dagens sejlads overstået. De andre
sejlere på stedet var ved at spise morgenmad.
Billedet viser “overfalls” nord for Jura:

Næste mål
var at komme op mod Fort William, som er den vestlige ende af the Caledonian
Canal – men mere herom næste gang!

Den 8. juli forlod vi Færøerne. Efter at have studeret
vejrudsigter i dagevis, fandt vi det passende vindue – dvs. de knapt 2 døgn,
turen ville tage ned til Stornoway på de Ydre Hebrider. Vi måtte desværre
opgive at besøge den sydligste ø, Suduroy, fordi vejrvinduet ikke var
tilstrækkeligt. Færingerne har et specielt ”d” i Suderoy, som jeg ikke kan skrive, men
det gør ikke så meget, for det er stumt ;o)

På vej ud fra Tórshavn blev vi kaldt op af den danske flådes inspektionsskib Triton (112 m langt): Marianne
4, call sign X-ray Papa Delta 2060. Triton ville gøre opmærksom på at de lå
stille – ikke for anker og ikke for maskine – så det var altså os, der skulle
gå at vejen for dem.

Turen ned langs øerne var uforlignelig smuk – og Akraberg
(det er den fra vejrudsigterne/observationerne), som er det sydligste punkt på
Færøerne, tog sig prægtig ud i ganske svagt solskin. Det er sådanne dage man
føler sig helt og aldeles privilegeret. Vejret var diset, så desværre gør
billedet ikke naturen ret.

Vejrudsigten vi sejlede på sagde, at vi første dag ville få
frisk vind fra nord – vores kurs mod Stornoway var nogenlunde stik syd – hvilket
var lidt problematisk, fordi det med vinden ret agterind nemt bliver noget
rulleri. Alternativet er at skære lidt op og så bomme en gang imellem. Hvilket
man egentlig også helst er fri for i frisk vind og sø.

Vejrudsigten sagde også, at vinden ville forsvinde om natten,
og det kom til at passe. Det betyder at motoren må i gang, men det giver til
gengæld meget afslappet sejlads, hvor autopilot og GPS klarer ærterne. Dorthe
var – uagtet, at vi igen prøvede med søsygeplaster bag øret – påvirket af
rulleriet (det er det værste for hende), og tilbragte natten i køjen. Men på
denne tur var vi jo 3 ombord, så Susanne hjemme fra sejlklubben og jeg tog
vagterne. Same procedure as always – minutur på 15 min. og så putte sig under
spray hooden. Pludselig er natten forbi, og man har faktisk fået sovet en del.

Dagen efter skulle vinden friske op fra øst eller sydøst. Vi
håbede meget på øst, for ellers ville det knibe meget med at holde Stornoway
oppe (holde oppe betyder at sejle direkte uden at skulle krydse). Da vinden kom, var
det mere sydøst end øst, så vi sejlede bidevind (så tæt til vinden som muligt) i en del timer for at oparbejde
extra højde, hvis vinden skulle dreje mere i sydlig retning. Vi rebede ned til
2. reb og det blev ret hård sejlads med temmelig grov sø. Ikke behageligt for
nogen ombord, men taktikken virkede og vi undgik at krydse. På den måde fik vi
også set de 2 øer Sula Sgeir og Rona, som vi sejlede i mellem. Hmm, set og set,
det var ikke godt vejr, så der var ikke meget at se.

Her har Susanne rortørnen:

Og rigtigt, vejret var ikke for godt.

På hele turen mødte vi kun et par fiskebåde og så et par
gange store skibe langt borte, så det var fredeligt. Vi så marsvin, delfiner,
sæler og var ved at sejle ind i en hval. Det var om morgenen og tilfældigt ser
jeg fremad og en bådslængde direkte foran os blæser en hval. Jeg sprang om til
rat og selvstyrer og skar kraftigt op. Ingen spøg at sejle ind i en hval – hvis
man er rigtig uheldig kan man forlise. Vi må prøve at finde ud af, hvilken
slags hval det var. Ingen finner at se, den var ikke sort og
åndehullet mindst lige så stort som jeg kan række om med 2 hænder og strakte
fingre – nogen bud? Den nåede at lave et lille extra pust og så var den væk. Vi
oplevede også suler 2 gange, som i store mængder dykkede. Jeg er vildt
fascineret af suler – de er meget smukke og deres styrtdyk vildt imponerende.

NB: i mellemtiden har jeg konsulteret en dansk hvalspecialist: det var en kaskelot! Verdens største tandhval!

Kvart i midnat sejlede vi ind i Stornoway lystbådehavn. Jeg
havde talt med havnekontoret og der stod en mand for at tage imod os! Det er da
service på en lørdag aften! Jeg fik ikke oplevet så meget af Stornoway og
omegn, fordi jeg brugte mange timer på at lokalisere årsagen til at vi havde
fået vand i båden under overfarten. Men resten af besætningen var på udflugter.
Havnen ligger meget pittoresk lige over for et slot midt i en park, så vi havde
bestemt en køn udsigt. Dorthe fik ikke så meget ud af sine udflugter, for hun
fotograferede på livet løs uden kort i apparatet. SD kortet sad i min PC
:o(
Susanne var ikke meget bedre
stillet, for hun havde omhyggeligt købt et extra kort til sit kamera, men det
var en forkert type :o( Ja, jeg siger
ingenting …

Stornoway ligger på øen Lewis, som er den nordligste af de
Ydre Hebrider. Derfra sejlede vi ned til East Loch Tarbert, hvor vi lå for svaj
(for anker) om natten. Mikkel, skipper på Pertito, fik derfor nu en kærkommen
lejlighed til at puste sin helt nye gummibåd op og sejle os ind til den lille by
i 2 hold. Øen vi nu var på hedder Harris og det er derfra navnet Harris Tweed
stammer fra. Det er en lille ø, og vi fik en fin tur hele vejen fra nord til
syd og hjem igen med en minibus i fast rutefart. Vestsiden – ud mod Atlanten –
har flere meget store kridhvide sandstrande, men hvornår man mon kan bade der?
Både vandet og luften ligger omkring de 13 grader. Men meget smukt!

På vejen til East Loch Tarbert vidste Søren – gast på Pertito – at der er en stor fuglekoloni (250.000!) på Shiant Islands. Betagende skue, men svært at fotografere!

Vi fortsatte sydpå til øen North Uist, hvor vi fandt en
lille marina i Loch Maddy. Derfra var det egentlig meningen, at vi ville sejle
over til øen Skye og besøge Tallisker destilleriet. Men da vi kun kan ligge for
anker dér, fravalgte vi whiskyen, fordi vejrudsigten sagde, at vi ville komme
til at ligge indeblæst i nogle dage. I stedet sejlede vi derfor ned til South
Uist – til en helt ny marina i Lochboisdale. Her – jeg skriver disse linier på
dette sted – har vi nu ligget mens 2 kulinger er føget hen over os med en bunke
regn som extra belønning. Vejret har været så dårligt, at der slet ikke har
været lyst til udflugter! Byen er lille bitte, og der er ikke nogen forretninger. Ca. 3 miles væk ligger der et supermarked, og med en lokal taxa kan man køre
derhen, handle mens chaufføren venter, og køre hjem igen for £ 10. Vi følger
med i storpolitikken og véd at det nu er blevet endnu billigere. I havnen havde de – og det har vi ikke før set – en handicaplift, som Ite blev den første bruger af.

Man kan ikke se, hvor meget det blæser, men skyerne hænger lavt!
Indlægget er skrevet midt i juli, men pga dårligt internet, har det ikke været muligt at uploade billeder før nu (26/7). I morgen går vi ind i den Caledoniske Kanal, men der kommer indlæg om resten af turen i Vestskotland – forhåbentlig – nu, hvor vi “er tilbage i civilisationen”.

Fra Lerwick sejlede vi nordpå, op til øen Yell. Vi fandt en
lille havn, Cullivoe, som var kendetegnet ved en stor, larmende is maskine. Vi
lagde os 4 både uden på hinanden, med Marianne inderst. En lokal truckfører,
som var ved at losse fisk fra en trawler sagde at vi kunne fint ligge der.
Efter nogle timer kom en lidt vred mand, som netop var kommet ind med sin
kutter og sagde at vi lå på hans plads. Nå, det hele endte i mindelighed – vi
fik lov at blive liggende og jeg hjalp ham med at forhale til en anden plads.
Han var glad for en flaske af special-øllen nede fra Lerwick bryggeriet.

Det var igen-igen en herlig dagsejlads med spændende øer og
skær, så der skulle navigeres flittigt. Shetlandsøerne tog sig ud fra den
bedste side.

På samme vis fik vi en smuk afsejling fra Cullivoe og ud i
Atlanterhavet. Vejrudsigten sagde at vi ville få frisk vind – til at begynde
med som en foranfortværs. Senere skulle den løje og rumme. Det kom til at passe
fint. Vi sejlede de første 20 timer med 2 reb i storen, og fik en herlig
sejlads. Næste morgen kunne vi rebe ud og fik efterhånden mere slæk på skøderne.
Efter at Dorthe havde tilbragt 13 timer i køjen, purrede jeg hende, for at hun
ikke skulle komme til at lide af liggesår ;o)

Vi fik 36 herlige timer til søs – bortset fra den sidste
times tid, hvor vinden løjede så meget at vi startede motoren. Lange, lange
atlanterhavsdønninger, med almindelige bølgesystemer ovenpå. Man kunne
skiftevis se milevidt og ingenting, alt efter om man var oppe eller nede på
dønningerne. Foruden radiokontakten, havde vi det meste af tiden også visuel
kontakt med de andre både. De to mindste (Laurin 32 og B-31) var startet godt 3
timer før os andre (Bianca 42 og Marianne).

Det var et prægtigt syn da Færøerne dukkede op. Høje fjeld med toppen i skyer. Havnekontoret anviste os pladser i en godt fyldt havn, og vi kunne fortøje efter 36 skønne timers tur. Petur’s familie kom hurtigt på broen og der var stor gensyns glæde – herligt at være vidner til! Vi ankom 29/7 og overholder dermed fint den oprindelige tidsplan.


Tórshavn er en slående kontrast til Lerwick. Hvor de
shetlandske byer (det gælder også Orkney og resten af Skotland) er gråt i gråt,
er der her mange flere farver på paletten, og havnefronten, hvor vi ligger,
minder lidt om Nyhavn i København. Ydermere ligger vi præcis ud for Tinganes,
som er den aller ældste del af byen og som bl.a. rummer regerings kontorer – på
billederne kan I se, hvordan det tager sig ud på færøsk. Meget charmerende!

Fredag 1/7 om aftenen påmønstrede Susanne hjemme fra vores
sejlklub. Et velkomment bidrag – ikke mindst Dorthe har savnet et extra
besætningsmedlem på de lange stræk, så vi håber at vejret arter sig således at
Susanne kan være men – mindst – ned til Skotland.

Tórshavn domkirke er en utrolig velholdt trækirke – her kan man for alvor se den himmel blå!

Der er 3 kirkeskibe og det ene er en karakteristisk færøsk båd.






Vi besøgte også Nordens Hus, som vores ven Steen Cold var chef for under hele tilblivelsesfasen. Dejligt sted og alle de færinger vi talte om huset er meget glade for det. Det har kælenavnet “tuen”.

I søndags arrangerede Petur en udflugt med en RIB (rigid
inflatable boat). Vi sejlede med op mod 40 knobs fart ud til øen Hestur, hvor
vi så på fuglefjelde og sejlede ind i en grotte. Naturen er aldeles storslået.

Mandag var vi på heldagsudflugt med 2 lejede biler – en
minibus og en almindelig personvogn. Igen var det Petur, som organiserede
turen. Vi kom rundt på mange af øerne og man forstår nu bedre, hvorfor National
Geografic har kåret Færøerne som verdens bedste ø rejsemål. Fra bittesmå bygder med karakteristiske huse
til kæmpestore klippeformationer, der rejser sig op af havet. https://www.youtube.com/watch?v=l9pbqJq-FU0

Vi har i de sidste par dage ventet på et passende vindue i
vejret, så vi kan sejle ned til Skotland. Vi har brug for omkring 36 timer, men
der er en del roderi med lavtryk i øjeblikket. Kunsten bliver at finde hullet
imellem dem – et hul, der giver os passende vindstyrke og vindretning i
tilstrækkeligt mange timer. Men vi skal ikke klage, for nu om dage har man så
mange informationer til rådighed på internettet.

Næste beretning bliver forhåbentlig fra Skotland.

Det blev tirsdag 21/6 før vi kom afsted fra Stavanger. Og vi
kom ikke til Skudenæshavn inden – vi syntes simpelthen vejret var for elendigt.
Men tirsdag morgen 08:15 lod vi trosserne gå. Antares var sejlet i forvejen, så
vi var 4 både: Cantara, Gemma, Pertito og Marianne. Forskelligt fartpotentiale,
så vi forsøgte to og to at sejle i rimelig nærhed af hinanden.

På vej ud af havnen mødte vi Cunard’s krydstogtskib Queen
Elisabeth – ét af de pænere af slagsen. I dagene inden havde der været anløb af
flere store skibe. Men de var jo ikke heldigere end vi med vejret – dog nok
mere komfort :o) På billedet sejler vi 4 forbi QE og Gemma fik et tut med på
vejen. Vi forstod ikke rigtig hvorfor, men der er noget intimiderende ved tudehorn
af den størrelse.

Vi regnede med en tur på ca. 36 timer og vejrudsigten tydede
på svag til let vind i begyndelsen og slutningen af turen, med jævn til frisk
vind ind i mellem. En passende foranfortværs ville både give god fart og
mulighed for at autopiloten kunne passe butikken for os. Vejret var med os. Den
svage vind blev hurtigt afløst af fin vind, som dog om natten var lige frisk
nok, men den rummede samtidigt. Vi tog et enkelt reb, og det var fint, men søen
var noget grov.

Det var temmelig køligt, og kun når solen tittede igennem
skyerne lunede det lidt. Masser af tøj og et tæppe som muffedise hjalp
gevaldigt. Og så sidde i læ bag spray hood’en var også dejligt.

Vores modus vivendi omkring nætterne er at Dorthe går til køjs.
Hun kan ikke holde sig vågen og hvis det gynger, har hun det også bedst med at
ligge ned. Og da hun er velsignet med en voldsom soveevne, kommer hun hurtigt
og rart gennem natten. Jeg hygger mig med en termokande, snoller, mm. Det meste
af tiden tilbringer jeg i hjørnet under sprayhooden med vores køkkenur. Vi
havde god sigt og mødte meget lidt trafik, så jeg flottede mig med 15 min.
power naps ad gangen. Specielt sidst på natten sov jeg en del. Natten – det kan
man dårligt kalde det. For det første er det faktisk ikke mørkt, selvom der var
en del skyer – i 3-4 timer er det mørkeblåt og man kan fuldt ud orientere sig. Det var døgnet efter den længste dag og
tilmed dagen efter fuldmåne, som lod sig se lidt en gang imellem. En dejlig
nat!

Pertito og vi talte sammen på radioen hver 4. time for at
checke at alt stod vel til. Men hen ad morgenstunden blev Marianne pludselig
kaldt op af et vagtfartøj ved en produktionsplatform. Vi var nu i den skotske
del af Nordsøen og han fortalte mig at jeg nu var 2 sømil fra et forbudt
område. Det var nyt for mig – jeg er på det rene med at der er en
sikkerhedsafstand omkring platformene, men at det samme gælder the well heads –
brøndene – var nyt for mig. Og dem er der rigtig mange af derude! På billedet
kan man se en platform øverst på plotterskærmen – alle de små, blå cirkler er
brønde, hvor man også skal holde sig på 500 m afstand. Flinke og høflige folk
på vagtskibet, og vi ændrede naturligvis kurs – som man kan se på vores track
line – og så var problemet løst. I praxis kan der naturligvis ikke ske noget
ved at vi med 2 m dybgang sejler hen over nogle installationer på havbunden,
hvor der vist var 121 m ned til. Men en regel er en regel. Så lærte jeg det.

Om morgenen var søen igen blevet rolig, så jeg purrede
Dorthe. Det var også ved at være 12 timer siden jeg havde fået noget at spise,
så det var også på tide at få morgenmad. Med mindre havet er spejlblankt – og det
synes Dorthe aldrig det er ;o) – er jeg også hovmester, når vi er til søs.

Ca. 15 sømil ude fik vi landfall – Bard Head, som er
sydspidsen på øen Bressey, der beskytter Lerwick. Da vi passerede pynten,
tænkte vi på Theia. For 2 år siden sejlede vi sammen den modsatte vej.

Det nordlige havnebassin var reserveret til deltagerne i
havkapsejladsen Bergen – Lerwick, og deltagerne var tæt på målgang da vi ankom.
Vi ligger derfor noget tæt i et andet bassin, men da det er sejlerkammerater,
der ligger udenpå, er det OK.

SY Antares havde fået ansvaret for aktiviteter på Shetland.
Første arrangement var en meget interessant rundvisning på det lokale museum.
Vi startede med frokost i museets glimrende restaurant. Dagen efter var vi på rundvisning
på et lille lokalt bryggeri, Lerwick Brewery, med efterfølgende smagning. Da vi
var på gåben dertil – ca. 40 min. gang – var de så flinke at bringe øllet vi
købte, til havnen efterfølgende. Antares stak i øvrigt i går sydpå til Fair
Isle. De skal ikke med til Færøerne, logistikken går ikke op for dem, men vi
møder dem igen nede i Skotland.

Antares kan ikke helt tage æren for det, men vi var også på
besøg på skoleskibet Georg Stage, som lå i havnen. Kongeskibet Dannebrog
var her et par dage før vores ankomst, vel på vej – uden kongelige – hjem fra
Dronningens besøg på Færøerne. Efter sigende har Vedbæk Pigegarde også været
her!

I dag dukkede der også et krydstogtskib op, MS Zuiderdam, ude i sundet mellem Bressey og Main Land (det hedder det!), hvor Lerwick
ligger. Et hollandsk skib vi har set tidligere, indrettet for ca. 2.000
passagerer og med en besætning på 850. Et stort antal passagerer blev sejlet i
land – skibet lå for anker ude i sundet –
og afsted på rundtur i bus. Nu, hvor vi
skal til at spise aftensmad, er de dampet af igen.

Før de lange stræk studerer vi vejrudsigterne meget
flittigt. Tirsdag-onsdag (28-29/6) ser ud til at give os en god overfart til
Færøerne. Sandsynligvis tager vi i morgen videre til en af de nordlige
Shetlandsøer – dels for at se noget andet og dels fordi det er ca. 30 sm
kortere til Thorshavn derfra. 5-6 timers kortere tur er da værd at tage med!

Vi kom som planlagt til Farsund, Norge, i mandags (13/6), efter en fin tur over Skagerrak. Ankomst i passende tid til en drink før
aftensmaden. Vi tog afsted kl. 4 om morgenen og op den måde undgik vi
natsejlads. De mindste både i flotillen startede om aftenen og vi vinkede
farvel til dem inden vi gik til køjs og fik nogle timer på øjet.

Turen var som sagt en fin-fin sejlerdag. Antares, som er en Helmsman 52 brugte nogle
timer på at indhente et forspring vi havde på ca. 5 minutter ;o) Solen skinnede
– herlig dag!

Vel fremme i Farsund fandt de fleste af os sammen og
grillede aftensmaden på bryggen. Dagene er lange – billedet fra havnen er taget
kl. 23:55 samme aften.

Næste dag sejlede vi videre op til Egersund. Det blev også en herlig dag på vandet. Meget
skiftende vind – på et tidspunkt var vi lige ved at starte motoren, men vi
sluttede med herlig genakker (stort farvet forsejl – lidt ala en spiler) sejlads.
Marinetraffic.com angiver også med hvilken fart der sejles på hver strækning; max.
10,1 knob og gennemsnit 7,5. Vi var lidt oppe at små-surfe ind i mellem.

Indtil nu er de norske havne gamle bekendtskaber, og vi har
nydt gensynet. Vores næste havn er vi sejlet forbi adskillige gange, men nu
besøgte vi den for første gang: Tananger. Lille lystbådehavn – vel et gammelt
fiskerleje – hvor der udenfor er blevet anlagt en havn, med stor off shore
aktivitet. Tananger ligger på ydersiden af den halvø, hvor Stavanger ligger på
indersiden, så vi er i centrum af Norges olieaktiviteter i Nordsøen. Men
samtidigt får man et indblik i at tiderne ikke er så gode som de har været –
mange support skibe ser ud til at være lagt op.

Mens vi lå i Tananger trak noget rigtigt dårligt vejr forbi,
så det blev en våd omgang.

Vi blev i Tananger 2 nætter. Årsag: vi venter på det rigtige
vejr til at sejle over til Shetland. Ganske vist stak to af de mindre både –
Fie 2 og No-Name – over, men vi andre havde ikke lyst. De er i mellemtiden
kommet godt frem efter, hvad de kalder, ”en frisk tur”. Den er vi ikke rigtig med på. Vi har jo ikke
travlt!

For ikke at ligge samme sted hele tiden og vente på det rigtige
vejr, sejlede vi så videre til Stavanger. Her ligger vi nu 5 både og hygger os
sammen. I aftes var vi på restaurant og endte alle (11 stk.!) i Marianne’s
cockpit til aftenkaffe. Hvor der er hjerterum er der husrum! Jeg stod dog på trappen
til kahytten og serverede.

11 personer – vi er faktisk 12 her i Stavanger, hvor vi
ligger fint i den lille havn ved siden af oliemuseet. Den 12. er Ite, som efter
restaurantbesøget kom hjem til køjs. Ite og Bo, som sejler i Gemma af Sønderborg,
er de sejeste man kan forestille sig. Ite har sclerose og kan ikke længere
bruge sine arme og ben. Billederne fortæller det hele. Dyb respekt for de
entusiastiske sejlere og dejlige mennesker.

Alle vejrudsigter peger på afgang til Shetland på mandag, så
måske vi sejler vi til Skudenæshavn i morgen –
mest for ikke at få havnekuller :o)

Ikke mere herfra i denne omgang – indlægget skrevet lørdag
18/6 i Stavanger. Og det blæser rigtig godt!

Mandag den
6. juni startede vores sommertogt. Vi
havde Vilhelm med til Helsingør og han sov ombord til tirsdag, hvor farmor
hentede ham. Vi havde den fornøjelse at Erna og Niels Peter Faurby lagde til
ved siden af os og vi fik nogle hyggelige passiarer. De er de tidligere ejere
af Faurby Yachts – vi har en Faurby 393.

Næste mål var
Hals ved indsejlingen til Limfjorden. Herlig sejlads til vi havde passeret
Anholt. Da det blev mørkt fik vi hård modvind og det gav nogle særdeles
ubehagelige timer ind til vi kom i læ under den jyske kyst. Dorthe prøvede at
hygge sig i kahytten og få sovet – jeg i cockpittet med minutur så jeg kunne få
nogle power naps. Vi kom i havn ved 5-tiden og fik så en god formiddagslur.

Næste dag videre
til Løgstør. På vejen passerer man Aalborg – både en vejbro og en togbro skal
åbne for at vi kan komme igennem.

Både i Hals og Aalborg ser man nogle af de gamle statsisbrydere.
På billedet ser man Isbjørn og Danbjørn. Sammen med Thorbjørn blev de sat til
salg i 2012.

Thorbjørn er solgt for et tocifret
millionbeløb og skal Thorbjørn fortsat fungere som isbryder blandt andet
omkring Finland og Grønland.

På havnefronten i Aalborg ligger Elbjørn, som
i perioden 1954 – 1996 en aktiv del af den danske isbrydertjeneste. Den har nu
i en årrække været restaurationsskib – jeg har spist på den flere gange.

Havnefronten i Aalborg har, som mange andre
havne i Danmark, helt ændret udseende i de senere år. For nogle år siden var jeg
på rejse i Frankrig med Reno-Nord’s bestyrelse, hvor formanden også var
byrådsmedlem (og i øvrigt sejler). Vi talte om deres kommende planer i Aalborg,
og jeg nævnte København som et dårligt exempel og Helsingborg som et godt.
Måske har jeg derfor haft en lille indflydelse på, hvad der sket i Aalborg, for
senere hørte jeg, at de havde aflagt besøg i Helsingborg. I øvrigt mødte jeg
ham igen i vinter da jeg holdt foredrag i Aalborg Sejlklub. Lille verden.

Efter Løgstør sejlede vi til Lemvig, som har
stået model til tegneserien ”Livets gang i Lidenlund”. Hyggeligt sted! Undervejs
passerer man endnu 2 broer, som skal åbne. Vii var heldige og havde næsten
ingen ventetid.

I går lørdag sejlede vi så den sidste lille bid
til Thyborøn, hvor vi nu er. Vores lille flotille er dermed – på nær én – samlet.
I nat kaster vi fortøjningerne og sejler til Farsund i Norge – en tur på godt
90 sømil (ca. 175 km), hvilket vi regner med at bruge små 15 timer til. På den
måde kommer vi frem i dagslys.

Kære læsere!

Sidste år gik det helt galt med søforklaringerne – eller
måske var det præcis det ;o) ?

Min gamle laptop nægtede at samarbejde, så nu er den
udskiftet, med alle de følgevirkninger en sådan handling har. Men jeg tror vi
er kørende.

Det gode skib S/Y Marianne er klar til afgang, og vi regner
med at kaste los mandag den 6. juni. Besætningen vil på den første etape være
på 3 mand, idet vores yngste barnebarn, Vilhelm, sejler med fra København til
Helsingør. Derefter klarer Dorthe og jeg igen ærterne alene.

Vi skal mødes med en håndfuld andre FTLF både i Thyborøn i
weekenden 11-12. juni.

Denne blog vil blive forsøgt opdateret i det omfang vi
undervejs har internetforbindelse. I kan også følge os i ”real time” på fx www.marinetraffic.com . Under ”Vessel”
skal I skrive ”Marianne 4” og så burde vores position og rute dukke op på skærmen,
med lidt klikkeri.

På billedet ligger Marianne på sin plads i Svanemøllehavnen
– shipshape, naturligvis! Hidtil i denne sæson er det blevet til at par småture
og en tur i Pinsen til Ebeltoft – FTLF afholdt Pinsestævne og
generalforsamling.

På det andet billede viser Vilhelm årets flotillestander –
sommertogtet går til Shetland, Færøerne og Scotland.