Denne beretning dækker sidste del af sommertogtet – september måned.
Lad det være sagt med det samme: vi kom hjem til Svanemøllehavnen lørdag den 21. september. Men hold da op, hvor er der meget at se til efter 4½ måneds fravær! Men sommerens togt skal da lige rundes af.
Sidste beretning sluttede i Fosnavåg, der ligger lige nord for den berygtede halvø Stad (som nordmændene staver på flere måder) – berygtet fordi der rejser sig voldsom sø i blæsevejr. Blandt andre ’slemme’ steder er Jærens Rev, Lista og Lindesnes. Og vi skulle naturligvis forbi dem alle sammen, men Stad som det nordligste.
Nordmændene planlægger minsandten en tunnel gennem Stad halvøen for at de store skibe (det bliver med en gennemsejlingshøjde på 33 m) kan undgå det farlige sted.
Mens vi lå i Fosnavåg var vejret ganske jammerligt. Op til stormende kuling fra syd, så vi skulle ikke nyde noget. Et af de lavtryk vi havde fornøjelse af, var resterne af orkanen Dorian, som forårsagede frygtelige ødelæggelser på bl.a. Bahamas. Det er helt almindeligt, at orkanerne, der opstår nær Afrika, tager til i styrke vestover i Atlanten, drejer op langs med USA og til slut – svækket – østover til Europa. Først på 9. dagen slap vi fri og kunne fortsætte syd på.
I Fosnavåg brød motoren i vores elektriske toilet sammen – men der var fine sanitære forhold i havnen og vi fik med kurérpost en ny tilsendt fra Danmark. Som adresse til forsendelsen brugte vi en ’Kop og Kande’ forretning lige ved siden af, hvor vi lå. Personalet var meget, meget venligt og kom endda med kassen, da den ankom.
Vores medsejlere i SY Amceli lå også i havnen, så vi fik hygget os sammen – der var ikke mange pauser i det dårlige vejr til at færdes ude.
Vi passerede Stad i svag vind, men bølgerne afslørede, at vi havde haft mange dage med blæsevejr. Vi sejlede indenskærs det meste af vejen – det giver meget interessant navigation, men til gengæld meget smuk sejlads mellem øer og skær. Vores mål var den lille kystby, Florø.
Meget charmerende lille sted. Men idyllen blev brudt af vand i båden – dog ’kun’ under dørken (gulvbrædderne), men det smagte umiskendeligt salt. Det viste sig, at en vacuumventil (i forbindelse med udstødningen på motoren) var utæt. Jeg kunne ikke få reservedele i byen, men fik, i samråd med den svenske fabrikant, gjort den næsten tæt. En ulykke kommer sjældent alene, for under arbejdet opdagede jeg, at der også var en mindre lækage i varmevexleren. Også den blev fixet før vi sejlede vi videre. Det kostede dog et par extra dage i Florø.
Herefter gik det videre ned til en gammel kending, Eivindsvik, som er et meget hyggeligt – om end lidt primitivt – sted. Vi kan tydeligt mærke, at det er ved at være sent på sæsonen, for vi er ofte alene i havnene.
Vejrmæssigt var vi inde i en meget ustabil periode, og vejrudsigterne fortalte os, at mere dårligt vejr var på vej. Vi tog derfor et længere ’hug’ ned til Haugesund, hvortil vi ankom midt om natten i et Herrens regnvejr. Vi sov nogle timer, hvorefter jeg stod op og kikkede på vejrudsigt igen. Vi skulle over et åbent stykke på kysten og norske YR lovede os, at vinden ville dreje fra syd mod vest og løje sidst på formiddagen. Vi kunne derfor sove et par timer mere og kastede fortøjningerne ved 11-tiden.
Målet var Tananger, som ligger på højde med Stavanger. Vi var klar over, at vi igen skulle være indeblæst – denne gang blev det til 8 dage! Vi er så heldige at kende gode, norske Faurby-sejlere i Stavanger – Liv og Reid – som tog sig meget gæstfrit af os. Desuden fløj vores ven Peter op fra København med en reservedel til vacuumventilen. Han var på besøg i 24 timer og fløj hjem igen.
Vi øjnede et vejr-vindue, der kunne passe os til at komme videre – man begynder at få lidt havne-kuller efter 2 lange indeblæsninger. Vi tog afsted torsdag 19/9 og formiddagen med udsigten til frisk, vestlig vind. Fra søndag skulle vinden gå i syd = modvind, så vi satsede på at sejle hjem non-stop. Der er mange muligheder for at afbryde sejladsen undervejs, om nødvendigt – flere havne i Sydnorge, Skagen, Læsø, Anholt. Da vi runder Lindesnes – Norges sydligste punkt – og satte kursen mod Grenen, var vinden temmelig frisk. I perioder 15-16 ms og med vinden agterind giver det en masse rulleri, som bestemt ikke er Dorthes livret. Hun gik ned med flaget for anden gang under togtet – men stadig uden at kaste op!
Vi sejlede med storsejl med 2 reb og intet forsejl, og flere gange var vi oppe på 15-16 knob, så det gik pænt stærkt over Skagerrak. Da vi rundede Grenen og kunne kikke ind på Skagen, havde vinden lagt sig noget. Vi satte også fokken og fik vi en meget fin sejlads ned over Kattegat. Som sædvanligt passede autopiloten rortjansen og jeg sov 15 minutter ad gangen med et minutur.
Da vi passerede Kronborg, fik jeg Dorthe op for en kort bemærkning, så kunne tage en selfie med Kronborg om styrbord. Nede på højde med Hven blev kaldt på radioen – vores venner Nina og Allan modtog os med signalflag over top! Det fik Dorthe på højkant igen. Sikke en velkomst!
Senere, mellem Vedbæk og Taarbæk, hørte vi på kanal 16, at en sejlbåd søgte slæbeassistance pga manglende vind. Det var Freja, en af vores K.A.S. gaffelriggere. De fik en line og nu stod Dorthe for alvor op. Kl. 16:45 ankom vi til Svanemøllehavnen efter 341 sømil og 54 timer.
Sommertogtet var slut – 4½ måned og 4.173 sømil.
Godt at være hjemme igen ____/)___/)_________/)___
