Tirsdag den 26. juni kom vi endelig afsted, efter en
uforudset forsinkelse. Hov, nu kom der lige endnu en uforudset hændelse i præcis dette
øjeblik ……
Netop som jeg satte mig til at skrive, skvattede Dorthe i
karret, som man siger. På vej ned på flydebroen i naturhavnen i Klintemåla, gled hun på stævnstigen, og PLASK. Dér lå
hun så og svømmede rundt, hvorefter hun fik en line og jeg trak hende agterud
til den officielle badestige, og badenymfen steg ombord igen. Noget forslået og garanteret på vej til at blive godt øm i de kommende dage. Den eneste trøst: vandtemperatur 20,6 gr. Vi har sejlervenner, som netop
har fået deres båd på land i Grækenland, og for et par dage siden faldt Lena 3
m ned. Pu-ha, hvor kan det hurtigt gå galt!
Forårsklargøringen var i år lidt hektisk bl.a fordi jeg installerede et nyt lithium-batteri system ombord. Og der er jo altid noget, som driller. Men i orden kom det og, syv-ni-tretten, det ser ud til at fungere fint. Den øvrige klargøring bød ikke på overraskelser. På billedet er jeg halvvejs oppe i masten.
Efter nu at have været afsted i et par uger, er sjælen
ved at indhente mig, og så må det være tid for en søforklaring.
Første dag sejlede vi til Falsterbokanalen, hvor der er en
lystbådehavn ved nordenden, før broen. Kanalen er en direkte konsekvens af 2.
Verdenskrigs udbrud. Falsterbro Rev går langt ud i retning af Stevns, og
tyskerne udlagde søminer i stort antal, og ville ikke respektere svensk
territorialfarvand. For at kunne opretholde kystsejlads i rimeligt omfang, blev
kanalen anlagt på ca. 1 ½ år. Som soldat på Bornholm husker jeg at 66 bådene ’i
gamle dage’ sejlede igennem kanalen. I dag er det vist kun lystfartøjer, og
broen åbner hver hele time.
Om aftenen gik jeg på molen og så mod København – kunne
klart erkende profilen af Amager Bakke, det ny affaldsforbrændingsanlæg. Jeg tænkte,
at nu ville det vare et par måneder før jeg genså Danmark, men det var
naturligvis forkert!
Næste formiddag videre – det flotte højtryksvejr er både
godt og ondt, for der er ingen vind at sejle på, så det er for maskine. På
svensk ’kör’ man når det er for maskine og ’seglar’ når vinden driver værket.
Man skulle efterhånden ikke tro det, men vi lagde om aftenen ind i en havn vi
ikke tidligere havde besøgt: Kåseberga, som er et gammelt fiskerleje – øst for
Ystad og lidt før Sveriges sydøstlige hjørne. Fint lille sted! Stedet er kendt
for en ældgammel stensætning, kaldet Ales Stenar, dateret 500 år f.Kr. Man ved
ikke, hvad meningen med stenene har været.
Nu havde vi behov for indkøb, så næste havn skulle have et
godt supermarked. Valget faldt på Simrishamn, med en stor og rimelig kønsløs
marina, men byen er mægtig hyggelig. Vejret er fortsat meget varmt og med ringe
vind – den smule vi havde var lige i mod! Hele vejen rundt om hjørnet af
Sverige, kunne vi klart se Bornholm, så helt havde vi endnu ikke sluppet
fædrelandet. Men på vej i Hanöbugten forsvandt Bornholm under kimingen.
Vores mål med turen var/er Den Botniske Bugt – dvs. nord for
Stockholm og Ålandsøerne. Vi har aldrig været nord for disse steder. Hvor langt
op i bugten vi så kommer, må vise sig – vejr, vind, tid og lyst vil afgøre det.
Så for at komme videre skal vi over Hanöbugten, hvilket er en distance på 60
sømil (1 sømil = 1.852 m), og det vil tage omkring 10 timer, naturligvis
afhængig af vinden. Men den er der ikke rigtig, vinden altså, den er lige i
mod. Det gider vi ikke! Så vi sejler i stedet til Hanö, som er 30 sømil borte,
og næsten i den rigtige retning. Hanö spillede en rolle for englænderne under
Napoleonskrigene – de krige, Danmark kom rigtig skidt fra. Hanö var engelsk
flådebase og der blev anlagt en engelsk kirkegård. I nyere tid blev der, i
forbindelse med et engelsk flådebesøg, rejst et kors på kirkegården.
Øen er ikke stor – 214 ha, og der er ingen biler. Vi har
været der flere gange, bl.a. engang under en nordvestlig kuling. Havnen er
meget udsat i denne vindretning og det var en skrækkelig oplevelse. Men denne
gang var fin, varm og fredelig!
Vejrudsigterne er os stadig ugunstige. Bevares, det er fint
sommervejr, men vi sejler på vind og vil ydermere gerne have lidt slæk på
skøderne (for landkrabber: vi vil ikke sejle i modvind). Så vi trækker den i
ørerne og vil hygge os i dejlige Blekinge. Indenskærs i den grønne skærgård
stævner vi mod Ekenäs ved Rönneby. Fra vores bådebro er der 200 m over til Karö
(udtales Kår-ø på svensk), og den rute betjenes en shuttle færge. Samme båd
alle de år vi er kommet her.
At besøge dette sted indebærer altid en spadseretur Karö
rundt. Vi blev en extra dag mens en østenpiver blæste igennem. Øen har i øvrigt
navn efter en tidligere ejers kærlighed: Karin. Den ene aften var vi til rødvin
ombord hos Fie og Niels – en Bianca 111 hjemme fra Svanemøllen – båden hedder
Castafiore. Get it?
På vej fra Ekenäs passerede vi Castafiore, og de tog et billede af os.
Nu var det blevet tid for indkøb igen. Vi kunne naturligvis
have taget bussen (5 min.) ind til Rönneby, men da vi jo skulle videre, valgte
vi at gå til Karlskrona. Det var her i skærgården den ’berømte’ russiske ubåd
gik på grund tilbage i den kolde krigs tid. Byen har i flere hundreder år været
hovedbase for den svenske flåde. I 1659 blev Blekinge svensk og man havde behov
for en flådehavn, som ikke var ligeså bundfrossen som Stockholm om vinteren.
Det var dengang vi havde ’den lille istid’ som først sluttede i midten af
1800-tallet. Basen er stadig hjemsted for den svenske flåde, som bl.a. omfatter
5 stk. korvetter af meget futuristisk udseende.
Når man sejler i skærgården er det med at følge med i søkortet. Ikke blot pga skær, men også broer og højspændingsledninger. På vej fra Karlskrona skal man passere (hvis man da ikke vil sejle en omvej) en bro med en frihøjde på 18 m. Det er præcis den højde vi skal have for at komme under. Vi har været under den flere gange, så vi var helt rolige, men det er umuligt at vurdere, set nedefra.
Efter at have været på indkøb – jeg som pakæsel med rygsæk
og det hele – skulle vi videre. Målet var nu Kristianopel (oprindelig
Christianopel), som er sidste by i Blekinge før den gamle grænse, dvs. før Danmark
mistede Skåne, Halland og Blekinge. Grundlagt af allestedsnærværende Chr. IV og
tæt på Brømsebro, hvor en af den mange skæbnesvangre krigsafslutninger fandt
sted – denne i 1645. Chr. IV gav os mange bygninger at se på, men bortset fra
det, var manden en katastrofe for Danmark. Men Kristianopel er et super
hyggeligt sted at besøge i dag. Og kirken er en oplevelse!
Kristianopel ligger i den sydlige ende af Kalmarsund –
sundet er det smalle stykke vand mellem Öland og fastlandet. Sandt at sige
synes jeg det er altid noget af et trivielt stykke at komme igennem, men der er
ikke rigtig noget alternativ. At sejle på ydersiden af Öland duer kun hvis man
sejler non-stop til Gotland, og det er ikke dér vi skal hen denne gang. Til
gengæld havde vi, indtil videre, turens bedste sejltur op gennem sundet. 8-10
ms agten for tværs og bragende solskin. Det fås ikke bedre!
Vi valgte at lægge ind til Kalmar, fordi det er nemt at
handle dér. Da vi har været i Kalmar adskillige gange, var der ingen grund til
sightseeing, selvom fx Kalmar Slot bestemt er et besøg værd. Det var her
Kalmarunionen blev indgået under vores Margrete den 1., som nok til dato er den
mest magtfulde kvinde i danmarkshistorien.
På den svenske østkyst starter skærgården nord for
Oskarshamn. Det ville vi benytte os af, så næste mål var en fin ankerplads ved
Tväggesholmen, som ligger i skærgården ud for Figeholm. Vi var den absolut
eneste båd i miles omkreds og vejret var pragtfuldt – i hvert fald til næste
morgen, hvor det regnede med torden i baggrunden. Første regn siden …. vi kan
slet ikke huske, hvornår det var! Men inden det dårlige vejr kom sidst på
natten, havde vi en skøn aften på ankerpladsen. Dorthe badede for første gang
da vi havde smidt krogen, og jeg skulle have været i om morgenen. Jeg blev
reddet af det dårlige vejr. De tre billeder er fra samme ankerplads.
Den følgende dag ville vi have været op til Fyrudden – ca.
50 sm længere nord på. Afsted kom vi, men det var for surt. Regnvejr og modvind, så efter
nogen betænkningstid, drejede vi ind i mellem skærene igen og landede i
naturhavnen i Klintemåla. Never heard of it. Kun én anden båd foruden os – også
dansker. Men meget fredeligt og naturskønt. Den Svenske Kryssarklub har en bøje
liggende lige ved siden af vores bro, og som medlemmer kunne vi have ligget ved
den. Men så kunne Dorthe jo ikke falde i vandet ved landgang ….
Men dagen efter kom vi til Fyrudden efter en herlig, varieret tur gennem skærgården. Vi havde også en etape udenskærs og fik dejlige timer for sejl.
Vi er nu havnet i Oxelösund, som blot ligger lidt syd for Stockholms skærgård. Vi hat taget en overliggerdag. Den generelle vejrudsigt er ikke særlig god for vores videre færd mod nord – nordlig vind og ikke ret meget af den. Men pyt, vi når det vi når!
Husk I kan følge os på fx www.marinetraffic.com – skriv Marianne 4 i søgefeltet, så kan I både se, hvor vi er og hvilken rute vi senest har tilbagelagt, ved at klikke lidt.
