Marianne 4

Denne beretning dækker sidste del af sommertogtet – september måned.

Lad det være sagt med det samme: vi kom hjem til Svanemøllehavnen lørdag den 21. september. Men hold da op, hvor er der meget at se til efter 4½ måneds fravær! Men sommerens togt skal da lige rundes af.

Sidste beretning sluttede i Fosnavåg, der ligger lige nord for den berygtede halvø Stad (som nordmændene staver på flere måder) – berygtet fordi der rejser sig voldsom sø i blæsevejr. Blandt andre ’slemme’ steder er Jærens Rev, Lista og Lindesnes. Og vi skulle naturligvis forbi dem alle sammen, men Stad som det nordligste.

Nordmændene planlægger minsandten en tunnel gennem Stad halvøen for at de store skibe (det bliver med en gennemsejlingshøjde på 33 m) kan undgå det farlige sted.

Mens vi lå i Fosnavåg var vejret ganske jammerligt. Op til stormende kuling fra syd, så vi skulle ikke nyde noget. Et af de lavtryk vi havde fornøjelse af, var resterne af orkanen Dorian, som forårsagede frygtelige ødelæggelser på bl.a. Bahamas. Det er helt almindeligt, at orkanerne, der opstår nær Afrika, tager til i styrke vestover i Atlanten, drejer op langs med USA og til slut – svækket – østover til Europa. Først på 9. dagen slap vi fri og kunne fortsætte syd på.

I Fosnavåg brød motoren i vores elektriske toilet sammen – men der var fine sanitære forhold i havnen og vi fik med kurérpost en ny tilsendt fra Danmark. Som adresse til forsendelsen brugte vi en ’Kop og Kande’ forretning lige ved siden af, hvor vi lå. Personalet var meget, meget venligt og kom endda med kassen, da den ankom.

Vores medsejlere i SY Amceli lå også i havnen, så vi fik hygget os sammen – der var ikke mange pauser i det dårlige vejr til at færdes ude.

Vi passerede Stad i svag vind, men bølgerne afslørede, at vi havde haft mange dage med blæsevejr. Vi sejlede indenskærs det meste af vejen – det giver meget interessant navigation, men til gengæld meget smuk sejlads mellem øer og skær. Vores mål var den lille kystby, Florø.

Meget charmerende lille sted. Men idyllen blev brudt af vand i båden – dog ’kun’ under dørken (gulvbrædderne), men det smagte umiskendeligt salt. Det viste sig, at en vacuumventil (i forbindelse med udstødningen på motoren) var utæt. Jeg kunne ikke få reservedele i byen, men fik, i samråd med den svenske fabrikant, gjort den næsten tæt. En ulykke kommer sjældent alene, for under arbejdet opdagede jeg, at der også var en mindre lækage i varmevexleren. Også den blev fixet før vi sejlede vi videre. Det kostede dog et par extra dage i Florø.

Herefter gik det videre ned til en gammel kending, Eivindsvik, som er et meget hyggeligt – om end lidt primitivt – sted. Vi kan tydeligt mærke, at det er ved at være sent på sæsonen, for vi er ofte alene i havnene.

• 

Vejrmæssigt var vi inde i en meget ustabil periode, og vejrudsigterne fortalte os, at mere dårligt vejr var på vej. Vi tog derfor et længere ’hug’ ned til Haugesund, hvortil vi ankom midt om natten i et Herrens regnvejr. Vi sov nogle timer, hvorefter jeg stod op og kikkede på vejrudsigt igen. Vi skulle over et åbent stykke på kysten og norske YR lovede os, at vinden ville dreje fra syd mod vest og løje sidst på formiddagen. Vi kunne derfor sove et par timer mere og kastede fortøjningerne ved 11-tiden.

Målet var Tananger, som ligger på højde med Stavanger. Vi var klar over, at vi igen skulle være indeblæst – denne gang blev det til 8 dage! Vi er så heldige at kende gode, norske Faurby-sejlere i Stavanger – Liv og Reid – som tog sig meget gæstfrit af os. Desuden fløj vores ven Peter op fra København med en reservedel til vacuumventilen. Han var på besøg i 24 timer og fløj hjem igen.

Vi øjnede et vejr-vindue, der kunne passe os til at komme videre – man begynder at få lidt havne-kuller efter 2 lange indeblæsninger. Vi tog afsted torsdag 19/9 og formiddagen med udsigten til frisk, vestlig vind. Fra søndag skulle vinden gå i syd = modvind, så vi satsede på at sejle hjem non-stop. Der er mange muligheder for at afbryde sejladsen undervejs, om nødvendigt – flere havne i Sydnorge, Skagen, Læsø, Anholt. Da vi runder Lindesnes – Norges sydligste punkt – og satte kursen mod Grenen, var vinden temmelig frisk. I perioder 15-16 ms og med vinden agterind giver det en masse rulleri, som bestemt ikke er Dorthes livret. Hun gik ned med flaget for anden gang under togtet – men stadig uden at kaste op!

Vi sejlede med storsejl med 2 reb og intet forsejl, og flere gange var vi oppe på 15-16 knob, så det gik pænt stærkt over Skagerrak. Da vi rundede Grenen og kunne kikke ind på Skagen, havde vinden lagt sig noget. Vi satte også fokken og fik vi en meget fin sejlads ned over Kattegat. Som sædvanligt passede autopiloten rortjansen og jeg sov 15 minutter ad gangen med et minutur.

Da vi passerede Kronborg, fik jeg Dorthe op for en kort bemærkning, så kunne tage en selfie med Kronborg om styrbord. Nede på højde med Hven blev kaldt på radioen – vores venner Nina og Allan modtog os med signalflag over top! Det fik Dorthe på højkant igen. Sikke en velkomst!

Senere, mellem Vedbæk og Taarbæk, hørte vi på kanal 16, at en sejlbåd søgte slæbeassistance pga manglende vind. Det var Freja, en af vores K.A.S. gaffelriggere. De fik en line og nu stod Dorthe for alvor op. Kl. 16:45 ankom vi til Svanemøllehavnen efter 341 sømil og 54 timer.

Sommertogtet var slut – 4½ måned og 4.173 sømil.

Godt at være hjemme igen ____/)___/)_________/)___

Denne beretning dækker august måned.

Vi må konstatere, at vores timing, da vi forlod
Arkhangelsk/Rusland, var udmærket. Ulykken i Hvidehavet, hvor flere døde og med
radioaktivt udslip til følge, skete i havet ud for Severodvinsk. Det er tæt på,
hvor vi sejlede få dage tidligere. Strålingen har
tilsyneladende ikke negative konsekvenser for omgivelserne, men alligevel …

Som sagt sluttede vores flotille i Tromsø, så nu gik det
videre alene. I løbet af august er vi sejlet fra Tromsø til syd for Ålesund –
markeret med pile på kortet.

Vi forlod Tromsø i meget stille vejr:

I første omgang gik det ned mod Lofoten og Vesterålen.
Vesterålen er det nordligste og Lofoten stikke mere ud i Atlanterhavet/Norskehavet.
Vi – udlændinge – har vist for vane at kalde det hele for Lofoten. Vi fandt
mange dejlige steder, inkl. ankerpladser. Området er ikke uden grund berømt og ’visitnorway.dk’
har helt ret i deres beskrivelse:

Øerne, der
udgør Lofoten, ligger som perler på en snor ude i det turbulente Norskehav, et
godt stykke nord for polarcirklen. Øerne er i sig selv et utæmmet, øde og vildt landskab –
majestætiske fjelde, dybe fjorde, skræppende fuglekolonier og lange,
surfing-egnede sandstrande.

For en del år siden mødte jeg en norsk sejler i Svanemøllehavnen.
Han var sejlet ned fra Lofoten for at se en fodboldkamp. Jeg var vildt
imponeret og nu er vi her selv! Jeg havde nok regnet med, at det hele var lidt
vildere, hvilket det sikkert også er på andre årstider. Men vi havde fint
højtrykvejr og det hele virkede venligt og indbydende.

En dejlig ankerplads:

I Vesterålen var vi bl.a. inde i Trollfjorden – som det ses ganske
smal, men alligevel får krydstogtskibe og Hurtigruten sneget sig herind.

Apropos Hurtigruten, så er det navnet på et gammelt, norsk rederi, som besejler
kysten fra Bergen til Kirkenes med 35 anløbssteder på vejen. Så vi har mødt
skibene et utal af gange under vores togt. Det hedder Hurtigruten, fordi det
rent faktisk i starten (slut 1800-tallet) var langt den hurtigste måde at komme
til Nordnorge på. Da rederiet betjener ganske små samfund, modtager det
statsstøtte. Under vores tur har vi læst og hørt, at det ind i mellem giver
gnister, fordi ruten i dag primært er at betragte som et krydstogt og somme
tider prioriterer dette højere (siger kritikkerne).

En sejlerbekendt havde anbefalet os et besøg på restaurant Maren
Anna, som ligger i Sørvågen – på den sidste, større ø i Lofoten. Vi havde
heldigvis booket bord i forvejen, for stedet var særdeles velbesøgt. Det blev
en meget fin oplevelse – 5-retters menu med tilhørende vinmenu. Vi har spist
grindehval på Færøerne, men her fik vi vågehval. Norge driver kommercielt fangst
af vågehvaler, hvilket er noget kontroversielt.

Her er ret nr. 2 – vågehval:

Dessert:

Udsigten fra vores bord:

Under anduvning samme eftermiddag havde vi passeret, hvad jeg
først troede var en fiskekutter, men da vi kom tæt på, så vi at der
var en mand i udkikstønden og at en mand sad klar i stævnen ved harpunen. Så
det foregik altså lige ’uden for døren’! Og igen apropos: vi har nu endelig set
hvaler (altså levende) – en større flok grindehvaler, men vi jo også gerne se
nogen af de store. Til gengæld ser vi mange havørne. Uden sammenligning i
øvrigt.

Herfra sejlede vi over Vestfjorden til fastlandet, nærmere bestemt
til Bodø. Det er en stor by med 50.000 indbyggere. Vi kom frem fredag aften,
hvilket var et skidt tidspunkt, da vi skulle have fyldt gasbeholdere. Det kunne
så ikke ske før mandag morgen, men så hyggede vi os i byen så længe. Wichwam
tog mod vores fortøjninger – vi vidste slet ikke de var. Dagen efter ankom Amceli.
Vi købte bl.a. friskfangede og -kogte rejer direkte fra kutter.

Nede i Svolvær – Lofotens ‘Hovedstad’ prøvede manden sin fine jolle med motor for første gang:

Bodø Flystasjon er tæt på havnen. Senere lå vi i havn tæt på
Ørland Flystasjon (nede ved Trondheim). Vi har derfor mange gange hørt både
F-16 og F-35 temmelig tæt på – både ved start, overflyvning og landing. Og
apropos (for 3. gang) diskussionen i Danmark, skal vi hilse og sige at F-35
larmer MEGET mere end F-16.

Området vi sejler i hedder Helgeland og er en af de smukkeste
strækninger i Norge. Det er også et område med folkesagn. Vi passerede ’De syv
søstre’, som var syv unge jomfruer, der en nat sneg sig ud på eventyr. De blev
forfulgt af flere trolde, men alle glemte de, at når solen står op, ville de
blive forvandlede til sten. Deraf kom alle de bjerge, der gør Helgelands kyst
så smuk.

‘Svartisen’ er det fælles navn for 2 store isbræer:

Sådan ser en norsk ambulance ud:

Da vi kom ned til breddegraden N 66 gr. 33,65 min. passerede vi
for 2. gang Polarcirklen og forlod dermed officielt Arktis. Vi fejrede det med
et stille glas i solskinnet.

Og se, korte ærmer:

En skøn, lille havn på Støtt:

Vi arbejdede os stille og roligt ned ad kysten og kom bl.a. også
til Brønnøysund. Her gør man et nummer ud af at byen ligger midt imellem
Nordkap og Lindesnes – 840 km til dem begge.

Et maritimt lukketøj på kortautomaten ved dieseltanken – en bådshage:

Lige syd for Brønnøysund ligger et bjerg, som hedder Torghatten.
Det er specielt ved at der er et hul lige durk igennem det. Der var engang en
kæmpe-trold, som fik en skønjomfru at se, da hun badede. Han besluttede sig for
at bortføre hende. Det lykkedes hende at undslippe, og da han ikke kunne få hende,
skulle ingen anden heller ikke – han hævede sin bue og sendte en pil efter
hende. Men hun blev reddet ved at bjergkongen holdt sin hat op og pilen ramte i
stedet hatten. En anden forklaring kunne være smeltevand fra istidens ophør, men
det er jo ikke ’ganske vist’.

Aftenhygge i snuskevejr:

På vej mod Rørvik match’ede vi mange timer mod en stor Hanse (ses i baggrunden):

Vi fulgtes i nogle dage med et engelsk par – her ligger vi sammen i Rørvik:

Idyllisk lille naturhavn i Bessaker – Dorthe fik dejlige, friske fisk fra tyske lystfiskere, bla. rødfisk:

Vi lå indeblæst i Brekstad (havnen tæt på Ørland Flystasjon), og
benyttede tiden til at besøge Trondheim. Byen ligger temmelig langt fra kysten,
så vi tog en katamaranfærge derind. Færgeterminalen lå 200 m fra vores båd, så det
var nemt, og på en times tid med en fart på 30 knop, var vi fremme. Vi havde –
bortset fra blæsten – flot vejr med blå himmel og OK temperatur, så det blev et
dejligt besøg.

Lidt mærkeligt at sidde på en færge og se på sin båd:

Indsejlingen til Trondheim:

Peder Vessel – Tordenskjold:

Nidaros Domkirke:

Kristiansten Festning – der var langt op:

Den gamle kanonkommandør blev blød om hjertet, da han så ‘sin’ 105 mm haubitzer:

Da vejret blev godt igen, fortsatte vi til Veiholmen – ren idyl i de yderste skær ud mod Norskehavet. Indsejlingen er meget speciel:

Vi besøgte også Ålesund, som bestemt er et besøg værd. Den ligner
ingen anden norsk by, idet den efter en storbrand i 1904 blev genopbygget i
Jugendstil. Gæstehavnen ligger lige midt i byen, som strækker sig over flere
øer. Eneste ulempe var at vi lå lige ud for en restaurant/bar/diskotek, som lørdag
aften spillede så højt som jeg ALDRIG før har hørt. Det var ikke rigtig musik –
måske yngre læsere har en idé om, hvad det var. Det var helt forfærdeligt, og
det eneste gode var at det stoppede præcis kl. 0200.

Fra Ålesund kan man sejle ind ad Storfjorden, videre ad Sunnylvsfjorden
for endelig at komme til Geirangerfjorden. Den er én af Norges meste berømte og
på UNESCO’s Verdensarvliste. Høje vandfald, forladte fjeldgårde og smukke
bjerge. Mange af billederne taler for sig selv.

Sådan kan turen også nydes:

Forladte bondegårde:

Man undrer sig ikke over, at de er forladte, men over at overhovedet er bygget dér! Ingen veje og de små børn blev bundet fast i en snor så de ikke skulle styrte ned.

Dorthe fører os sikkert ind i fjordene:

Vandfaldet til højre er det berømte ‘Brudeslør’:

Også i Geirangerfjorden er der syv søstre, men her er det vandfald. På grund af årstiden var der dog ikke meget vand!

Aftenen inden vi sejlede ind i fjorden, lagde vi os for anker ved
den lille by, Hellesylt. Vi havde godt set et kajanlæg af betydelige
dimensioner, men i tillid til godt ankergrej og gode sovehjerter gik vi til ro.
Med nogen overraskelse kunne vi næste morgen konstatere, at vi var blevet
naboer til et stort krydstogtskib. Det var MSC Meraviglia (det betyder
vidunder), som er rederiet MSC’s nyeste og største. 316 m langt og med plads
til 4.500 passagerer. Sådan noget Googler man jo nu om dage, og som gammel ABB-mand
læste jeg med interesse, at skibet er diesel-elektrisk og drives af 2 stk. ABB
Azipod aggregater på hver 19,2 MW, hvilket svarer til i alt 51.500 HK. Azipod
systemet er en kombination af ror og skrue.

I skrivende stund, som det hedder, ligger vi indeblæst i Fosnavåg.
Det er en fin lille by med kraftige rødder i fiskeriet. Her er alt, hvad vi
behøver: en Meny , Vinmonopol, bad og vaskemaskine, strøm og vand på molen.
Hvad mere kan man ønske sig? Vejrudsigten er skrækkelig: stormende kuling fra syd
de kommende dage. Ikke nok med det, men vi skal uden om en halvø ved navn Stad,
og det er et berygtet sted på kysten. I søkortet står der ’dangerous waves’ –
det var vist det en krydstogtkaptajn glemte for nogen tid siden. Stedet er så
problematisk – formentlig mere på andre årstider end denne – at man er langt
fremme med planerne om en tunnel til store skibe igennem halvøen. Det lyder
utroligt. Rent geografisk er Stad den ’officielle’ grænse mellem Norskehavet
(Atlanten) og Nordsøen.

Vi har siden Tromsø overnattet 19 steder, dvs. enten ligget i havn
eller for anker. Vi har i perioden sejlet 856 sømil. Vejrmæssigt er vi kommet
ind i en meget ustabil periode, hvilket gør vores tidspunkt for hjemkomst noget
usikker.

Loggen står på 3.492 sømil og vi mangler ca. 700 før vi er hjemme. Alt vel ombord!

Denne beretning dækker juli måned.

Sidste beretning sluttede med, at vi slusede ud i
Hvidehavet og satte kursen mod de berømte Solovetsky-øer. Fin sejlads i frisk
vind – hvor var det dejligt at sejle rigtigt igen!

Vi skulle være lunt klædt på:
Det russiske gæsteflag fortsat under styrbord saling:

Stedet er primært berømt på grund af det meget store
kloster-kompleks. Den russisk-ortodokse kirke etablerede det i 1600-tallet og
det blev udbygget nærmest uafbrudt de følgende 300 år. Det er knapt så voldsomt
som det lyder, for der var kun en effektiv byggeperiode på ca. 3 måneder hver
sommer – resten af tiden umuliggjorde klimaet arbejdet.

Klosteret er befæstet og soldater tilbageviste under flere
krige angreb, bl.a. fra den engelske flåde under Krim-krigen. Efter den
russiske revolution havde kirken trange kår i Sovjetunionen og fra 1921 havde
stedet den tvivlsomme ære af at blive den første GULAG-lejr, mens Lenin stadig
var ved roret i den unge republik. Lejren var aktiv indtil 1939 og leverede
arbejdskraft i stor mængde til byggeriet af Hvidehavskanalen, som blev omtalt i
sidste beretning. Under 2. Verdenskrig – i Rusland kaldet Den Store
Fædrelandskrig – var der også flådeakademi på stedet. Allerede i 1992 blev
stedet optaget på Unesco’s Verdensarv-liste.

Efter Sovjetunionen’s sammenbrud fik kirken i Rusland meget
bedre kår, og foruden at være et føderalt museum, er der fra privat side
bekostet store renoveringer og istandsættelser. Set med vores protestantiske
øjne, temmelig voldsomt. Efter revolutionen blev vist alle fangerne løsladt –
de var politiske fanger fra zarregimet. Herefter gentog historien sig, nu blot
med ’fjender’ af det sovjetiske diktatur. Mange blev senere rehabiliteret. Vi
fik en meget fin rundvisning af en medarbejder ved museet.

Vi fik – efter en del forhandlinger på russisk – plads til
bådene ved en privat bro meget tæt på klosteret, så vi kunne ikke ligge bedre.
Det efterhånden meget renoverede og meget flotte kloster var en skærende
kontrast til omgivelserne. Kraftigt forfald, mudrede veje med køer i løs
dressur. Vi havde elektrisk strøm på broen, men intet vand. Det måtte vi hente
ved en vandhane på gaden temmelig langt fra bådene. Som vanligt ikke vand af
ordentlig kvalitet, men det var vi jo efterhånden blevet vant til.

Den russisk-ortodokse stil er noget voldsom for os lutheranere:
Vores meget kompetente rundviser, Olga:




Vores 3 både lå meget fint placeret (midt i billedet):
Kvæg i løs dressur:
Der så sølle ud:
Vi har ligget uden på hinanden mange gange på turen:

Som planlagt havde vi to stop i Hvidehavet, Solovetsky og
Arkhangelsk. Den første sejlads fra Belomorsk til Solovetsky var en behagelig
dagsejlads, men turen til Arkhangelsk var noget længere, nemlig præcis 183
sømil, hvilket svarer til en ca. 30 timer. Det meste af turen sejlede vi i tæt
tåge, hvilket ikke er spor behageligt. Takket være vores elektroniske udstyr
kan det jo lade sig gøre, men afslappet, det er det ikke. Vi er 2 ombord og den
ene er søsyg og søvnig, og kaptajnen orker ikke at sidde og glo på en
radarskærm hele tiden. Dermed forlader vi os på alarmsystemet – hvis en
genstand kommer indenfor en indstillet afstand lyder der en alarm. Meget høje
og insisterende PLING – PLING – PLING – lige indtil man manuelt slår alarmen
fra. For at det ikke skulle være lyv, så fik vi en mindre kuling om natten,
hvilket krævede omgående reduktion af sejlarealet. Men det gik fint alt sammen.
Indsejlingen til Arkhangelsk er gennem et meget stort floddelta, og da det
stadig var tåget ved ankomsten til flodudløbet, blev vi kaldt op på radioen af
havnemyndighederne og fik besked på at kaste anker og afvente yderligere
ordrer. Så vi lagde os sammen med rigtige, store dampere, som havde fået samme
besked, for anker i et nærmere bestemt område.

Rigtig dårlig sigt:
Radarskærmen kan anbringes både oppe i cockpittet og nede i kahytten:
Kan fugle også miste orienteringen i tåge? Vi havde besøg flere gange:

Havnemyndighederne blev ved med at spørge til vores lokale
agent, men sådan én var vi ikke udstyret med. Det var ganske tydeligt at
systemet slet ikke var indrettet på at modtage lystfartøjer. At man også, få
dage inden, havde indført et nyt registreringssystem, gjorde kun alt
vanskeligere. Tågen lettede, men vi fik stadig ikke lov til at sejle ind. Først
efter yderligere et par timer gav de os tilladelse, og vi kunne begynde turen
på 2-3 timer ind til sejlklubben, hvor det var aftalt vi skulle ligge.
Tilsyneladende fik vi lov til at sejle ind mod at vi ca. halvvejs inde blev
mødt af en båd fra sejlklubben, som viste os vej. Som om vi ikke selv kunne
finde ud af det!

Vi var på nuværende tidspunkt ved at lære, hvad russerne
selv kalder russisk fodbold – alt er bureaukratisk og død-besværligt. Vi
havde skam stiftet bekendtskab med det tidligere – allerede i København – men
det toppede i Arkhangelsk.

Men vi fik en meget venlig velkomst i sejlklubben Vi ankom
en fredag og lørdag mødte de 3 skippere, vores tolk Andreas og manden fra
sejlklubben op hos havnemyndighederne. Stor bygning med døgnbemanding. Uendelig
snakken om ’det ny system’ – en online registrering – og vanskelighederne ved
det. Det var tydeligt at personalet ikke magtede det nye. Det blev aftalt at vi
skulle komme igen om mandagen.

Den røde båd var den eneste hotte racer – men hvem sejler de imod?
Sightseeing i Arkhangelsk – Lenin er skam ikke fjernet alle vegne:
Der er mange smukke, gamle træhuse:
I meget forskellig stand:
Og så er ulempen ved træ jo, at det kan brænde:
Et meget velassorteret marked:
En del af sejlklubben – denne del for lavvandet til vores både:

I havnen lå vi ved siden af en lokal, russisk båd, hvis
skipper lovede at hjælpe os om mandagen. Han kørte os frem og tilbage og var
med på kontoret, hvor vi nu prøvede med at komme igennem endnu en gang. Det
viste sig at intet af det, der var blevet gjort om lørdagen var kommet ind i
systemet. Enden på det blev, at vi selv ville prøve at foretage det fornødne
online, når vi kom tilbage til vores havn.

Den meget hjælpsomme lokale sejler er til daglig styrmand på
en atomubåd. Uden tvivl med en vis stolthed, for der sad en fin sticker – en
ubåds profil – i bagruden på hans bil. I det hele taget synes russerne (jeg ved
godt det er en voldsom generalisering) at være stolte af deres land. Fx så man
kun pæne og rene nationalflag på skibene, selvom mange af skibene havde kendt
bedre dage. På kontorer så man Putin’s kontrafej på vægure og ligeledes på
T-shirts.

Skipper Linda, skipper Henrik, tolk Andreas og ubådsofficer Seva:

Tilbage på havnen fik Andreas og sejlklubbens sekretær klares
ærterne med registreringen, men det tog timer! Allerede på det tidspunkt
begyndte vi at tænke på, hvordan vi slap ud af systemet igen!

Klubbens sekretær på hårdt arbejde:

For mange måneder siden havde vi måttet opgive at få
tilladelse til at besøge Murmansk og lade det være vores sidste stop i Rusland.
Dels ville vi gerne besøge byen og dels ville det afkorte vores sidste distance
til Norge. Men det er af uransagelige årsager ikke muligt, og derfor skal vi
checke ud af Rusland i Arkhangelsk og holde os uden for 12 sømilegrænsen indtil
vi forlader russisk farvand. Og turen langs Kolahalvøen er lang – ca. 700 sømil
(omkring 1.300 km), hvilket vil tage omkring 4 døgn. Da Dorthe helst skal have
sin skønhedssøvn, er det for stor en bid for mig alene. Et par døgn, OK, men
helst ikke 4. Vi havde derfor aftalt forstærkning med Kristian og Rune – 2 af
mine med-gaster fra turen til Caribien. De havde i forvejen aftalt at skulle
sejle sammen en uges tid i sommerferien, så hvorfor ikke gøre det i det høje
nord! Så de friske gutter fløj til Arkhangelsk og kom så betids, at de kunne nå
at være med på sightseeing inden afgang.

Vi havde en deadline for afsejling pga. vore visa, så
vejrudsigterne blev studeret grundigt. Vi fandt vejrvinduet – lidt rigeligt med
vind ud af Hvidehavet, men derefter skulle det blive OK på resten af turen til
Norge. Vi meddelte havnemyndighederne, hvornår vi ville afsejle, og fik besked
på at vi ville blive afhentet af en patruljebåd. Da dagen oprandt, kom båden
med en forsinkelse på 10 min. og sejlede i øvrigt bagefter os til stedet for
udklarering. Det blæste godt og endnu engang blev vi mindet om at de ikke er
gearede til vores slags både. Bådene lå ved en meget udsat kaj og vinden
pressede os ind mod kajen samtidigt med at bølgerne kørte os op og ned. Jeg
foretrak at lægge mig uden på en slæbebåd, som i det mindste have store bildæk
på siden. En lille delegation af immigration- og toldbetjente mødte op og tog
én båd ad gangen. Det foregik venligt og så effektivt som systemet nu engang
tillader. Papirer, stempler (inkl. vores eget skibsstempel), scanning (jo, helt
moderne) og fotografering – det sidste også fra land af vores afsejling.

Rune er påmønstret:

Og Kristian ligeså:

Sådan tilbragte rederen det meste af turen fra Rusland til Norge – hårdt vejr i starten gav søsyge, som ikke blev forvundet på resten af turen:
Det var hundekoldt, så jeg sov med nathue:

Og så var vi på vej! Efter 6 begivenhedsrige uger i Rusland
var det nu slut. Vi kunne også mærke, at vi var begyndt at glæde os til lidt
mere ’ordnede’ forhold i havnene vi besøger. Det evige cirkus med at skaffe
vand og diesel var ved at være trættende. Vores sejlklub i Arkhangelsk havde
haft 35-års jubilæum, men der var absolut intet vand på hele klubbens område! Dunke –
de evindelige dunke. Og jeg var også begyndt at glæde mig til ikke at have 6
Jerry Cans med diesel på dækket.

Det blev – som ventet – en noget bumpet tur ud af
Hvidehavet, men det var heldigvis stilnet noget af da vi skulle passere
polarcirklen, som i russisk (europæisk) farvand ligger i overgangen mellem
Hvidehavet og Barentshavet ved ca. 66,5 graders nordlig bredde. Det blev
markeret med russisk champagne, som Rune elegant huggede proppen af med en
bordkniv (!) – skipperen holdt en passende tale til Neptun. Nu var vi i arktisk
farvand og det matchede vandtemperaturen som vi på et tidspunkt aflæste til 3,6
grader.

På et givet sted til søs skulle vi over radioen rapportere
til den Russiske Kystvagt, hvilket vi naturligvis gjorde. Kort før ankomsten
til norsk farvand blev vi passet op af en russisk patruljebåd, som spurgte om
vi (vel 2 døgn tidligere!) havde rapporteret til kystvagten på radioen. Det
kunne vi bekræfte, og så var de tilfredse.

Turen gik hurtigere end vi havde turdet håbe på, og efter 3½
døgns sejlads ankom vi til Kirkenes i Norge. Alle 3 både havde besætningsskift
i Kirkenes. Vores ene tolk, Jeannne, havde vi taget afsked med allerede i
Belomorsk, idet der kun var krav om russisktalende besætningsmedlem i de indre
russiske vandveje. Nu sagde vi også farvel til Andreas. Hvad vi skulle have gjort
uden ham ved udcheckningen i Arkhangelsk véd jeg ikke! På Marianne tog vi efter
nogle dage i Kirkenes afsked med Rune og Kristian. De havde begge booket ferie
i Sydeuropa længe inden aftalen med os, og de glædede sig nu til at blive tøet
op!

Rune kapper elegant proppen af champagnen ved passage af Polarcirklen:

Selv Dorthe kom kortvarigt på banen – lokket af de gyldne dråber:
Norge i sigte:





Midnatssol – ingen opgang/nedgang på søkortplotteren:
Og området for vejrudsigt på Navtex’en – fra 65 grader N til iskanten 😉

Vi fik en fin modtagelse i Kirkenes Seilforening.
Havnemesteren sagde, at vi skulle tømme vores vandtanke og fylde Europas bedste
vand på! Og vi fik adgang til bad og tøjvask – det sidste dog først efter vi
hjalp dem med at få en helt ny vaskemaskine korrekt installeret. Sandt at sige
er der ikke meget at fortælle om Kirkenes, men det var engang en vigtig by i
den såkaldte pomorhandel. Det var handel, som foregik i århundreder mellem
befolkningerne i det nordlige Norge og Rusland med Arkhangelsk som det russiske
centrum. Det var livsvigtigt for nordmændene og de modtog den vej fx korn og
russerne fik fisk. Der er i Vardø (som vi besøgte efter Kirkenes) et fint,
lille museum om Pomorerne.

Vi har 3-4 m tidevand, så det er nemmest at ligge ved flydebro:
Russisk fly af typen, som blev anvendt ved 220 luftangreb på Kirkenes:

Vi er få km fra grænsen, og det præger bybilledet:



Der blev oprettet beskyttelsesrum til ca. 2.000 mennesker nede i klipperne. Senere udbygget under den kolde krig:

Monument til minde om den sovjetiske befrielse i 1944:
Ren ved Kirkenes:
Midnatssol:
Disse 2 billeder er taget lige efter hinanden:
Kristian og Rune lavede 3-retters afskedsmiddag:

Kedeligt forfald i udkants-Norge:

Med undtagelser (det er bl.a. politistation) – smukt funkishus, og læg mærke til vinklen på parabolantennen:

Vi havde ved ankomsten til Kirkenes hejst det gule flag,
signalflag Q, som betyder ’mit skib er smittefrit og jeg anmoder om samkvem med
land’. Det bruges fx når man kommer ind i Schengen, som vi jo forlod i Finland.
Men ak, ikke en sjæl interesserede sig for os, og vi kunne ærgre os over ikke
at have fyldt bådene med alkoholiske drikke, som jo sandt for dyden er dyre i
Norge. Men ingen myndigheder interesserede sig for os.

Hel Nordnorge har en tung historie fra 2. Verdenskrig. Der var heftige kampe mellem tyskerne og Den Røde Hær, og da tyskerne trak sig tilbage var det med den brændte jords taktik. Befolkningen led voldsomt, men blev til gengæld befriet (af Sovjetunionen) ca. et halvt år før resten af Norge. Også i Kirkenes er der museum om tiden.

I Vardø ligger den meget velbevarede Vardøhus fæstning, som er fra danskertiden. Fæstningen har aldrig har været i kamp, men naturligvis også besat og bemandet af tyskerne under krigen:

Vardø rummer et meget fint museum om pomor-handelen:

Her tinges der mellem russeren, der er kommet med sit skib og den norske fisker på land:

Vi sejlede til Vardø, Berlevåg,
Honningsvåg, Havøysund, Hammerfest, Hasvik, Skjervøy og Tromsø. Ved afsejling
fra Vardø sejlede vi en lille omvej øst om et par små øer, som er Norge’s
østligste punkt. Vi fik dem dog ikke at se, for det var meget tæt tåge. Vi må i
øvrigt konstatere, at man i flere af disse byer tydeligt kan se, at det er ’udkants
Norge’. Et trist forfald præger flere af stederne.

Tåge igen-igen:

Her er beviset på, at vi har passeret det østligste punkt i Norge (vi er den sorte trekant og den røde streg vores track)- men vi så det ikke øerne pga tyk tåge:
Aldrig set før – kanonløb til fortøjning:

Efter Honningsvåg (som er en undtagelse fra det med
’udkantsnorge’) sejlede vi rundt om Nordkap. Men vi søfolk kan jo læse et søkort, så
vi ved at Nordkap IKKE er det nordligste punkt. Det er en lille, undselig
landtange et kort stykke vest for kappet. Så det var her vi kom nordligst på
turen, og selvom vi på tidspunkt havde sejlet mere end halvdelen af den totale
distance, følte vi først på det tidspunkt, at NU gik det hjemad. Vi var heldige
at passere Nordkap i det skønneste, stille solskinsvejr. Begge punkter ligger
på en ø, så det nordligste fastlandspunkt i Europa ligger øst herfor –
Kinnaodden, som vi passerede dagen før. Nordkap fik sit navn (Cape North) af en
englænder midt i 1500-tallet, da han søgte nordøst-passagen. Han har uden tvivl
været klar over, at hans Kap ikke var nordligste punkt, men den ene er en flad
landtange og det andet et spektakulært klippeplateau højt oppe, så hans
beslutning er helt forståelig.

Ingen sag at anløbe fremmed havn lige før midnat:
Fiskerihavn = mange måger, som skriger døgnet rundt – det bliver jo ikke mørkt:
Ud og ind af tågerne:
Kinaodden – Europas nordligste fastlandspunkt:

Kongekrabber renses på fiskefabriken:

Nordkap:
Men bagved ligger den undselige landtange, som er nordligste punkt:
Ikke så spektakulær:
Det er det nordligste vi kom på turen:
Varme drikke må der til:
Wickwam tager i mod os – desværre ikke flydebro:
En stribe billeder fra en smuk dag på vandet:







Vi fik en utæthed i gearkassen, men det blev hurtigt fixet i Tromsø:
I Tromsø lå vi flot i centrum:

I Tromsø sluttede flotillen og vi sejler hjem hver for sig –
hvis vi da ikke finder sammen her og der på vejen sydover. Vi havde en hyggelig
afslutningsmiddag og fik afgjort fotokonkurrencen.

Den eneste skuffelse vi kan nævne, er at vi ikke har set
hvaler – endnu. Vi har set marsvin, sæler, delfiner og vist nok et glimt af
grindehval. Men vi har mange sømil endnu, så håbet er ikke opgivet!

I Tromsø står loggen
på 2.636 sømil.

Denne beretning dækker perioden fra 1. juni til 1. juli.

Efter vejret i maj måned absolut havde været på den kølige
side, kom sommeren for alvor da vi var i Skt. Petersborg (SP). Regulær hedebølge.
Men vi var klar til at lade de gamle knogler gennemvarme og nød det – næsten hele
tiden. Wichwam og Marianne lå sammen, men Amceli var stadig i Tallinn og
ventede på afklaring af pas og visum og vores ophold blev derfor længere end planlagt,
idet vi meget gerne ville holde sammen på den lille flotille.

I SP ankom begge vores russiske tolke med fly fra København.
Den ene er en ung mand, Andreas, som bortset fra, at han læser på Landbohøjskolen,
er sprogofficer. Den anden er Jeanne – Hviderusser af fødsel, og med efternavnet
Jørgensen, idet hun er dansk gift og bor i DK. Vi var nu godt dækket og havde
fået dispensation for en 3. tolk, hvilket ellers er kravet: én på hver båd. De
blev grundigt sat ind i forholdene på ruten af vores agent, Vladimir. Det er
ret enkelt at besøge SP pr. båd, men det kan man ikke sige om den videre færd
gennem Rusland. Men når man blot overholder reglerne, er der ingen problemer,
det kræver blot, at man læser på lektien. Vi fik også udleveret de russiske
søkort over de indre vandveje samt VHF-radioer med specielle frekvenser, som
vores danske radioer ikke har. Alt sammen, naturligvis, mød behørig betaling.
Selvom al text på søkortene (3 tykke, store bøger) er på russisk, går det nu
rimeligt OK, også ombord på Marianne, selvom vi ikke har tolk ombord.

Men i første omgang var vi turister i den store, spændende by.
Selvom Jeanne ikke havde været i Rusland i 20 år, har hun mange forbindelser og
kontakter. Så vi kom på besøg hos en russisk familie, Galina og Peter, til
eftermiddagskaffe – hed det sig. Vi startede med store portioner borscht, som
naturligvis skulle skylles ned med vodka. Herefter andre lækkerier og endelig
kom kaffen. Skønt med den spontane hjertelighed og invitere en flok fremmede!
Efter besøget tog Galina os med på en lokal rundvisning.

Fra højre mod venstre: Galina, Peter og vores Henrik:

Der gik ikke mange timer før vi mestrede den fantastiske
undergrundsbane i SP. Hvis man blot bider mærke i endestationen så man ikke
kører den gale vej, så går det nemt. Det lykkedes for russisktalende Jeanne da
hun skulle fra lufthavnen til havnen. Det hele er imponerende flot – det er nu
mit 3. besøg i byen og alle 3 gange har jeg flittigt brugt metroen (første gang
var i 1970).

Over 100 m under jorden:

Hele banden var også på besøg i en Megafon butik – russisk
mobiloperatør. Et SIM kort til en måned: ubegrænset data og 90 minutters
taletid: DKK 60. Det er da fornuftig snak!

Vi lå i Central River Yacht Club, hvor vi også lå i 2012.
Dog med den forskel, at nu lå vi udenfor den egentlige havn, som klubben har
solgt fra og som nu er fyldt med store, overvældende motorbåde. Derfor lå vi
ude i floden (klubben ligger på en ø), som dels er udsat i vestlig vind og dels
er generet af et utal af halvhjerner på vandscootere. Dertil kommer, at der
umiddelbart ved siden af ligger en restaurant, som tilsyneladende holder
parties hver dag med høj-høj musik til kl. 4-5 om morgenen. Særdeles belastende.

De sanitære forhold er som i 2012, hvor de også efterlod en del
at ønske. Men vi havde strøm og vand og der var nye vaskemaskiner.

En anden dag havde Jeanne arrangeret by rundvisning med
Boris, som er fra SP, men bor og arbejder i DK, og var hjemme på ferie. Rundturen
omfattede også en hyggelig frokost – igen en dejlig dag med stor gæstfrihed.

Peter og Poul fæstningen:


Fra venstre mod højre – Thomas, Karsten, Henrik, Andreas, Ane, Boris og Jeanne:

Blodskirken, som desværre var lukket pga renovering:

På et tidspunkt delte vi os i 2 hold – ét tog på artillerimuseum og det andet til Peter og Paul fæstningen, hvor ‘vores’ kejserinde Dagmar ligger begravet.

Det var blevet badevejr i Neva:



Kejserinde Dagmar’s sarkofag – hun blev flyttet fra Roskilde Domkirke til Rusland i 2006:

Fra vores havneplads havde vi udsigt til Gazprom’s nye kontortårn
med en højde af 462 m – Europa’s højeste bygning. Lidt nærmere os ligger
Gazprom Arena, som blev bygget til VM i fodbold i 2018. Den ene aften var der
et stort og flot fyrværkeri derovre med stor fest – heldigvis så langt borte at
det ikke rigtig kunne genere os.

En aften var vi også i Mikhailovsky teatret og så Svanesøen –
så kan det ikke blive mere russisk med musikken af Tjajkovskij. Der knytter sig
en sjov historie til vores balletaften. I havnen havde vi tyske naboer som vi
vidste også skulle til balletten. Tilfældet ville, at vi kom til at sidde ved
siden af hinanden! Så gik snakken jo endnu mere og nu har vi aftalt at skal
sammen til Dresden 10/12, Frauenkirche, og høre Bach’s juleoratorium. Og i
januar La Traviata på Operaen og en koncert på Gamle Scene i København. Hvad
det sejleri dog kan medføre!

Men endelig dukkede Amceli op med papirerne i orden og vi
kunne planlægge den videre færd. Dorthe og jeg er atter alene ombord, idet Ane og Erik afmønstrede i SP.

Og planlægning kræver det – et par timer om natten lukker
alle broerne i Skt. Petersborg op for sejlende trafik på floden Neva. Men det
kræver, at man får lods ombord. Det har vi aldrig før prøvet. Han hed (også) Vladimir
og var (også) vældig flink. På de to andre både rørte lodsen ikke rattet, men Vladimir ville meget heller selv styre og det gjorde han så til vi skiltes i den
østlige udkant af SP næste morgen da solen var stået op.

Her er vi på vej til mødestedet med lodserne – broen er ny og en del af SP’s nye ringvej:

Det var en fin oplevelse at sejle gennem byen om natten – billederne
taler for sig selv. Da vi først var igennem byen, var udsigten langs floden
ikke noget særligt, meget nyt byggeri.

Vores lods, Vladimir:


Peter og Poul fæstningen:

Her passerer vi den berømte krydser, Aurora, som affyrede det første skud under Revolutionen:

Ved en af broerne fik vi besked på at vente på modgående trafik. Et af de kommercielle fartøjer havde fået samme besked og kastede anker. Resolut styrede vores lods os hent til fortøjning på siden af fragtskibet. Det var tydeligvis normal procedure. Men han kunne nu godt have sagt mig, hvad planen var, for han lagde til før jeg kunne nå at få fendere ud!

Amceli fik motorproblemer, den løb varm
og lydpotten blev ødelagt. De effektive lodser fik lynhurtigt arrangeret en lodsbåd til at tage dem på slæb – kraftig modstrøm gør, at der må kastes anker omgående og vi skulle gerne nå den sidste bro før morgentrafikken – ellers koster det 24 timer og ny lods. Vi sagde farvel og tak til lodserne. Motorproblemet viste sig at kunne ordnes under et stop på nogle
timer, hvorefter vi fortsatte, nu med noget extra larm fra Amceli’s motor idet
lydpotten ikke kunne repareres. Vi andre fik en lur mens de stod på hovedet i
maskinrummet, hvorefter vi fortsatte hele vejen ad Neva og ud i Ladogasøen til
Sjlisselburg.

Wichwam stævner modstrømmen:

Det er en restaurant!

Området er berømt for trækirkerne:

Men også voldsomt forfald:

Flere hydrofoilbåde med 30 knob:

På visse steder i Neva var strømmen meget kraftig – her, hvor billederne er taget, op mod 5 knob (næsten 10 km/t).

Her kan man se forskellen – vi sejler ca. 6,5 knob gennem vandet, men kun 1,6 over grunden (bunden):

Én af de mange elevatortogbroer:

Ladogasøen er Europa’s største. Her fandt vi en fin marina, som så helt
umulig ud at anløbe på kortet. Marianne stikker (betyder dybgang) mest af de 3
både og vi luskede ind i forventning om at gå på grund. Men nej, det gik fint
og stedet var en skøn kontrast til larmende SP. Vi lå i grønne omgivelser med
vand, el, brusebad og toiletter. Herligt sted. Sjlisselburg, som hed Nöteborg i
svensketiden, ligger i nærheden og der er en spændende gammel fæstning, og senest var her drabelige
kampe med tyskerne under deres belejring af SP.

Herefter gik det slag i slag – først over Ladoga til floden
Svir, som forbinder Ladoga med Onega – Europa’s næststørste sø. Med adskillige stop
i Svir endte vi i Voznesenye ved Onega’s bred. Vi ligger nu mest for anker, for
der er simpelthen ingen havne eller brugbare anløbsbroer på vejen. Men netop i Voznesenye
trængte vi til lidt bedre faciliteter og fandt derfor en dacha – et sommerhus –
på nettet, som vi lejede. Nu kunne alle komme i bad og få vasket tøj. Eneste
komplikation var at Marianne’s dybgang var for stor til at ligge inde ved
broen, så vi måtte ligge for anker og tage med gummibåd frem og tilbage. Om
aftenen grillede vi på terrassen og hyggede os alle sammen.

‘Til Berlin’ – mon det er et slogan fra krigens tid?

Vi var begyndt at møde en del flodkrydstogtsskibe (højt lixtal!). Et par steder vi søgte ind for at ligge ved en betonmole – uden faciliteter overhovedet – blev vi mødt med fantasikrav til ‘havnepenge’. I de tilfælde forlod vi stedet og ankrede op udenfor i stedet for. Vi vil ikke være til grin for vores egne penge.

Myndighederne har modtaget vores sejlplan, så de er klar over at vi er på vej, og der er radiokommunikation ved hver eneste bro og sluse. Vi kan afvige fra planen, men skal meddele det. Broerne har også modtaget vores mastehøjder, så de fx hæver elevatorbroerne til den højde vi behøver – ovenfor er to exempler på jerbanebroer.

Her er et exempel på et vandkraftværk ved siden af en sluse:

Byggeriet er fra 1951 og prydet med hammer og segl:

Ved denne sluse måtte vi pænt på at 2 floddampere slusede først – kun plads til én ad gangen:

Midt i de tilsyneladende endeløse skove kommer der pludselig en lysning med lidt hus og en kirke:

Med autopiloten kan man nyde måltidet i cockpittet undervejs:

Vi har kun mødt 2-3 sejlbåde – og kun russiske – på hele turen gennem Rusland:

I Onega skulle vi sejle en meget længere distance end i
Ladoga. Vi startede med et langt 12-timers hug op til Petrozavodsk, hovedstad i
Karelien. Her var det bl.a. Dorthe’s tur til at komme til frisør, hvilket hun var
sammen med Jeanne. Man kan godt glemme alt om lange køer ved butikker, som man
så tilbage i Sovjet-tiden. Selv i de mindre byer er der udmærkede indkøbsmuligheder
og fx i Petrozavodsk er der supermarkeder, som mindst er på højde med DK. Selv
i de mindste byer har jeg været i stand til at købe udmærket udenlandsk vin til
absolut rimelige priser.

Billeder fra -70’ernes Sovjetunionen:

Havnen i Petrozavodsk lå dejligt, men det var også det bedste man kunne sige om stedet.

Vi besøgte besætningen på en replika af et historisk skib og de venlige russere beværtede os rigeligt med russisk champagne.

Hovedgaden i Petrozavodsk:

I parken ved søpromenaden:

Jeanne og Dorthe har været til frisør:

En del af vinafdelingen i et supermarked:

Og en del af grøntafdelingen:

På samme vis har vi langt den største del af turen haft fint
mobilsignal og dermed uhindret adgang til internettet.

Fra Petrozavodsk sejlede vi videre nordpå til et af vores
delmål, øen Kizhi med de berømte trækirker. Hele øen er et stort
friluftsmuseum, og vi er ikke de eneste, der har opdaget stedet. Der var heftig
trafik til og fra med andre turister. Men om aftenen faldt der ro på.

Vi lå rigtig fint – men hverken vand eller el:

Det vi er mest afhængige af, er at kunne bunkre vand nu og
da. Strøm kan vi jo selv lave og på Marianne kan vi tage et varmt brusebad i
cockpittet. Diesel har pænt meget af, da vi har 120 liter extra i jerry cans
på dækket. Så vand har været et problem nogle gange under turen. Men Onega har
rent vand, så her hev vi det med en pøs direkte op og hældte det på vandtanken.
Man skal ikke være sart for farven er lidt som tynd the, men postevandet i
Rusland drikker man heller ikke, så vi er vant til at tage hensyn og vi lever
da endnu.

Efter endnu en ankerplads kom vi op til Povenets, som er starten
på Hvidehavskanalen, og herned havde vi overstået begge de store søer.
Hvidehavskanalen blev bygget på Stalin’s befaling og færdiggjort på blot 20
måneder. Den kaldes også ’Dødens Kanal’ og blev indviet i 1933. Den blev bygget fuldstændig
uden hensyn til menneskeliv – der var jo nok at tage af i Gulaglejrene. Ud af en arbejdsstyrke på ca. 100.000 anslår man at 20-30.000 mistede livet. Vi
besøgte en skov med 236 massegrave. Mennesker fra 60 nationer blev henrettet
efter brug og smid væk princippet – når kanalen var færdig var der ikke længere
brug for at brødføde dem. Det var forstemmende og bragte mindelser om
Nazisternes udryddelseslejre. 7.500 af ofrene i skoven er identificeret.

Den stolte bygherre ved den officielle indvielse:

Alexander kørte os ud i skoven:



Vi er jo nu kommet ‘rigtigt ud på landet’ og der ses en tydelig forskel fra de større byer. Der er voldsomt meget forfald – bygninger får lov at ligge hen og bliver naturligvis mere og mere forfaldne. Det samme med maskiner, biler og redskaber.

Men det er da sjovt at studere en lastbil V-motor:

En blandet landhandel:


Ejendommen ER beboet:

Men forbavsende pænt udvalg af varer:

Alle
sluserne var indrammet af hegn og pigtråd og der gik en bevæbnet vagt rundt.
Det er forbudt at fotografere, men det virkede ikke som om de tog forbuddet
særligt alvorligt. Der er 19 sluser og de fleste er med dobbeltkammer. Man
kommer op i godt 100 m over havet og sluserne er meget, meget nemme at anvende.
Det er simpelthen de nemmeste vi nogen sinde har prøvet. Man fortøjer ét sted –
midtskibs – til en krog, som sidder på en stor flyder, så den kører med op og
ned. Genialt.

De endeløse skove:

Hvidehavskanalen
er ikke gravet (eller hugget, for der er mange klipper) hele vejen, for det er
en blanding af flodstrækninger, naturlige søer og opstemmede søer. 2 steder
undervejs var der vandkraftturbiner på dæmninger ved siden af slusen. Hele
vejen skulle der holdes kontakt med kanalmyndighederne og det foregik på den
specielle VHF-radio og det var på russisk. Slusetider skulle aftales,
overnatningssteder aftales/godkendes osv. Alt sammen foregik venligt og
korrekt, men jo lidt omstændigt. Vi har brugt anker et utal af gange. Ikke kun
ved overnatninger, men blev også nogle gange kommanderet til det af
slusevagterne, når vi skulle vente på kommercielle skibe.

Efter opankring holder Wichwam store badedag:

Tomme bygninger:

Sluserne er generelt velholdte:




Sluserne nærmest Hvidehavet er i dårligst stand – det ses specielt på bygningerne:


Vi venter på taxier efter indkøb – Marianne har fået 100 liter vand på dunke:

Mere forfald:

I Belomorsk
sluttede kanalen og efter sluse Nr. 19 var vi atter ude i saltvand og kunne se
vidt omkring. Det var præcis én måned efter vi ankom til Skt. Petersborg. Vi
sejlede 3 uger i de indre russiske vandveje fra vi checkede ind hos lodsen i SP
til vi checkede ud på et kanalkontor ved sluse 19 i Belomorsk. Så nu var det igen
almindelig farvandsafmærkning og sømil – ikke mærkelig specielafmærkning og
kilometerafstande.

Nu var vi i
Hvidehavet og satte kursen mod Solovetsky Øerne.

Men herom meget mere næste gang!

FTLF – RUSLAND – РОССИЯ 2019

Denne beretning dækker perioden 05MAJ19 – 05JUN19

Her er titlen på årets sejltogt – igen en flotillesejlads,
dog kun med 3 deltagende både. Denne gang er vi 4 ombord, idet vores sejlklubkammerater
fra K.A.S., Ane og Erik, er påmønstret. Vi startede allerede den 5. maj, men 4
ombord betyder faktisk at der er færre ’ledige’ stunder til at skrive i. Men nu
skal det være – efter at have været undervejs i en månedstid.

Forårsklargøring – bror Thøger hjælper til:

120 liter extra diesel på dækket:

Egentlig synes jeg jo altid, at det gode skib SY Marianne er
klar til enhver tur, men alligevel blev det lidt hektisk at blive klar.
Naturligvis også fordi vi i år tog afsted en måned tidligere end vi plejer. Men
klar blev vi og, i modsætning til normalt, med mange mennesker på broen for at
vinke farvel. Det var mægtig hyggeligt.

Der vinkes farvel:

Forberedelserne omfattede også påklædning – her termokedeldragt og flot fleece trøje med flotillens logo med kyrilliske bogstaver:

Vilhelm var også med til at sige farvel:

Lad mig med det samme afsløre ruten for årets togt – se på
billedet:

I al sin enkelhed gennem de russiske søer og floder op til
Hvidehavet, ud i Barentshavet, rundt om Nordkap og hjem med Norge om bagbord.
Undervejs passeres Polarcirklen 2 gange. Distancen bliver nok op imod 4.000
sømil (godt 7.000 km) og vi regner med at være hjemme igen midt i september.

Kort før vores afrejse sendte vi vores spray hood til vask
og imprægnering – det skulle vi aldrig have gjort! Den blev i den grad
mishandlet så næste alle syninger blev ødelagt. Ved Erik’s hjælp blev en del
udbedret på sejlklubbens symaskine inden afgang og meget måtte sys undervejs – Ane og Erik tog sig af hhv over- og undertråd:

Men det var en uoverskuelig opgave, så via internettet fik
vi lavet en aftale med en sejlmager i Tallinn. Han lavede et rigtig fint stykke
arbejde, som sikkert også var meget billigere end det ville have været i Danmark.

Trods absolut lave temperaturer i maj måned, fik vi
alligevel også fine dage på havet.

Folketingsvalget blev først udskrevet efter vi forlod Danmark,
men vi kunne brevstemme på det danske konsulat i Visby. Den venlige konsul
klarede det fint for os, og det foregik i omgivelser en del finere end hjemme
hos Borgerservice på Østerbro.

De 3
både mødtes på den estiske ø Saaremaa i byen Kuressaare, hvor flotillen
officielt begyndte. Den opmærksomme læser vil
naturligvis huske disse navne fra sidste års togt – faktisk er begyndelsen på
årets togt præcis det omvendte af slutningen på sidste års togt. Da vi stak
afsted fra Svanemøllehavnen, sejlede vi til Sverige – for at undgå den skat på
kaskoforsikringer alle sejlere hader, har jeg frameldt kaskoforsikring i danske
farvande fra 6/5 til medio september. Höllviken (Falsterbo), Ystad, Simrishamn
var de første havne. Herfra sejlede vi i ærtesuppetåge over Hanöbugten til
Kristianopel – 12 timer med sigt på max. 100-200 m. Med tågehorn, AIS og radar
gik det problemfrit, men det kræver en del koncentration. Herfra videre til
Borgholm (Öland) og til Visby (Gotland), som var turens første egentlige mål,
idet Ane og Erik ikke tidligere har besøgt øen. Det er meget specielt at besøge
havnene i maj måned – praktisk taget ingen andre både og dårligt nok åbne
endnu. I Visby lå der instruktioner, adgangskort osv. i en konvolut i en kasse til
en ildslukker udenfor havnekontoret. Amceli, den 3. båd lå allerede i havnen og
tog imod vores fortøjninger ved ankomsten. Havnefogeden kom forbi en enkelt
gang, men da vi skulle sejle, var der ingen på havnekontoret. Adgangskortene vi
havde anvendt til bad, toiletter, elektricitet og vaskemaskine afleverede jeg i
deres postkasse sammen med min email adresse og bad dem meddele mig, hvad jeg
skyldte. De sendte senere en mail og foreslog, at jeg indbetalte et passende
beløb til et velærværdigt formål.

Frisk tur over Østersøen fra Gotland til Estland – der skal skaffes (betyder at spise ombord på et skib):

Vi mødes i Estland og Marianne flager over top:

Lang tur i tåge uden vind over Hanöbugten:

Tomme gæstehavne – øverst Borgholm, i midten Visby og nederst Fårösund:

I Visby havn lå også den svenske flådes sejlskib Gladan. Det
er en 34 m lang skonnert og bruges som træningsskib. Da vi forlod Visby havn
passerede vi den og jeg kunne ikke lade være med at drille – et par tut i
hornet og vi kippede med flaget. Det afstedkom aktivitet på dækket – en officer
kommanderede et par mand til at gøre det samme, men fumle-fumle. Officeren trak
på skuldrene, gjorde honnør og ønskede os med et smil god tur.

Herfra gik det videre til Lauterhorn på Fårö, en mindre ø lige nord for Gotland,
en lille smuttur til en havn i Fårösund for at handle og bunkre diesel før
sejladsen over Østersøen til Estland. Vi havde en rigtig fin natsejlads og
ankom tidligt om morgenen den 22/5 som sidste båd af de 3. Nu var Wichwam,
Amceli og Marianne samlede. Det er hhv en Finnsailer 34, en Beneteau 473 og os
selv, en Faurby 393. Vi skulle egentlig have været 4 både til Sankt Petersborg,
men den 4. blev forsinket efter værftsophold i Polen og opgav. De skulle ikke
gennem Rusland med os andre.

Der er et helt specielt miljø på Fårö:

Wichwam og Marianne alongside i estisk industrihavn:

Via 3 estiske havne på fastlandssiden ankom vi til Tallinn –
som betyder danskerborgen – hovedstaden i Estland. Landet har en broget
historie; den nordlige del var for længe siden under dansk herredømme. Og det
er jo ganske vist, at vores allesammens Dannebrog faldt ned fra himlen under et
slag i (det nuværende) Estland den 15. juni 1219. Og netop derfor drager vores
monark til Estland for at fejre 800-års jubilæet i år.

Wichwam undervejs i stille vejr:

Kahytshygge med oliefyret kørende:

I 1346 overtog tyskerne landet efterfulgt af svenskerne.
Efter et par russiske invasioner satte russerne sig permanent på landet i 1710.
Dette varede til Rusland brød sammen under revolutionen i 1918. Herefter var
landet selvstændigt frem til svinestregen, kaldet Molotov-Ribbentrop pagten,
mellem Nazi-Tyskland og Sovjetunionen. Det betød, at landet igen blev besat af
Rusland, nu i form af Sovjetunionen. Det varede som bekendt kun kort, for så
kom tyskerne tromlende – indtil de blev slået af Sovjetunionen i 1944. Esterne
slap først af med russerne igen da Sovjetunionen gik i opløsning og herved fik
landet for 2. gang selvstændighed fra 1991. Nu er landet medlem af EU, NATO og
man har Euro som valuta – og med en rivende udvikling.

De 3 både samlet i Tallinn:

Hyggelige Tallinn – men hold da op, hvor er der mange turister:

Men nu var det tid at komme videre – for at bide turen til
Skt. Petersborg over, sejlede vi til den finske ø Haapasaari. Igen en fin
natsejlads. Herfra kan man checke ud af Schengen, og få finske stempler i de
adskillige ’crew-lists’, som russerne forlanger ved indrejse. Herefter fulgte igen
en fin natsejlads med meget svingende vindstyrker og vi ankom til Kronstadt –
den gamle fæstning ved indsejlingen til Skt. Petersborg, hvor man skal
indklarere. Vores kontaktmand i Rusland, Vladimir Ivankiv, modtog os og hjalp
os igennem papirarbejdet. Herefter fulgte de sidste 3 timers sejlads ind til
Skt. Petersborg og Central River Yacht Club, hvor vi nu ligger. Samme havn som
sidste besøg i 2012. Vi ankom lørdag, den 1. juni som planlagt og regner med at
ligge her hele ugen.

Frisk tur fra Tallinn til Haapasaari:

Haapasaari er en naturhavn:

Solnedgang i Finske Bugt kort efter vi har krydset grænsen til Rusland:

Indklarering i Rusland – i byen Kronstadt på øen Kotlin: