Man kan ikke
påstå at vi var heldige med vejret i Skotland. Ikke fordi vi på forhånd var
specielt optimistiske, men man har jo lov at håbe! Det var et deja-vue fra 2014
og gennemgående var det 13/13, dvs. 13 grader i både luft- og vandtemperatur.
Vandtemperaturen for så vidt kun interessant fordi den jo påvirker
lufttemperaturen meget. 13 grader med høj luftfugtighed kræver en del
påklædning når vi sejler. Min typiske påklædning: alm. undertøj, lange, tykke
fleece underbuxer, lange, tykke bomuldssejlerbuxer, t-shirt, skjorte/bluse,
fleecetrøje, vest, vindjakke, lange støvler i skind/Goretex, ”olietøj” (moderne
foul weather gear), vandtæt hat med øreklapper og endelig handsker, som skal
skiftes ind i mellem fordi de bliver gennemblødt. Kan I forestille jer et
cirkus for at komme på toilettet – når toilettet ovenikøbet er i kraftig
bevægelse ;o) ? Billedet af Dorthe til rors i sidste epistel giver et
indtryk af løjerne. Dertil kommer, at Dorthe næsten altid når at blive søsyg,
når hun skal ned på toilettet, fordi der går så lang tid.
Jeg skal dog
i denne forbindelse sige (Facebook brugerne véd det allerede), at vi i
skrivende stund, som det hedder, er kommet tilbage til Danmark, og Dorthe har
IKKE KASTET OP ÉN ENESTE GANG på dette sommertogt – flot! Men derfor kan man jo
godt være lidt søsyg.
Vi kom vel
frem til den Kaledoniske Kanal, og begyndte strax at sluse. Gemma, som har Ite
i rullestol ombord, lagde sig på siden af Marianne i alle 29 sluser, og var
dermed fri for at håndtere fortøjninger, når vi blev sluset op og ned. Det er
ikke kun sluser, der skal forceres i kanalen, men også vej- og jernbanebroer.
Mens vi ventede ved en af dem, kom damptoget, vi allerede havde hørt fløjte
mange gange undervejs.
I starten af kanalen ligger Neptune’s Staircase, som
minder meget om de Bergske Trapper i den svenske Götakanal. Ligheden er ikke så
mærkelig, for det var den samme ingeniør, der stod bag begge byggerier. Og som
i Sverige, er det et tilløbsstykke for andre turister. Jeg inviterede en lille
pige ombord, hvilket hun accepterede med glæde – da hun fik lov til at tage sin
far med :o)
Vi havde første overnatning i Corpach, som er lige efter
første sluse. Næste overnatning blev i Fort Augustus – et rigtig fint sted.
For to år siden sejlede vi forbi Urquhart Castle i Loch
Ness, og derfor ville vi gerne denne gang stoppe og besøge den berømte borgruin.
Der er en lille havn i nærheden og dér gik vi ind. Den var fin nok, men
bagefter fandt vi ud af at gåturen var så lang at det helt ville ødelægge
dagsprogrammet. Vi skulle have gjort som Pertito, der droppede anker og sejlede
direkte ind med gummibåd – dumt vi ikke gjorde det! Men næste gang!!
Ved Inverness slutter den 100 km lange kanal gennem
Skotland. Ca. 1/3 er gravet, resten er lochs – søer. Loch Ness er den største
med en max. dybde på 250 m! – og en gennemsnitsdybde på 130 m. Et uhyre stort
ferskvandsreservoir.
Vi var på forhånd blandt bådene enige om at gøre turen
over Nordsøen så kort som muligt. Der er ca. 100 sømil fra Inverness til den
skotske pynt, som ligger nærmest Danmark. Men de 100 sømil ville vi også gerne
dele i to bidder for at være så friske som muligt, før vi tog det lange stræk.
Valget faldt på Buckie. Det er ikke en lystbådehavn, men vi er velkomne.
Desværre ikke nogen flydebroer, så for at kunne sove roligt mens tidevandet
kører op og ned skal der rigtig lange fortøjninger til!
Som ved de andre lange stræk, studerer vi vejrudsigter
meget grundigt, for at være (nogenlunde) sikre på at vejr-vinduet er
tilstrækkeligt langt – og vel at mærke også for den langsomste båd.
Flotillesejlads er ikke kun en social foreteelse, men også et spørgsmål om at
kunne støtte hinanden.
Vi fandt vinduet, som vi valgte at stole på. Og det endda
uden ventetid i Peterhead, som var affarende sted. Vind i den høje ende af
skalaen, men medvind! Marinaen i Peterhead – som ligger inde i et hjørne af den
store havn – var tilsandet i indløbet, så vi måtte vente til nogle timer efter
lavvande, før vi kunne sejle ud – i
første omgang for at bunkre diesel og dernæst for at stikke ud i Nordsøen. 330
sømil til Limfjorden og ca. kurs 100 grader.
Det blev en flot sejlads. Marianne sejlede det meste af
tiden kun med fok, og ellers med fok og 2 reb i storen. Bølgerne var rimeligt
store, så der blev også en del surfture – 11,5 knob for fok er pænt stærkt.
Mens vi stadig var i skotsk farvand, fik vi mange besøg
af delfiner. De myldrede bogstaveligt omkring os. Dorthe havde travlt med at tage billeder, men
det var svært, dels på grund af bølgerne, men også fordi det er meget hurtige
dyr. Så vi fik desværre ikke billeder af de mange gange de sprang helt ud af
vandet. Man bliver altid i godt humør af delfin-besøg!
Da vi sejlede i medvind, kunne vi ikke undgå noget
rulleri. Det er ikke Dorthe’s livret, så køjen lokker. På billedet kan I se,
hvordan man undgår at trille ud – køjen er forsynet med slingregrej.
Dorthe er i sådant vejr slet ikke spisende, men jeg nyder
godt af, hvad hun har forberedt før afgang. Som man kan se på billedet, er
komfuret halvkardansk ophængt, og så kan næste alt lade sig gøre – når man
ellers husker at holde sig selv fast.
Vi fik en smuk solopgang, men det var ellers overskyet det meste af turen.
Som man kan se på billedet, kan man faktisk sejle op ad bakke ;o)
Det meste af tiden havde vi visuel kontakt – bortset fra
om natten – med de 2 andre både. Dønningerne leger elevator med bådene, så ind
i mellem forsvinder de næsten fra synsfeltet.
Dorthe experimenterede (igen) med søsygeplaster – da det
udtørrer slimhinder, brugte hun briller i stedet for sine kontaktlinser, så her
er et sjældent billede af Dorthe med briller.
Vejrudsigten kom næsten til at passe på en prik under hele
overfarten, og bonus for den rigelige vind var, at det gik pænt stærkt. 49 timer
til Thyborøn, men vi havde dog aftalt at fortsætte till hyggelige Lemvig. I Søværnet
fejrer man hjemkomst efter togt ved at servere champagne og kransekage når
Skagen rundes. Vi havde godt nok ikke rundet Skagen denne gang, men alligevel
drak vi Cremant og spiste nøddehorn – kransekage kunne jeg ikke opspore ;o) Og
vi syntes det hele var velfortjent!
Efter en god nattesøvn fejrede vi hjemkomsten med et
restaurantbesøg, og dermed markerede vi afslutningen på FTLF Føroyar 2016
flotillen. Flotille vandrepræmien tilfaldt Bo fra SY Gemma, som sammen med Ite
gennemførte turen – kan man næste sige –
på trods af alle odds. Det var en meget flot præstation af både Bo og Ite, som
kun kan vække beundring.
Desværre fik Marianne en skade i Skotland, så i stedet
for at sejle hjem til København, sejlede vi til Skærbæk i Lillebælt, for at få
repareret dæk og søgelænder.
Hermed slutter Søforklaringerne for sejlsæsonen 2016 – tak
for jeres interesse!
Med sejlerhilsen fra
Karsten, kaptajn,
og Dorthe, first mate.
