Denne beretning dækker juli måned.
Sidste beretning sluttede med, at vi slusede ud i
Hvidehavet og satte kursen mod de berømte Solovetsky-øer. Fin sejlads i frisk
vind – hvor var det dejligt at sejle rigtigt igen!
Vi skulle være lunt klædt på:
Det russiske gæsteflag fortsat under styrbord saling:
Stedet er primært berømt på grund af det meget store
kloster-kompleks. Den russisk-ortodokse kirke etablerede det i 1600-tallet og
det blev udbygget nærmest uafbrudt de følgende 300 år. Det er knapt så voldsomt
som det lyder, for der var kun en effektiv byggeperiode på ca. 3 måneder hver
sommer – resten af tiden umuliggjorde klimaet arbejdet.
Klosteret er befæstet og soldater tilbageviste under flere
krige angreb, bl.a. fra den engelske flåde under Krim-krigen. Efter den
russiske revolution havde kirken trange kår i Sovjetunionen og fra 1921 havde
stedet den tvivlsomme ære af at blive den første GULAG-lejr, mens Lenin stadig
var ved roret i den unge republik. Lejren var aktiv indtil 1939 og leverede
arbejdskraft i stor mængde til byggeriet af Hvidehavskanalen, som blev omtalt i
sidste beretning. Under 2. Verdenskrig – i Rusland kaldet Den Store
Fædrelandskrig – var der også flådeakademi på stedet. Allerede i 1992 blev
stedet optaget på Unesco’s Verdensarv-liste.
Efter Sovjetunionen’s sammenbrud fik kirken i Rusland meget
bedre kår, og foruden at være et føderalt museum, er der fra privat side
bekostet store renoveringer og istandsættelser. Set med vores protestantiske
øjne, temmelig voldsomt. Efter revolutionen blev vist alle fangerne løsladt –
de var politiske fanger fra zarregimet. Herefter gentog historien sig, nu blot
med ’fjender’ af det sovjetiske diktatur. Mange blev senere rehabiliteret. Vi
fik en meget fin rundvisning af en medarbejder ved museet.
Vi fik – efter en del forhandlinger på russisk – plads til
bådene ved en privat bro meget tæt på klosteret, så vi kunne ikke ligge bedre.
Det efterhånden meget renoverede og meget flotte kloster var en skærende
kontrast til omgivelserne. Kraftigt forfald, mudrede veje med køer i løs
dressur. Vi havde elektrisk strøm på broen, men intet vand. Det måtte vi hente
ved en vandhane på gaden temmelig langt fra bådene. Som vanligt ikke vand af
ordentlig kvalitet, men det var vi jo efterhånden blevet vant til.
Den russisk-ortodokse stil er noget voldsom for os lutheranere:
Vores meget kompetente rundviser, Olga:
Vores 3 både lå meget fint placeret (midt i billedet):
Kvæg i løs dressur:
Der så sølle ud:
Vi har ligget uden på hinanden mange gange på turen:
Som planlagt havde vi to stop i Hvidehavet, Solovetsky og
Arkhangelsk. Den første sejlads fra Belomorsk til Solovetsky var en behagelig
dagsejlads, men turen til Arkhangelsk var noget længere, nemlig præcis 183
sømil, hvilket svarer til en ca. 30 timer. Det meste af turen sejlede vi i tæt
tåge, hvilket ikke er spor behageligt. Takket være vores elektroniske udstyr
kan det jo lade sig gøre, men afslappet, det er det ikke. Vi er 2 ombord og den
ene er søsyg og søvnig, og kaptajnen orker ikke at sidde og glo på en
radarskærm hele tiden. Dermed forlader vi os på alarmsystemet – hvis en
genstand kommer indenfor en indstillet afstand lyder der en alarm. Meget høje
og insisterende PLING – PLING – PLING – lige indtil man manuelt slår alarmen
fra. For at det ikke skulle være lyv, så fik vi en mindre kuling om natten,
hvilket krævede omgående reduktion af sejlarealet. Men det gik fint alt sammen.
Indsejlingen til Arkhangelsk er gennem et meget stort floddelta, og da det
stadig var tåget ved ankomsten til flodudløbet, blev vi kaldt op på radioen af
havnemyndighederne og fik besked på at kaste anker og afvente yderligere
ordrer. Så vi lagde os sammen med rigtige, store dampere, som havde fået samme
besked, for anker i et nærmere bestemt område.
Rigtig dårlig sigt:
Radarskærmen kan anbringes både oppe i cockpittet og nede i kahytten:
Kan fugle også miste orienteringen i tåge? Vi havde besøg flere gange:
Havnemyndighederne blev ved med at spørge til vores lokale
agent, men sådan én var vi ikke udstyret med. Det var ganske tydeligt at
systemet slet ikke var indrettet på at modtage lystfartøjer. At man også, få
dage inden, havde indført et nyt registreringssystem, gjorde kun alt
vanskeligere. Tågen lettede, men vi fik stadig ikke lov til at sejle ind. Først
efter yderligere et par timer gav de os tilladelse, og vi kunne begynde turen
på 2-3 timer ind til sejlklubben, hvor det var aftalt vi skulle ligge.
Tilsyneladende fik vi lov til at sejle ind mod at vi ca. halvvejs inde blev
mødt af en båd fra sejlklubben, som viste os vej. Som om vi ikke selv kunne
finde ud af det!
Vi var på nuværende tidspunkt ved at lære, hvad russerne
selv kalder russisk fodbold – alt er bureaukratisk og død-besværligt. Vi
havde skam stiftet bekendtskab med det tidligere – allerede i København – men
det toppede i Arkhangelsk.
Men vi fik en meget venlig velkomst i sejlklubben Vi ankom
en fredag og lørdag mødte de 3 skippere, vores tolk Andreas og manden fra
sejlklubben op hos havnemyndighederne. Stor bygning med døgnbemanding. Uendelig
snakken om ’det ny system’ – en online registrering – og vanskelighederne ved
det. Det var tydeligt at personalet ikke magtede det nye. Det blev aftalt at vi
skulle komme igen om mandagen.
Den røde båd var den eneste hotte racer – men hvem sejler de imod?
Sightseeing i Arkhangelsk – Lenin er skam ikke fjernet alle vegne:
Der er mange smukke, gamle træhuse:
I meget forskellig stand:
Og så er ulempen ved træ jo, at det kan brænde:
Et meget velassorteret marked:
En del af sejlklubben – denne del for lavvandet til vores både:
I havnen lå vi ved siden af en lokal, russisk båd, hvis
skipper lovede at hjælpe os om mandagen. Han kørte os frem og tilbage og var
med på kontoret, hvor vi nu prøvede med at komme igennem endnu en gang. Det
viste sig at intet af det, der var blevet gjort om lørdagen var kommet ind i
systemet. Enden på det blev, at vi selv ville prøve at foretage det fornødne
online, når vi kom tilbage til vores havn.
Den meget hjælpsomme lokale sejler er til daglig styrmand på
en atomubåd. Uden tvivl med en vis stolthed, for der sad en fin sticker – en
ubåds profil – i bagruden på hans bil. I det hele taget synes russerne (jeg ved
godt det er en voldsom generalisering) at være stolte af deres land. Fx så man
kun pæne og rene nationalflag på skibene, selvom mange af skibene havde kendt
bedre dage. På kontorer så man Putin’s kontrafej på vægure og ligeledes på
T-shirts.
Skipper Linda, skipper Henrik, tolk Andreas og ubådsofficer Seva:
Tilbage på havnen fik Andreas og sejlklubbens sekretær klares
ærterne med registreringen, men det tog timer! Allerede på det tidspunkt
begyndte vi at tænke på, hvordan vi slap ud af systemet igen!
Klubbens sekretær på hårdt arbejde:
For mange måneder siden havde vi måttet opgive at få
tilladelse til at besøge Murmansk og lade det være vores sidste stop i Rusland.
Dels ville vi gerne besøge byen og dels ville det afkorte vores sidste distance
til Norge. Men det er af uransagelige årsager ikke muligt, og derfor skal vi
checke ud af Rusland i Arkhangelsk og holde os uden for 12 sømilegrænsen indtil
vi forlader russisk farvand. Og turen langs Kolahalvøen er lang – ca. 700 sømil
(omkring 1.300 km), hvilket vil tage omkring 4 døgn. Da Dorthe helst skal have
sin skønhedssøvn, er det for stor en bid for mig alene. Et par døgn, OK, men
helst ikke 4. Vi havde derfor aftalt forstærkning med Kristian og Rune – 2 af
mine med-gaster fra turen til Caribien. De havde i forvejen aftalt at skulle
sejle sammen en uges tid i sommerferien, så hvorfor ikke gøre det i det høje
nord! Så de friske gutter fløj til Arkhangelsk og kom så betids, at de kunne nå
at være med på sightseeing inden afgang.
Vi havde en deadline for afsejling pga. vore visa, så
vejrudsigterne blev studeret grundigt. Vi fandt vejrvinduet – lidt rigeligt med
vind ud af Hvidehavet, men derefter skulle det blive OK på resten af turen til
Norge. Vi meddelte havnemyndighederne, hvornår vi ville afsejle, og fik besked
på at vi ville blive afhentet af en patruljebåd. Da dagen oprandt, kom båden
med en forsinkelse på 10 min. og sejlede i øvrigt bagefter os til stedet for
udklarering. Det blæste godt og endnu engang blev vi mindet om at de ikke er
gearede til vores slags både. Bådene lå ved en meget udsat kaj og vinden
pressede os ind mod kajen samtidigt med at bølgerne kørte os op og ned. Jeg
foretrak at lægge mig uden på en slæbebåd, som i det mindste have store bildæk
på siden. En lille delegation af immigration- og toldbetjente mødte op og tog
én båd ad gangen. Det foregik venligt og så effektivt som systemet nu engang
tillader. Papirer, stempler (inkl. vores eget skibsstempel), scanning (jo, helt
moderne) og fotografering – det sidste også fra land af vores afsejling.
Rune er påmønstret:
Og Kristian ligeså:
Sådan tilbragte rederen det meste af turen fra Rusland til Norge – hårdt vejr i starten gav søsyge, som ikke blev forvundet på resten af turen:
Det var hundekoldt, så jeg sov med nathue:
Og så var vi på vej! Efter 6 begivenhedsrige uger i Rusland
var det nu slut. Vi kunne også mærke, at vi var begyndt at glæde os til lidt
mere ’ordnede’ forhold i havnene vi besøger. Det evige cirkus med at skaffe
vand og diesel var ved at være trættende. Vores sejlklub i Arkhangelsk havde
haft 35-års jubilæum, men der var absolut intet vand på hele klubbens område! Dunke –
de evindelige dunke. Og jeg var også begyndt at glæde mig til ikke at have 6
Jerry Cans med diesel på dækket.
Det blev – som ventet – en noget bumpet tur ud af
Hvidehavet, men det var heldigvis stilnet noget af da vi skulle passere
polarcirklen, som i russisk (europæisk) farvand ligger i overgangen mellem
Hvidehavet og Barentshavet ved ca. 66,5 graders nordlig bredde. Det blev
markeret med russisk champagne, som Rune elegant huggede proppen af med en
bordkniv (!) – skipperen holdt en passende tale til Neptun. Nu var vi i arktisk
farvand og det matchede vandtemperaturen som vi på et tidspunkt aflæste til 3,6
grader.
På et givet sted til søs skulle vi over radioen rapportere
til den Russiske Kystvagt, hvilket vi naturligvis gjorde. Kort før ankomsten
til norsk farvand blev vi passet op af en russisk patruljebåd, som spurgte om
vi (vel 2 døgn tidligere!) havde rapporteret til kystvagten på radioen. Det
kunne vi bekræfte, og så var de tilfredse.
Turen gik hurtigere end vi havde turdet håbe på, og efter 3½
døgns sejlads ankom vi til Kirkenes i Norge. Alle 3 både havde besætningsskift
i Kirkenes. Vores ene tolk, Jeannne, havde vi taget afsked med allerede i
Belomorsk, idet der kun var krav om russisktalende besætningsmedlem i de indre
russiske vandveje. Nu sagde vi også farvel til Andreas. Hvad vi skulle have gjort
uden ham ved udcheckningen i Arkhangelsk véd jeg ikke! På Marianne tog vi efter
nogle dage i Kirkenes afsked med Rune og Kristian. De havde begge booket ferie
i Sydeuropa længe inden aftalen med os, og de glædede sig nu til at blive tøet
op!
Rune kapper elegant proppen af champagnen ved passage af Polarcirklen:
Selv Dorthe kom kortvarigt på banen – lokket af de gyldne dråber:
Norge i sigte:
Midnatssol – ingen opgang/nedgang på søkortplotteren:
Og området for vejrudsigt på Navtex’en – fra 65 grader N til iskanten 😉
Vi fik en fin modtagelse i Kirkenes Seilforening.
Havnemesteren sagde, at vi skulle tømme vores vandtanke og fylde Europas bedste
vand på! Og vi fik adgang til bad og tøjvask – det sidste dog først efter vi
hjalp dem med at få en helt ny vaskemaskine korrekt installeret. Sandt at sige
er der ikke meget at fortælle om Kirkenes, men det var engang en vigtig by i
den såkaldte pomorhandel. Det var handel, som foregik i århundreder mellem
befolkningerne i det nordlige Norge og Rusland med Arkhangelsk som det russiske
centrum. Det var livsvigtigt for nordmændene og de modtog den vej fx korn og
russerne fik fisk. Der er i Vardø (som vi besøgte efter Kirkenes) et fint,
lille museum om Pomorerne.
Vi har 3-4 m tidevand, så det er nemmest at ligge ved flydebro:
Russisk fly af typen, som blev anvendt ved 220 luftangreb på Kirkenes:
Vi er få km fra grænsen, og det præger bybilledet:
Der blev oprettet beskyttelsesrum til ca. 2.000 mennesker nede i klipperne. Senere udbygget under den kolde krig:
Monument til minde om den sovjetiske befrielse i 1944:
Ren ved Kirkenes:
Midnatssol:
Disse 2 billeder er taget lige efter hinanden:
Kristian og Rune lavede 3-retters afskedsmiddag:
Kedeligt forfald i udkants-Norge:
Med undtagelser (det er bl.a. politistation) – smukt funkishus, og læg mærke til vinklen på parabolantennen: 
Vi havde ved ankomsten til Kirkenes hejst det gule flag,
signalflag Q, som betyder ’mit skib er smittefrit og jeg anmoder om samkvem med
land’. Det bruges fx når man kommer ind i Schengen, som vi jo forlod i Finland.
Men ak, ikke en sjæl interesserede sig for os, og vi kunne ærgre os over ikke
at have fyldt bådene med alkoholiske drikke, som jo sandt for dyden er dyre i
Norge. Men ingen myndigheder interesserede sig for os.
Hel Nordnorge har en tung historie fra 2. Verdenskrig. Der var heftige kampe mellem tyskerne og Den Røde Hær, og da tyskerne trak sig tilbage var det med den brændte jords taktik. Befolkningen led voldsomt, men blev til gengæld befriet (af Sovjetunionen) ca. et halvt år før resten af Norge. Også i Kirkenes er der museum om tiden.
I Vardø ligger den meget velbevarede Vardøhus fæstning, som er fra danskertiden. Fæstningen har aldrig har været i kamp, men naturligvis også besat og bemandet af tyskerne under krigen:
Vardø rummer et meget fint museum om pomor-handelen:
Her tinges der mellem russeren, der er kommet med sit skib og den norske fisker på land:
Vi sejlede til Vardø, Berlevåg,
Honningsvåg, Havøysund, Hammerfest, Hasvik, Skjervøy og Tromsø. Ved afsejling
fra Vardø sejlede vi en lille omvej øst om et par små øer, som er Norge’s
østligste punkt. Vi fik dem dog ikke at se, for det var meget tæt tåge. Vi må i
øvrigt konstatere, at man i flere af disse byer tydeligt kan se, at det er ’udkants
Norge’. Et trist forfald præger flere af stederne.
Tåge igen-igen:
Her er beviset på, at vi har passeret det østligste punkt i Norge (vi er den sorte trekant og den røde streg vores track)- men vi så det ikke øerne pga tyk tåge:
Aldrig set før – kanonløb til fortøjning:
Efter Honningsvåg (som er en undtagelse fra det med
’udkantsnorge’) sejlede vi rundt om Nordkap. Men vi søfolk kan jo læse et søkort, så
vi ved at Nordkap IKKE er det nordligste punkt. Det er en lille, undselig
landtange et kort stykke vest for kappet. Så det var her vi kom nordligst på
turen, og selvom vi på tidspunkt havde sejlet mere end halvdelen af den totale
distance, følte vi først på det tidspunkt, at NU gik det hjemad. Vi var heldige
at passere Nordkap i det skønneste, stille solskinsvejr. Begge punkter ligger
på en ø, så det nordligste fastlandspunkt i Europa ligger øst herfor –
Kinnaodden, som vi passerede dagen før. Nordkap fik sit navn (Cape North) af en
englænder midt i 1500-tallet, da han søgte nordøst-passagen. Han har uden tvivl
været klar over, at hans Kap ikke var nordligste punkt, men den ene er en flad
landtange og det andet et spektakulært klippeplateau højt oppe, så hans
beslutning er helt forståelig.
Ingen sag at anløbe fremmed havn lige før midnat:
Fiskerihavn = mange måger, som skriger døgnet rundt – det bliver jo ikke mørkt:
Ud og ind af tågerne:
Kinaodden – Europas nordligste fastlandspunkt:
Kongekrabber renses på fiskefabriken:
Nordkap:
Men bagved ligger den undselige landtange, som er nordligste punkt:
Ikke så spektakulær:
Det er det nordligste vi kom på turen:
Varme drikke må der til:
Wickwam tager i mod os – desværre ikke flydebro:
En stribe billeder fra en smuk dag på vandet:
Vi fik en utæthed i gearkassen, men det blev hurtigt fixet i Tromsø:
I Tromsø lå vi flot i centrum:
I Tromsø sluttede flotillen og vi sejler hjem hver for sig –
hvis vi da ikke finder sammen her og der på vejen sydover. Vi havde en hyggelig
afslutningsmiddag og fik afgjort fotokonkurrencen.
Den eneste skuffelse vi kan nævne, er at vi ikke har set
hvaler – endnu. Vi har set marsvin, sæler, delfiner og vist nok et glimt af
grindehval. Men vi har mange sømil endnu, så håbet er ikke opgivet!
I Tromsø står loggen
på 2.636 sømil.
