Neuhof var et fint gensyn og vi havde yderligere den store
fornøjelse at vores sejlervenner fra Juelsminde, Karin og Knud-Jørn, kom, så vi
kunne hygge os sammen. Jeg har siddet i FTLF bestyrelsen med dem begge og vi
mødtes oprindeligt på den norske vestkyst for en del år siden. De var på ved
østover og vi vestover, men allerede i Pinsen, aftalte vi, at vi skulle prøve at
mødes. Men bortset fra hyggen var det regn og blæst, som prægede opholdet.
Et desværre ret typisk billede fra vores ophold i Barhöft.
Den 1. juli sejlede vi videre. Vi gik ind til Stralsund
for at bunkre diesel og lod båden ligge ved tanken, mens vi gik i byen og
handlede. Bagefter sejlede vi videre til Barhöft. Vi er flere gange sejler
forbi Barhöft, men havde ikke tidligere besøgt stedet. Da der stadig var
kraftig vestenvind = modvind, lå vi der i 4 (!) dage før vi kunne komme videre.
2 andre både kom ind med ødelagte sejl.
Men videre måtte vi, og i en stadig temmelig frisk vind drog
vi mod Warnemünde. Med det vejr vi havde, faktisk lige langt nok, men der er
ganske enkelt ikke andre havne på hele strækningen. Vi har været der før –
Seebad Warnemünde er et hyggeligt sted og vi ville gerne ligge i Alter Strom, som
er det oprindelige løb for floden Warnow. Da det blev for smalt til trafikken
blev der for over 100 år siden gravet et nyt, parallelt, løb lige øst for det
gamle. Det er 2 gange siden blev udvidet og det er færgen fra Gedser sejler
igennem. Den forbindelse hedder nu om dage Gedser-Rostock, men færgelejet er
nærmere Warnemünde end Rostock, som ligger et godt stykke oppe ad floden.
Der var absolut ikke plads til os. Warnemünde Woche –
oprindeligt DDR pendant til Kieler Woche – var i fuld sving, så vi måtte over
på den anden side til Yachthafen Hohe Düne. Stor, ny marina ved et fancy hotel.
Pga kapsejladserne var det også svært at finde plads dér, men det lykkedes, ved
broen til de største skibe i havnen. Marianne krympede en del i det selskab!
Germania VI husker jeg fra Skaw Race i 1966 – ejet af Krupp og dengang næsten ny.
Solnedgang over Seebad Warnemünde.
Den eneste Hansestad på den tyske østersøkyst vi ikke har
besøgt sejlende, er Lübeck. Den ville vi gerne besøge, men det er lidt af en
omvej og nu havde vi efterhånden mistet en del tid på indeblæsninger, så vi
sejlede direkte over Mecklenburger Bucht til Fehmarn – igennem sundet og ind
til en lille havn ved navn Lemkenhafen. Meget lavvandet område med sparsom
afmærkning, så et lidt spændende sted at sejle ind. Også en gammel hyggelig
kending.
Tidligere lå der mange Faurby både her i havnen – nu er det tyndet ud i dem, men der er mange fine, ældre træskibe.
Derfra skulle vi videre til Kiel Fjord på en kurs ca. stik
vest, men den gik ikke. Der var for 2. dag i træk skydeøvelser, så vi måtte
sejle i en stor bue nordpå. Faktisk så langt, at vi kun var en kabellængde fra
dansk territorialfarvand. Der var stor aktivitet fra skydeledelsen på radioen
for at jage både, som ikke var klar over øvelsen, ud af farvandet.
Ned i Kieler Förde kom vi da. Denne gang valgte vi en havn
vi ikke før havde besøgt, nemlig Möltenort. Den ligger lige overfor
Kielerkanalen, og er en meget velfungerende klub og havn. Stor og dejlig
aktivitet med unge mennesker på vandet. I det hele taget er der et superhøjt
aktivitetsniveau med sejlsport i Kiel om omegn – det er simpelthen centrum for
sejlsport i Tyskland, og det var også her sejladserne ved de Olympiske Lege i
1972 blev afholdt. Og som nævnt ovenfor, den årlige Kieler Woche, som er berømt
og har været afholdt siden slutningen af 1800-tallet. Kapsejlads på eliteplan,
tall ships, historiske skibe – alt muligt og millioner af mennesker kommer til
byen hvert år i den anledning.
I Möltenort ligger dansk fyrskib nr. XV og tjener som klublokaler for den lokale sejlklub.
Kiel – hovedstad i delstaten Schlesvig-Holstein – er ikke
så spændende – den blev bombet sønder og sammen under 2. Verdenskrig pga af
flådebase og værfter. Det var i øvrigt blandt de tyske marine-matroser i Kiel,
oprøret brød ud i slutningen af 1. Verdenskrig – den tyske revolution, som
førte til Weimarrepublikken. Den holdt, ak så kort, til 1933.
Næste morgen, 9. juli, dampede vi over fjorden til Holtenau,
hvor sluserne ligger ind til NOK – Nord-Ostsee-Kanal – som tyskerne kalder
Kielerkanalen. Da den blev bygget hed den Keiser-Wilhelm-Kanal – det var i
slutningen af 1800-tallet. En vigtig årsag til bygningen var, at det nye
Tyskland – samlet i 1871 – i stedet for at have både én Østersøflåde
og én Nordsøflåde, kunne nøjes med én flåde. Kanalen er 100 km lang og har sluser i
hver ende – hhv. Holtenau/Kiel og Brunsbüttel ved Elben/Nordsøen. I modsætning til
mange andre kanaler rundt om i Europa, anvendes den stadigt intensivt af
kommerciel skibsfart.
Kanalen starter i Kielerfjorden i Holtenau.
Da vi kom over til slusen, lå der allerede en del andre
Sportbooote – sådan hedder vi i NOK-sprog – og ventede på slusning. Rutinen er
altid, at de store skibe går ind først og siden vi små. Da slusen var fyldt,
meldte man dog over radioen, at vi af sikkerhedsgrunde, ikke kunne komme med,
men måtte vente på næste slusning. Ærgerligt, og vi valgte at gå ind ved
broerne i Holtenau, hvor vi flere gange har overnattet. Da det endelig blev
vores tur, sejlede flokken af lystbåde – nu var den blevet temmelig stor – ind efter 3 store skibe. Vi kom således til
at ligge 2 uden på hinanden, hvilket ikke burde være noget problem, men det lykkedes
en tysker, som skulle ligge uden på os, at få sin båd til at dreje 180 grader
og banke sin hæk ind i vores fribord, før vi fik styr på ham. Under slusningen
lå han således ’baglæns’ uden på os. Da vi skulle ud af slusen – lystbåde før
de store – gik det helt galt for ham. Han endte nede i bunden af slusen efter
at have sejlet sin rig ind i et temmelig stort containerskib. På det tidspunkt
var vi ude, så jeg ved ikke, hvor mange skader han led. Han havde absolut ikke
styr på sin båd.
Her ses nabobåden, som var uheldig. Som man kan se, ligger han modsat vores retning og det er containerskibet i baggrunden, han kom i karambolage med.
Kielerkanalen har altid været billig for os lystsejlere,
vist en € 20, for hele turen på ca. 100 km. Men i øjeblikket er det helt gratis
– pga byggearbejder i slusen, vil de ikke have vi forlader bådene. Helt fint!
Det føromtalte containerskib overhalede os lidt senere – de er tæt på og tungen skal holdes lige i munden.
Vi var kommet vel over middag og valgte derfor at sejle til
Rendsborg, som er ca. 1/3 af vejen gennem kanalen. Næste morgen ville vi bunkre
diesel før afgang, men det tog lidt tid at komme til. En dansk motorbåd fra
Tuborg Havn skulle først lige have fyldt 2.300 liter på. Det gik lidt hurtigere
med vores 67,5 l.
Kanalen er ikke kun store skibe – det er også idyl!
Kielerkanalen er hyggelig. Mange fine huse langs kanalen,
cykelstier, lystfiskere, campingpladser, restauranter. Små færger, som krydser.
Vejbroer og jernbanebroer – alle høje nok til at vi kan sejle under. Mange
slags fugle – alt sammen meget underholdende. Vores delmål var Gieselauslusen,
som er ca. halvvejs gennem kanalen. Slusen leder ind i Gieselaukanalen,
som fører til Ejderen – og det er vores mål. Ikke prøvet før! Slusevagten holdt
frokostpause fra 12-14, så da vi ankom 12:15 passede det fint med frokostpause og
en lille siesta.
Frokostpause ved Gieselau slusen.
Ejderen – der knytter sig meget dramatisk historie til hele
området. Floden markerede den danske grænse fra 811 (det måtte jeg slå
op!) til 1864. Den var også grænse mellem det danske Slesvig og det tyske
Holsten – begge hertugdømmer under den danske krone. Det var noget slemt roderi,
og det hele er en meget lang historie. I 1864 blev Londonkonferencen afholdt
for at bringe krigen mellem Danmark og Preussen/Østrig til ophør.
Den aldeles indviklede situation er måske bedst
blevet karakteriseret af den engelske udenrigsminister Lord Palmerstone, der af
dronning Victoria blev bedt om at forklare den slesvig-holstenske problematik.
Ifølge overleveringen lød svaret, at der kun var 3 personer, der forstod
problemet: den første var dronningens prinsgemal, Albert. Men han var død. Den
anden var en tysk professor. Han var imidlertid blevet sindssyg. Endelig var
der Lord Palmerstone selv. Men han havde glemt det! Et ordspil, som
også Bornedal havde med i sin 1864 film.
Da Holsten blev medlem af Det Tyske Forbund i 1800-tallet,
var Ejderen også grænse mellem Danmark og Det Tyske Forbund. Men Ejderen går
altså meget langt tilbage i Danmarks historie – tænk bare på Uffe hin Spage,
som kæmpede på en ø i Ejderen. Hertil kommer de slesviske krige, som resulterede
i ny grænse i 1864, senere ændret i 1920. ’Danmark til Ejderen’ var (?) i mange
år et mantra for mange. Der var nogen uro efter 9. april 1940 om
hvorvidt Tyskland måtte ønske en ændret grænsedragning igen, men det blev
aldrig bragt op af Nazi-Tyskland, og omvendt, blev det fra det officielle
Danmark i 1945 fastslået, at grænsen lå fast. Og siden 1955, med København-Bonn
erklæringen, har området været et forbillede for andre lande med gamle
grænseproblemer.
Så det var et historisk spændende område vi sejlede ind. I
modsætning til Kielerkanalen, som er meget lige ud af ’landevejen’ er Ejderen
meget snoet og med varierende vanddybde. Og med broer og sluser – til lands
måles vandstrækninger i km (og hastigheder i km/t). I Ejderen (på det stykke vi
besejler) er der en sluse ved km 26, bro ved km 46, sluse ved km 78, bro ved km
83, sluse ved km 84, jernbanebro ved km 85, bro ved km 99 og endelig slusen ude
ved Nordsøen ved km 111. Så der er meget underholdning undervejs. Det er
dejlige landskaber man kommer igennem – meget landligt, inkl. duften.
Vores første overnatning var i Pahlhude, ved en lille motorbådsklub.
Dejlige mennesker og et fint klubhus med gode faciliteter. Derefter Friedrichstadt, som er en lille perle af en by. Meget pittoresk og kan minde en
del om små byer i Holland. Det virker som om der er mange danske turister i
byen – danske stemmer høres mange steder!
Vi skulle igennem 6 broer og sluser for at komme til Friedrichstadt. Hvis vi var fortsat ud i Nordsøen, var vi kommet op på 9 i alt.
Ejderen har et særdeles snoet forløb.
Aften i Pahlhude ved en af vejbroerne.
De følgende billeder er fra Friedrichstadt.
Vores mening var at gå ud gennem Ejderslusen til Nordsøen,
men vejrudsigten har ændret vores planer. I stedet for at blive liggende i
et par dage og vente, vender vi om og går tilbage til Gieselau og derfra til Brunsbüttel,
hvorfra vil vi sejle af Elben til Hamborg. Nu må vi se!
