Nu har vi for alvor taget hul på den danske del af sommertogtet.
Bortset fra gennemsejling, har vi ikke sejlet i Danmark de seneste 6 år, så det
er både nyt og hyggeligt. Da Vilhelm skulle påmønstre i slutningen af juli,
skulle vi også tænke på logistikken for hans forældre, både når de kom for at
aflevere ham og igen ved afmønstring en uges tid senere.
Fra Rudkøbing sejlede vi til Troense på Taasinge, som er
dansk hygge og idyl, når det er bedst. I Troense mindes jeg altid en besøg med
Spækhuggeren for vel ca. 25 år siden – det var i hvert fald før
mobiltelefonerne. Stine var i Mexico som led i hendes cand.merc. og vi havde en
far/datter samtale, som foregik over VHF radioen/Lyngby Radio. Den tog vist en
45 minutter og når en samtale er slut kommer Lyngby Radio ind og fortæller hvor
lang tid samtalen varede = hvad man skal betale for. Alle kan jo høre samtalen,
og den vagthavende sagde så: ’Marianne,
Lyngby Radio: det var – hvad skal vi sige – 15 minutter’. Mon ikke selv han
var far?
I mange, specielt danske, havne betaler man i dag havnepenge
i en automat, og ser dermed ikke skyggen af en havnefoged. Men nej, ikke i
Troense, dér kommer han, 80 plus, i fin uniform, og tager også imod
bestillinger af morgenbrød. Jeg er sikker på at han hygger sig lige så meget ved
arbejdet, som vi, ved at han kommer rundt. Og i øvrigt havde vi herligt
sommervejr, så vi grillede for første gang på turen!
Vilhelm påmønstrede i Ballen – nej, ikke Ballen på Samsø,
men Ballen på Sydfyn. En særdeles fredelig havn, som oven i købet er frihavn
(hvis din egen havn også er frihavn, betaler du ikke havnepenge), hvilket var
en god fidus, for som ventet, kom vi til at ligge indeblæst. Buldrende tordenvejr og blygrå skyer.
Da vi fortsatte var vi 3 ombord, og vi sejlede til Svendborg.
Vel at mærke for første gang til den nyindrettede lystbådehavn i det gamle
værfts- og havneområde, som ligger helt inde ved bymidten. Meget vellykket og
vi nød opholdet. Vi besøgte Naturama, som er en rigtig fin oplevelse.
Dorthe havde ikke fødderne på gulvet, da de slap fugleedderkopper løs!
Vi havde stillet Vilhelm i udsigt, at vi en nat ville ligge
for anker, og vi valgte at sejle sydpå ud af Svendborg Sund og ned til Strynø –
ind på 3 m dybde og ud med ankeret. Så blev gummibåden pumpet op og Vilhelm fik
sine første lektioner i at ro. Han var meget ihærdig, også efter jeg forlod
båden, og fortsatte med stor iver alene. Vi havde en lang tynd line i den, så
han ikke skulle forsvinde fra os. Vi prøvede også at fiske, men det havde vi nu
ikke noget held med.
Uha – går vi på?
Redningsvesten skulle afprøves:
Al begyndelse er svær:
Det hele skal prøves:
Vi leger med delfin:
Egentlig var det vores mening at sejle ned til Bagenkop,
Langeland, men vejrudsigten kom på tværs. Tanken var at besøge Langelandsfortet.
I stedet sejlede vi nordpå til Dagelykke, også Langeland. Det viste sig at være
den mest forladte havn vi nogensinde har oplevet om sommeren! Men det betød at
Vilhelm havde hele havnebassinet for sig selv til sine ro-øvelser i gummibåden.
Han blev så god at en hollandsk besætning roste ham i høje toner, og slet ikke
ville tro, at han dagen inden prøvede for første gang.
Vi var rigtig uheldige med vejrudsigten, og var derfor,
efter Dageløkke, nødt til allerede at vælge den havn Vil skulle afmønstre i.
Det blev Skælskør og vi sejlede dertil at temmelig dårligt vejr. Dorthe og jeg
i olietøj og Vil installeret i salonen med dyne og iPad. Han fik en søsygepille
til morgenmaden og holdt således kvalmen nogenlunde på afstand. Indsejlingen
til Skælskør er meget smuk og med lidt besvær fandt vi en havneplads – på med
cockpitteltet, og så var vi klar til havnehygge i nogle dage mens uvejret drev
over. Men byen er meget hyggelig og der lå en vældig god fiskeforretning 50 m
fra båden. Mor Ane kom fredag efter arbejde og blev til lørdag middag – dejligt
samvær! Hun sov sammen med sin søn i agterkahytten – som han kalder sin kahyt – med
pga blæsevejret, som uheldigvis var agtenfra, sov Ane meget dårligt, da det
klukkede og bankede under hækken. Vi havde en urolig havneplads.
Ved afmønstring modtog Vilhelm diplom:
De efterfølgende dage har været kendetegnede af korte ture.
Første stop blev Korsør, som vi aldrig har besøgt før. Fine forhold i Marinaen. Naboskabet med flådestationen gav
mindelser om Den Helder i Holland. Søværnet underholdt med 3 stk. meget
larmende Seahawk helikoptere i en længere periode.
Byen er godt nok ikke spændende, men der er dog hyggelige steder i Korsør:
I færgetrafikkens tid, var der opstillet en fyrbåke udenfor Korsør Havn. Den var også forsynet med tågehorn, og denne lyd gav den tilnavnet ‘koen’. Efter færgernes ophør, er båken nu opstillet på land – hvert år, på datoen og tidspunktet for den sidste færges ankomst til Korsør, brøler tågehornet.
På vej videre i Storebælt, blev vi vidner til en ubehagelig
oplevelse, omend kun over radioen. En redningshelikopter hentede en ung pige
(man får jo alle detailler med), som havde fået bommen i hovedet. Hun blev
fløjet til hospital i Odense – vi må håbe det er gået hende godt, og man fyldes
med taknemlighed over det beredskab vi har.
For anker i naturhavn Korshavn – i baggrunden em Phantom 42, magen til den jeg sejler til Caribien med til vinter:
Vi ville gerne bringe os ’i stilling’ til en hurtig
københavnertur og sejlede derfor til Korshavn på Fyns Hoved. Vi lå for anker i
den meget hyggelige naturhavn og dagen efter sejlede vi til Otterup Havn, også
kaldet Egensedybet, inde i Odense Fjord. Fjorden er meget lavvandet, så det
foregår gennem smalt, afmærkede løb, og det allersidste stykke ind var lidt
kritisk – ekkoloddet viste helt ned til 1,8 m og vi stikker 2,0. Det har nok
været tang, for vi rørte trods alt ikke bunden. Havnen er lille, meget hyggelig og
får kun besøg af et begrænset antal gæstesejlere. Til gengæld får man en meget
personlig og venlig velkomst. Igen kunne vi bestille morgenbrød hos
havnefogeden og havnepengene var yderst rimelige – strøm, vand og brusebad var
alt sammen inkluderet.
Otterup/Egensesdybet:
Målet var Odense. Vi har aldrig før sejlet i Odense Fjord,
og jeg tror det var den eneste og sidste danske fjord vi ikke før har sejlet i.
På vejen ind igennem et særdeles snørklet løb, kommer man forbi Lindøværftet,
hvor man tidligere byggede endog meget store skibe. Det var en
skohornsoperation at få dem ud efter stabelafløbning. I dag summer Lindø igen
af aktivitet – ikke kun som skibsværft, men mange andre aktiviteter. Til sidst
bliver det til en kanal og vi passerede Fynsværket, hvor jeg har tilbragt meget
tid og utallige møder i årenes løb. For at komme helt ind i Odense Havn, må man
i dag passere en ny bro – Odins Broen – og vi havde derfor timet vores ankomst
med åbningstid.
Firmaet H.J. Hansen, som jeg primært kender som vinfirma, er et stort genbrugsfirma, som det hedder nu om dage. På firmaets store plads ved Odense Kanal, troner udkikstårnet fra panserskibet Peder Skram – kommandohejsning i 1909 og sænket af flaaden i 1943. Kuriosum: Under ophugningen (1949) blev det kraftigt pansrede kommandotårn udtaget og senere opstillet på forsøgsstation Risø til brug ved radioaktive målinger
Vel inde, lagde vi os ind ved Sejl- og Motorbådsklubben
Frem’s broer. Det er specielt og dejligt at komme uden for alfarvej – man hilser
pænt på hinanden med håndtryk. Det var også en frihavn! Den 12. august havde
Jette og Tine Keis inviteret til et mindearrangement i Vedbæk – de bor i USA og
begge deres forældre, vores gamle venner Kirsten og Svend, er nyligt døde, og
det skulle også markeres i Danmark. Vi tog toget om formiddagen og havde nogle
gode timer sammen med Kirsten og Svend’s familie, venner og gamle Niro kolleger.
Først på aftenen var vi tilbage på båden i Odense.
Fra Odense igen til Korshavn, men denne gang lagde vi os ved
broen i naturhavnen. Det blæste godt og derfor dukkede der hurtigt et antal
kitesurfere op – ren akrobatik og meget underholdende at iagttage. Derefter gik
det mod Tunø – der var absolut ingen vind, så Yanmar-san bragte os frem. Vel
ude af Korshavn kunne vi lægge et waypoint ind 21,2 sømil nordpå. Fordi
vindmøllepark, grunde, bøjer, tæt på Samsø’s kyst, men absolut lige ud hele
vejen helt til anduvningsbøjen ved Tunø havn. Autopilot og GPS førte os sikkert
frem. Sidste år fik vi radar (pga turen til Færøerne), og vi har endnu ikke
rigtig haft brug for den. Men jeg øvede mig på vejen, bl.a. med indstilling af ’guard
zones’ – radaren giver alarm når et objekt kommer indenfor den indstillede
afstand. Det fungerer imponerende godt.
Korshavn:
Endnu en hændelse på radioen – denne gang dog helt uden
dramatik: Warship Peter Willemoes – this is
Chinese warship XXX. Jeg fattede naturligvis ikke navnet, men havde dog
ikke troet, at vi nogensinde skulle få kinesiske flådefartøjer at se i danske
farvande! De kaldte den danske fregat for at aftale passage af hinanden – en rutinemæssig
foranstaltning, men en kineser! Jeg har efterfølgende Googlet mig til at det
drejede sig om 3 skibe, en missildestroyer, en fregat og et forsyningsskib.
Der kommer nye kulingvarsler i en lind strøm over radioen,
så vi blev en extra dag på Tunø. Det er ved at tynde ud i de danske sejlere –
skolen er jo startet – så de fleste steder er tyskerne i overtal. Det gør
ingenting, for det er flinke og meget hjælpsomme folk.
På billedet ses Tunø Kirke – den gamle vittighed om, at
præsten på Tunø ligger i med fyrmesteren’s kone har rod i, at kirketårnet for
mange år siden blev bygget om til fyrtårn. Vi havde egentlig tænkt os at sejle
til Mårup på Samsø efter Tunø, men pga vejrudsigter, valgte vi at sejle om på
østsiden af øen til Langør. Her ligger vi og hygger os en extra dag – i går
havde vi besøg af min gamle kollega Karsten Felsvang, der har sommerhus i
Nordby.
