Kommentarer til bloggen er altid velsete – så véd man da den
bliver læst!
Jeg modtog en belæring efter Søforklaring Nr. 3 –
højspændingsmasterne over Elben er ikke forsynet med vindeltrapper, men
spindeltrapper!
Citat: En
spindeltrappe snor sig omkring en centralt placeret pæl, kaldet en
“spindel”; en vindeltrappe er bygget efter samme princip, men har
ingen central spindel at sno sig om. En spindeltrappe har typisk kun ét
gelænder på ydersiden, mens støtte på indersiden kan findes på den centrale
pæl. Citat slut.
Tak Jens Peter!
Og for egen regning: u-båden i Kieler Fjorden – også omtalt i seneste indlæg –
blegnede noget da den russiske monstermaskine sejlede igennem dansk farvand ad
Rute Tango forleden: ikke mindre end verdens største med en længde på 175 m mod
den tyske på 56 m! Til gengæld er russeren gammel: søsat i 1980, og det er vist
rigtig gammelt for en u-båd, og den er da også den sidste overlevende i sin klasse.
Vi sejlede som sagt til Strande, som er den sidste havn på nordsiden
af fjorden før Østersøen. God havn vi før har besøgt. Strande er hjemsted for den hæderkronede Kieler Yacht-Club, oprindeligt stiftet i 1887 som kejserlig klub.
Da vi næste dag skulle
sejle, kunne vi høre, at der stadig var stor aktivitet i samme skydeområde som
da vi sejlede mod Kiel 10 dage tidligere. Tilmed var et tilstødende dansk
skydeområde også afspærret. Denne gang var det heldigvis ikke noget, som
generede os, for vi skulle vestover – vi sejlede til Danmark: Marina Minde ved
indsejlingen til Flensborg Fjord, tæt på Gråsten. Det var lidt hyggeligt at
være hjemme igen – vi fik leveret morgenbrød fra Lagkagehuset via havnekontoret
næste morgen. Men der er ikke meget at sige om Marina Minde, jo, meget
fredeligt!
Vi sejlede derefter ind gennem Flensborg Fjord – i mine øjne
Danmark’s smukkeste, eller næst smukkeste?, i skarp konkurrence med Mariager
Fjord – måske vinder Mariager, fordi halvdelen af Flensborg Fjord er tysk. Men
smuk er den. Man sejler forbi Okseøerne, hvor jeg mindes at have læst, at
Danmark’s første kapsejlads, tilbage i midten af 1800-tallet (?), blev afholdt.
Desværre vist med en drukneulykke.
På vejen ind i Flensborg Havn passerede vi en smuk, smuk båd
for udadgående, den havde linier som en J-båd – jeg nåede at læse navnet: Heaven can wait. Sikke et navn – skønt
som båden! Så smuk var den, at jeg Googlede den om aftenen: 22 m (72’) lang og
bygget i 2001 hos Olsen Yachts i Stubbekøbing. Den er til salg for € 1.400.000
(DKK 10,5 mio). Om jeg så fik den foræret, havde jeg ikke råd til at have den.
Flensborg er en meget hyggelig by og knyttet til søfarten,
og vi nød meget at gå rundt i byen. Sølvsmedjen Robbe & Berking (stort
firma) har åbnet et museum, Yachting Heritage Centre i Flensborg, og det ville
jeg meget gerne se. Desværre var det præcist nu lukket mellem 2 udstillinger.
Vi må tilbage – et fantastisk projekt i helt nye bygninger. Man driver også værft
med restaurering af gamle træbåde.
Det ny yacht museum:
Hyggelige Flensborg
Museumshafen – der lå også en båd fra Jyllinge:
De har fået en idé med at hænge sko op i store mængder over gaden!
Om aftenen var vi sammen med min jagtkammerat Peter’s søster
Bente og hendes kæreste Micha – de bor i Flensborg, er sejlere, og vi havde en
kanon aften. Bente havde afholdt byggemøde om eftermiddagen og ankom med en
stor bakke wienerbrød, som hun havde til overs. Næste formiddag kørte Micha os
til supermarkeder og på sightseeing. De har båd liggende lidt nord for byen i
Fahrensodde (lige over for Kollund), som er hjemhavn for Flensborg Yacht Club –
under Dansk Sejlunion.
I Flensborg blev vi begge klippet, og jeg forsøgte mig med
en selfie. Det afstedkom flere kommentarer på Facebook, men jeg synes da det
pyntede. På mit udseende altså.
Så var vi på besøg hos min gamle kammerat Vagn og hans kone
Connie i det sønderjyske. Herlig aften med god mad og alt hvad dertil hører. Vi fik
også sparket dæk – de har 2 MG’er (TD og MGB GT). Vi overnattede og næste
formiddag var vi på øko-bio-mejeri og købte ost. Derefter besøg hos Fleggaard,
så vi kunne bunkre øl, m.m., i passende mængder. Vi blev hentet og bragt til båden
– ren luksus og meget hyggeligt!
Nu var det tid at komme hjem til Danmark – igen! Vi sejlede
ud af Flensborg Fjord og til Høruphav, som ligger på sydsiden af Als. Hyggeligt
sted med charme, selvom havnen er udbygget til en temmelig stor marina. Min FTLF formand Kim ligger dér, men de er vist på sommertogt. Den kendte Gendarmsti slutter i Høruphav.
Den sydligste del af Als hedder Kegnæs – det er en halvø
(ø?) og vandet mellem Als og Kegnæs hedder Hørup Hav. Her holdt den danske
flåde og danske skibe sig i beredskab i sommeren 1864 for at kunne
evakuere de danske soldater. Det blev hurtigt aktuelt – fjenden satte over
Alssund og fik meget hurtigt overtaget. Det var efter Dannevirke og Dybbøl –
våbenhvilen ophørte efter sammenbruddet ved fredskonferencen i London, hvor den
danske regering spillede sine kort meget dårligt. Selv Fredericia var indtaget
af preussiske soldater efter slaget ved Dybbøl i foråret. Det endte som bekendt
med en ny sydgrænse helt oppe ved Kongeåen, lige syd for Kolding, indtil 1920.
Vi
havde besøgt et område med store følelser og konflikter. Min far havde i sine
seneste år en dejlig veninde – Helga – som oprindeligt var fra Flensborg.
Hendes far var stadsingeniør i byen og blev under 1. Verdenskrig indkaldt som
tysk soldat og faldt. Helga og hendes familie drev i mange år en forretning i
Vejle – når der kom tyske kunder i forretningen, måtte andre end Helga ekspedere.
I dag er hele området – både nord
og syd for grænsen – et eksempel til efterfølgelse, som jeg tidligere har
skrevet.
Nu ville vi til Ærø – nærmere bestemt
Marstal, hvor Dorthe havde ’sørget’ for en middagsinvitation. Men vejret var
bestemt ikke godt, når man ville sejle i den retning. Vi bestemte os derfor til
at sejle til Søby, som ligger ved nordspidsen af øen. Absolut så langt fra
Marstal, som man komme på øen. Da vi var på højde med Søby gik det jo egentlig
meget godt, ’så skal vi ikke fortsætte til Ærøskøbing, så er vi tættere på
Marstal?’. Jo, det gjorde vi så, og da vi var på højde med Ærøskøbing, gik det
jo også meget godt, så …. Det var noget af en omvej vi sejlede, men til gengæld
fik vi plads i den lille, hyggelige værftshavn i Marstal, og det er ca. 5 minutters gang
fra vores middagsaftale.
Vi var inviteret af Dorthe’s ’gamle’
chef fra Søllerød Privathospital, Eeva Kalaja Petersen, og hendes mand Elbert.
Eeva har i nogle år ejet en villa, som stammer fra Petersen-dynastiet i byen. Skønt
hus med en super beliggenhed. Flittige læsere vil huske, at vi i 2014 var til
stor fest samme sted, på vej hjem fra sommertogt. Dejlig middag, og Elbert og
jeg fik da lejlighed til at tale om andet end historier fra hospitalet!
På grund af ualmindeligt
dårligt vejr, blev vi i Marstal i 2 nætter, og i morges sejlede vi til
Rudkøbing. Man ankommer til byen ad et smalt løb, parallelt med kysten. Vi ser
nogle kæmpe telte? Åh, naturligvis: Langelandsfestival! På trods af det, fik vi
en rigtig fin plads i den gamle trafikhavn – lille og hyggelig. Da vi ankom i
går var vejret godt og Dorthe kunne afholde store-vaskedag. Problemet når vi
sejler er ikke at få vasket – der er vaskemaskiner i mange af havnene – men at
få tørret tøjet. Men det lykkedes alt sammen. I dag har det regnet næsten hele
dagen – og blæst – så vi bliver her en extra dag.
Jeg har benyttet tiden – bortset fra at skrive blog – til at installere en ny spilleradio. Den gamle stod af under tordenvejr i Tyskland for nogle uger siden. Den har været savnet!
Men i eftermiddag blev det da
opholdsvejr, så vi kunne lave en lille byvandring. Rudkøbing er hyggelig og her
under festivalen spiller et antal bands rundt om i byen. På trods af vejret,
god stemning. Og så får man hørt musik, men ellers ikke aktivt ville opsøge!
Rudkøbings berømte søn: H.C. Ørsted, opdageren af elektromagnetismen:
Ren idyl:
Festival i byen!
Sådan har vejret været de seneste dage:
Men nu er der ved at komme for
mange motorbåde ind i havnen, så i morgen skal vi finde et andet sted! Hvorhen?
Tja, det afgør vejret, men på søndag påmønstrer Vilhelm :o)
I øvrigt har der under dette sommertogt været et uhørt stort antal alarmer på radioen. Polsk, dansk og tysk område – Mayday, Mayday relay, Pan-pan og mere udramatiske anmodninger om assistance, i en mængde vi slet ikke har tal på. Lige nu – mens jeg skriver kl. 22:10 – hører jeg på radioen, at man eftersøger en ældre (!) mand på 67 år med skibe og helikopter i Storebælt. Hans jolle er fundet med bunden i vejret.
Men ombord på SY Marianne er alt vel!
