Marianne 4

Denne beretning dækker perioden 07AUG18 til 24AUG18

Turen til Fårösund/Gotland skulle tage ca. 20 timer, så
afgangen fra Saaremaa skulle times så vi kom frem i dagslys. Vi tog derfor
afsted ved middagstid i dejligt vejr. Der var meget langt mellem andre sejlere,
men vi så en del store skibe da vi krydsede Østersøen. I begyndelsen supplerede
vi vinden med motoren, men det meste af turen blev herlig sejlads og vi ankom
kl. 0730. Dorthe gik til køjs med hønsene og jeg purrede hende ved indsejlingen
til Fårösund – det er sundet mellem Gotland og øen lige nord for: Fårö.

Efter en formiddagslur, gjorde det godt med et glas øl

Dagen efter sejlede vi ned til Visby, som er hovedbyen på
Gotland med over 20.000 indbyggere. Som mange andre områder i Østersøen, har
også Gotland haft en omtumlet historie under indflydelse og herredømme: Hansa
forbundet, Danmark, Sverige og Rusland. Der er kommet en aldeles charmerende
middelalderby ud af det hele. Omkranset af en intakt bymur af anseelige
dimensioner.

I 1361 kom Valdemar Atterdag til øen med sin hær. Visby
betalte en kæmpe skat for at undgå byens ødelæggelse og ’vi’ herskede over øen
frem til 1679. Skibet, der skulle hjemføre de 3 tønder gulv og sølv, forliste
tæt på Gotland og er endnu ikke fundet ….

Næsten ingen bilkørsel indenfor murene er med til at gøre
området til noget helt specielt. Vi var der netop som der var ’Middelalderuge’
med mange arrangementer. Da vi også lå indeblæst, kunne vi rigtig nyde byen,
som vi ikke har besøgt de sidste 12 år. Lystbådehavnen ligger helt ind til
bymidten.

Vi fik besøg af en gammel svensk motortorpedobåd T 56 fra
1957. Den ejes og drives af en forening (ligesom 17 andre, ældre fartøjer) og
har hjemmehavn i Stockholm. 3 stk. dieselmotorer (den er fra før man begyndte
med gasturbiner til sådanne skibe) med en samlet ydelse på 5.000 HK – topfart
50 knob. Efter et par dage sejlede den hjem igen.

I middelalderugen går mange personer rundt i byen i dragter.

Den ene aften nød vi krebs og jordbær.

Det var slemt blæsevejr med op til 14 ms i havnen – det gav
en del både vanskeligheder med fortøjningerne.

Det 2. billede er en svejtsisk båd – et lidt sjældent syn. Ovenikøbet
en danskbygget båd.

På grund af blæsevejret lå vi 3 dage i Visby, men som sagt,
var det jo et heldigt sted. Nu sejlede vi ned til Öland, nærmere bestemt den
nordligste lille by, som hedder Byxelkrog. I Visby mødte vi et engelsk par i
deres ’Lady Hamilton’ – admiral, Lord Nelson’s elskerinde. Vi fulgtes med dem
nogle dage og nød hinandens selskab. Foruden Byxelkrog besøgte vi også Borgholm
på Öland, hvor vi sagde farvel til Joanna og Malcolm.

På vej ned gennem Kalmarsund mødte vi ’Vega af Gammelby’ –
en smuk skonnert bygget i Viken (Øresund) i 1909. Jeg har snuppet et extra billede
på nettet, hvor hun sejler for fulde sejl. Der sejles togter hele sommeren og
man kan købe sig en gasteplads.

Vel ude af Kalmarsund, gik vi ind til Kristianopel, som vi
også besøgte på udturen. Her lagde vi os ved siden af vores klubkammerater
Susanne og Tom hjemme fra sejlklubben. Ikke helt tilfældigt, for vi havde en
idé om de var der. Men stor overraskelse for dem!

I både Nortälje og Mariehamn er vi løbet ind i bil-træf. Her
i Kristianopel ankom et stort antal motorcykler, som kørte rundt og samlede ind
til en børne cancer fond. Der var fine cykler imellem, specielt syntes jeg jo
om Velocetten.

Men at møde Susanne og Tom var ikke den eneste overraskelse.
Mens vi sidder på molen og nyder en øl sammen med dem, bliver vi banket på
skulderen: Ing-Marie og Håkan, som vi sidst var sammen med i Holland – vi mødte
dem under vores sommertogt i 2011. De var på vej til Middelhavet, hvor de har
sejlet siden. Nu var de på vej hjem. Vi har holdt kontakt via hinandens blogs
gennem årene. Det er en lille verden! Vi fik en god snak med dem om aftenen og
vinkede farvel næste morgen.

Syd for havnen står et ’gammelt’ vippefyr:

Vi mødte et par gange en ældre, dansk coaster. Man lagde
mærke til skibet, dels fordi det nu er en sjælden type – lastbiler har
overtaget deres last – og dels fordi den er meget velholdt. Saturn af
Nørresundby:

Skibet er bygget i 1965. Dengang var mange coastere i drift.
De såkaldte paketbåde gik i rutefart mellem alle danske byer. Jeg husker en
sommertur med juniorafdelingen i Hellerup Sejlklub en gang omkring 1960. Vi
sluttede i Vejle og så blev alle juniorbådene – vel en 12 stykker – afrigget og
lastet på en paketbåd og sejlet til København. Dér blev de losset og vi sejlede
dem hjem til Hellerup. Jeg sejlede på J 115.

Næste mål blev Karlskrona, som vi også besøgte på udturen.
Jeg omtalte den ’berømte’ sovjetiske u-båd, som gik på grund langt inde i den
svenske skærgård i 1981. Det var i Gåsefjorden og vores klubkammerater besøgte
stedet på vejen. Der er opsat en plade med profilen af ubåden. Det andet
billede er fra nettet.

Ubåden var af den såkaldte whisky klasse (NATO betegnelse)
og det blev jo hurtigt til ’whisky on the rocks’. En helt grotesk hændelse,
hvor kaptajnen hævdede, at gyrokompasset var i stykker og man troede at være
ved den polske kyst. Målinger afslørede, at der var atomvåben ombord.

Men vi taler altså om Østersøen, som USSR omtalte som
’Fredens Hav’. I det hele taget hviler der en grum fortid over Østersøen. Det
anslås at 60.000 mennesker omkom i Østersøen under 2. Verdenskrig. Et voldsomt
tal, ikke mindst når man sammenligner med Atlanterhavet, hvor det anslås at ca.
100.000 omkom. Specielt i de allersidste måneder af krigen var tabene store
under transporten af civile og soldater fra øst mod vest mens Den Røde Hær
rykkede frem. Én sovjetisk ubåd sænkede således indenfor 11 dage 2 tyske skibe
med op mod 15.000 ombord – næste alle omkom. Et 3. skib blev torpederet af en
anden ubåd – Goya, hvor ca. 7.000 omkom.

En frygtelig kontrast til Titanic’s forlis, som man i 1997
kunne lave en blockbuster film om. Det var den største skibskatastrofe i
fredstid til dato – 1912 – med ca. 1.500 ofre. 8 år tidligere indtraf det
hidtil største forlis: det danske DFDS skib ’Norge’, som forliste nord for
Skotland med tab af 600 liv. Det er Gudskelov stadig det største danske forlis.

I Karlskrona mødte vi et af vores søsterskibe, tyske Kymm.
Det er nu 3. gang vi tilfældigt mødes med Margareta og Klaus – 2012, 2015 og nu
2018. Ved samme bro lå en Faurby 999 med et ungt tysk par ombord.

Efter en extra overnatning på grund af blæst, forlod vi
Karlskrona uden helt at vide, hvor vinden ville bringe os hen. Vi sejlede ud ad
hovedløbet til Karlskrona, hvor både ny og gammel befæstning bevogter
indsejlingen.

Igennem årene har vi adskillige gange mødt den 87 fod store
skonnert Brabrander, som ejes af Klaipeda Universitet – rigtig flot skib, som
denne gang lå i Visby.

Vi endte i Åhus på den skånske østkyst, og lå meget
hyggeligt ved den lokale sejlklub’s broer. Åhus er en slags havneby for
Kristianstad og klubben hedder Christianstads Segelsällskap – læg mærke til
logoet:

Der var rigtig hyggeligt.

Vejrudsigten var os ikke gunstig i disse dage. Både forkert
retning og styrke. For at komme hjem skal vi jo vestover, og går det ikke, hvis
vestenvinden er alt for kraftig – der er kun én ting at gøre, vente tålmodigt.
Vi sejlede derfor til Simrishamn, hvor der er gode handlemuligheder, og vi kom
till at ligge der tre dage. Her er en skøn fiskeforretning, Systembolaget og
andre vigtige ting. Og bare hygge i kahytten.

Udenfor indgangen til sprutbutikken ligger kirken – det er
jo bedre at tænke på kirken derfra end omvendt.

I Simrishamn mødte vi sejlervenner i Wichwam med Mette og
Henrik. I modsætning til os, nåede de helt op til Haparanda på deres togt.
Henrik og jeg arrangerer sammen næste års FTLF flotille til Rusland og Norge.
Vi fulgtes med dem til Falsterbokanalen og efter en overnatning i Höllviken er
vi nu tilbage i Øresund. Vi sluttet årets sommertogt med Høsttræf med vores
sejlklub. Det vil bringe os til Nivå og Råå i Sverige og derefter går det hjem
til Svanemøllen.

Når man passerer Kastrup lufthavn er det altid spændende, hvilke flyvemaskiner, der kommer hen over hovedet på os i meget lav højde – landingsbanen er jo lige ved siden af. Denne dag var vi så heldige at Emirates Airbus 380 – verdens største passagerfly – kom lige hen over os.

Som et lille kuriosum til sidst – i Sundet blev vi overhalet
af en Swan 115, som sejlede præcis dobbelt så stærkt som vi. Og han havde kun
storsejlet oppe. Jeg fandt en brugt til salg på nettet:

Alt vel ombord – togtet blev på ca. 1.500 sømil. En del af
vejret har været med os, nemlig sol og varme. Men vinden har ladet en del
tilbage at ønske. Vi har bidraget for rigeligt til CO2 emissionen. Men sammenlignet
med sidste års vejr, har det været helt fantastisk!

Tak for denne gang!

Indlægget dækker perioden 24JUL18 til 06AUG18.

Degerby på Degerö er fint lille sted vi kender fra
tidligere. Dejlige omgivelser med alt, hvad man behøver, incl. supermarked lige
ved siden af. Med jævne mellemrum kommer en færge, men det er jo en af
konsekvenserne af et ørige, som det vi sejler i.

Ved siden af os lå en H-båd med australsk flag – det pirrer
nysgerrigheden! Den var nu ikke kommet fra down under, men fra Stockholm.
Australske Oliver og finske kæreste Karin havde lige købt den for € 1.300 og
var på vej hjem til Helsingfors. Båden så fin ud, så man kan godt blive
sejlende for beskedne midler.

Herefter gik det videre til naturhavnen Kallskär – et sted
vi fik anbefalet da vi første gang var på Åland i -10. Med noget besvær fandt
vi et sted op mod klipperne, men det var desværre så stejlt at Dorthe måtte
opgive at komme i land. Men hold op, hvor smukt!

På søkortet kunne man ikke se ’grænsen’ mellem Åland og Finland,
men da vi kom ind i et markeret skydeområde, var vi klar over at det var Finland,
for Åland er demilitariseret. Det kan man ikke sige om Utö, for man ser stadig,
hvor kraftigt den var befæstet op til murens fald. Der er 2 små flydebroer til
gæstesejlere uden andet end en stikkontakt.

Når man se godt efter kunne man se ’pillboxes’ (WW2 udtryk
for en nedgravet skydestilling) hele vejen rundt – hvis det ikke allerede er
gået op for jer: Karsten har noget med kanoner, han er jo gammel artillerist.
Som tiden er gået, mere gammel end artillerist.

Vi nærmede os fuldmåne – og måneformørkelse

På den mere beklagelige side erfarede vi, at vores kølevandspumpe
– trods reparation – alligevel ikke er tæt. Ikke voldsomt utæt, men nok til, at
noget må gøres. Det var derfor dejligt, at det dagen efter var sejlvejr. Vi
havde 67 sm ned til Estland – nærmere bestemt øen Hiiumaa, hvilket vil sige en
10-12 timer. God vejrudsigt, som dog ikke kom til helt at passe. Vi startede i
fin stil med genakker

Det røde kryds på kortet er affarende sted (Utö) og SØ herfor
ses de estiske øer

Efterhånden har vi på togtet set en del alger i vandet, men
det var da helt galt på denne tur

Men vinden spidsede mere og mere samtidigt med at den øgede
til mere end ’lovet’. Så vi endte på bidevind med 2 reb i storen. Vi sejlede
alt mellem 4 og 8 knob og ankom i en ordentlig piver. I blæst og bølger går vi
ikke på dækket, hvis ikke det er strengt nødvendigt, så først indenfor molerne gik
Dorthe på dæk og ordnede fortøjninger og fendere, mens jeg lavede
havnerundfart. Adskillige sejlere og en havneassistent stod klar – vi skulle
ind på en plads med sidevind – til at tage imod fortøjninger. Det gik som vi
aldrig foretog os andet.

Nå jo, vi ankom til – som planlagt! – til Kärdla, som nævnt
på øen Hiiumaa. Det minder mig om den gamle historie – når man i gamle dage
(dvs. da jeg var ung) kom til en havn, gik man næste morgen til bageren, for så
kunne man på brødposen se, hvor man var havnet! Spøg til side, så var
navigationen før DECCA og GPS en helt anden usikker affære end i dag. Men vi
kom jo alligevel frem.

Vi ankom en fredag aften, så der var ikke så meget at gøre
med pumpeproblemet de første par dage. Til havnen var tilknyttet
vinteropbevaring af både, men det var begrænset, hvad de kunne rent
værkstedsmæssigt. I løbet af weekenden blev jeg enig med mig selv om ikke at
lave flere experimenter – ny pumpe, så kan vi renovere den gamle derhjemme. Og
dermed have en reserve ombord i fremtiden. Den kompetente havnefoged bestilte
mandag morgen en ny pumpe, den ankom tirsdag aften og onsdag morgen monterede
jeg den. Kl. 10 sejlede vi.

Men det betød sammenlagt 5 dage på Hiiumaa, hvor vi ikke før
havde været. Det var heldigvis et fint sted! Men allerførst: det var netop den
fredag aften, da vi ankom, vi skulle se måneformørkelse – med det specielle fænomen, blodmåne. Vi ankom ved 21-tiden, som var perfekt, bortset fra, at det lige inden
blev helt overskyet – øv!

Den mindre by lå et kvarters gang fra havnen – blanding af
nyt og gammelt. Gammelt i denne forbindelse er elendige ting fra Sovjettiden.
Men selv det gamle kan være vedligeholdt og hyggeligt.

Og så er der det dér med kanoner og Karsten

Jeg bar på den tunge rygsæk!

Dannebrog kom fint op efter vores ankomst

Det var en meget aktiv havn, med aktiviteter som Optimistsejlads,
windsurfing, kitesurfing, osv. Og frem for alt en rigtig god stemning.

Den ene dag lejede vi en bil – heldigvis med AC – for at
udnytte tiden og udforske øen. En dejlig rundtur blev det til med en virkelig
god frokost på en restaurant vi ’bare’ kom forbi. Fyrtårnet (102 m asl) blev
importeret i mindre dele fra Paris i 1874. Der er mange grusveje – man føler
sig som i Sverige tilbage i tiden.

Det var også varmt i Estland!

Om aftenen var vi tilbage på havnen

Og så ankom den ny pumpe!

Dette er vores 3. besøg i Estland og vi befinder os godt i
landet. Denne gang kommer vi ikke til Tallinn, men holder os til de meget
mindre turistede estiske øer. Landet har haft en meget omtumlet historie med
skiftende herrer – Danmark (som grundlagde Tallinn i 1219), en tysk orden,
Sverige, Rusland, Tyskland, USSR …..

Først i perioden fra den russiske revolution til 2.
Verdenskrig’s udbrud, opnåede esterne selvstændighed. Som konsekvens af Ribbentrop/Molotov
aftalen i -39, blev de baltiske lande besat af USSR, efter Tyskland’s angreb på
Sovjetunionen i -41 blev de besat af Tyskland, men kom atter under USSR fra 1944.
Ved USSR’s opløsning i 1991 blev landet atter selvstændigt og er i dag både
medlem af NATO og EU. En fjerdedel af befolkningen er etniske russere. En
gammel dame bad mig – på russisk – i et supermarked om at række sig en vare på
en høj hylde.

På de estiske øer og fastlandskysten har der fra helt gamle
dage boet svenskere – de bevarede svensk som deres sprog helt op til vores vore
dage og levede tilsyneladende i harmoni med esterne. Langt de fleste af disse
mennesker flygtede til Sverige i 1944 da russerne vendte tilbage. Jeg havde en
svensk kollega i Växsjö, hvis forældre var her i blandt.

Men nu var vi jo sejlklar og turen ned til øen Muhu – til byen
Kuivastu. Velfungerende marine vi allerede kendte, men noget skæmmet af en heftig
færgetrafik.

På turen ned til den største af øerne, Saaremaa, havde vi en
god del af vejen fin vind – selvom motoren nu var i orden, er det sandelig at
foretrække! Og vejret er fortsat skønt!

Det kølede dog af mod aften

Indsejlingen til Kuresaare er noget spøjs – lang og gravet i
en helt ret linie.

Vi har ikke besøgt byen før – den er en perle! Og godt det
samme, for vi ligger her i flere dage og venter på den rigtige vind til at
komme videre. Billederne taler for sig selv.

Vi vil herfra sejle til Fårösund, som er sundet mellem
nordspidsen af Gotland og Fårö. Distancen er126 sm, så det kommer til at tage
et døgns tid. Vejrudsigten har nu i to dage forudsagt, at det skulle passe med
afgang tirsdag middag 07AUG18.

Denne beretning dækker perioden fra 9. til 24 juli.

Oxelösund skæmmes umiddelbart noget af stor og larmende
aktivitet på den anden side af vigen, hvor lystbådehavnene ligger. Men da jeg
har en svaghed for industrihavne (i skarp modsætning til Dorthe), er det helt
fint. Der udskibes jernmalm, så mon ikke de noget tvivlsomme svenske
aktiviteter under 2. Verdenskrig, bl.a. har fundet sted her. Der er to havne og
vi har tidligere besøgt dem begge. Favoritten var stadig fin og man kunne fx
låne cykel.

Undervejs mødte vi denne fine skonnert med alle sejl sat – flot og sjældent syn!

Inde i havnen ligger en lille – beboet? – ø

På vejen ind til havnen passerer man Femöre Fortet, som var
en del af det svenske kystartilleri, bygget i tresserne og halvfjerdserne. Hele
anlægget er sprængt ind i klipperne.

På vores videre færd nordpå kom vi til Nynäshamn og på vejen
passerer man Landsort, som er det sydligste punkt i den stockholmske skærgård.

Nynäshamn er et populært mål for krydstogtskibe

Overalt i skærgården er der små udflugtsdampere

Stadig videre mod nord og nu er målet det berømte
Saltsjöbaden tæt på Stockholm. På vejen passerede vi Dalarö Skans, som er
bygget tillbage i 1600-tallet. Historikerne kan ikke blive enige om fortet blev
bygget til beskyttelse af Stockholm eller som beskyttelse af skibe i havnen på
øen.

Lidt efter passerede vi en skarvkoloni. Skarven i sig selv
er en fantastisk fugl, men ureguleret efterlader den nogle problemer. Hvad vi
ikke kan se er, at den i visse områder er meget ødelæggende for fiskeriet, men
hvad vi kan se er, at de kan skide en ø helt ihjel. Og passerer man i læsiden,
er stanken en oplevelse i sig selv! På det helt hjemlige plan, kan vi se
resultatet på Fugleøen i Peblingesøen på Østerbro i København. Man kan altså
drive en fredning for vidt!

Vi møder mange fine, gamle både – her er det en motorbåd

Skærgården er i sig selv meget køn, men det er de charmerende huse også

Yachtlåget bliver luftet

Vi møder skønne, klassiske både i skærgården

Under vores to tidligere besøg i Stockholm, har vi ikke
været i Saltsjöbaden. Det er hjemsted for Kungliga Svenska Segel Sällskapet,
KSSS, og er således den svenske pendant til danske KDY. Havnen var godt fyldt,
men venlige unge damer var behjælpelige med at finde plads til os – vi blev
direkte nabo til en restaurant!

Her er Dorthe klar til at gå i byen

Saltsjöbadens oprindelse var, at en Wallenberg, i slutningen
af 1800 tallet, bestemte sig for at opføre et ’svensk Trouville’ i udkanten af
Stockholm. Til formålet blev opført et slotslignende ’Grand Hotel’ og med det
samme blev en jernbane til Stockholm anlagt. Jo, ingen smålige begrænsninger.
De sidste 15 år har dansk-egypteren Enan Galaly ejet hotellet. Det ser dog ud som
om der mangler lidt på vedligeholdelseskontoen? Vi spiste en fin middag på
restauranten ved siden af båden og så var det jo nemt at vakle hjem bagefter.

Saltsjöbaden’s Lawn Tennis Klubb ligger helt vidunderligt –
jeg kom til at savne min ugentlige tennismatch

Nu var det tid at forlade det flamboyante til fordel for
skærgården – vejret er fortsat helt utroligt godt, samtidigt med at vi hører om
et stigende antal skovbrande i landet. Som sagt ville vi ikke ind til Stockholm,
så vi fortsatte nordpå i den østlige kant af den stockholmske skærgård. Vores
mål var intet mindre end ’Paradiset’ – så kan man ikke stile højere. Stedet
kunne leve op til vores verdslige udgave, ikke mindst med det nuværende vejr!
Vi lå for anker, og vi var ikke de eneste, der havde fået den idé at sejle
dertil.

A room with a view – selv fra bådens toiletvindue er udsigten idyllisk

Læg mærke til den fine jolle på
agterdækket af den smukke, gamle båd

Vores modus operandi er gerne at gerne at skifte mellem ankring og havn. Så kan vi købe ind og bunkre vand hver anden dag. Vi
var stadig på vej nordpå, så næste valg faldt på Norrtälje. Byen ligger – for os
søfolk – lidt af vejen for enden af en 10 sømil lang, smal fjord. Inden vi nåede
fjorden, mødte vi dette skib:

Det er Svenska Kryssarklubben’s (som vi er medlemmer af) Gratia, der anvendes som skolefartøj. Skibet er bygget i England i 1903 og har, som
alle gamle fartøjer, ført en omskiftelig tilværelse. Allerførst var skibet
rigget som yawl, senere, mens den er i svensk eje fra 30’erne til 60’erne, blev
den ændret til skonnert. I Kryssarklubben’s eje bliver den i 70’erne rigget som
ketch, og som man kan se på billedet, er det stadig sådan. Skibet er 97 fod
langt og har et deplacement på 70 ton.

Norrtälje viser sig at være et fint bekendtskab. Bortset fra
store supermarkeder i rimelig gå afstand, var der fine faciliteter og et rart
miljø på de to mindre flydebroer. Tilfældet ville, at der var et stort amerikanerbil-stævne
– jeg læste i ét af bilvinduerne, at han var deltager nr. 720!

Skærgårdens Dronning kaldes dampskibet Norrtelje, også
bygget i år 1900. Det er ikke længere i drift, men er maskinelt fuldt intakt,
og er i dag restaurantskib.

Men der er stadig dampskibe
i drift og efter røgen at dømme, kulfyrede.

Hyggeaften i cockpittet

Vi kom afsted hjemmefra med 14 dages forsinkelse og har, sandt at sige, ikke været begunstiget af gode vindforhold. Det har betydet, at
vi ikke er kommet så langt, som vi havde tænkt os på nuværende tidspunkt og vi
har sejlet alt for mange motortimer. Konklusion: vi dropper Den Botniske Bugt
og vil nu sejle over til Åland og hygge os dér en tid.

Derfor sejlede vi kun til yderligere én havn i Sverige i
denne omgang, nemlig Grisslehamn – beskrevet som et (på svensk) ’genuint
skärgårdssamhälle’. Der er en havn på både øst- og vestsiden af den lille by –
vi valgte den østlige fordi vi kom fra den side. Vi kunne have taget en kortere
rute, hvis vores mast var lidt lavere, og var så havnet på vestsiden.

Dorthe hygger i Grisslehamn i solnedgangen

Det bliver nu vores 3. besøg på Åland. Hovedøen huser byen
Mariehamn, som er hovedstaden – og eneste by. Her findes også Ålands eneste
trafiklyskurv. Fasta Åland (hovedøen) ligger nærmere Sverige end Finland og øst
herfor ligger en myriade af øer over mod Finland. Åland har været kastebold
mellem Sverige, Finland og Rusland. Enden på det blev i 1920’erne, at Åland
blev tilkendt Finland, men med selvstyrelov, eget parlament og flag (det sidste
dog meget senere). Åland skal være demilitariseret zone og Finland må ikke søge
at ’finlandisere’ området, fx sprogligt. Befolkningen er i dag knyttet til både
Sverige og Finland – Fader Finland og Moder Svea. Befolkningstallet er knapt
30.000, altså – uden sammenligning i øvrigt – ca. det samme som Færøerne.

For komme hertil fra Sverige, må man krydse Ålandshavet. Det
lyder drabeligt, men er kun en tur på ca. 20 sm. Vi ville tage en runde rundt
om fra nord og ende i Mariehamn.

Selvom man er til søs kan man
alligevel holde sig ren undervejs

Nordligste punkt på dette års sommertogt blev denne lille ø, som
vi rundede på vej til vores ankerplads. Billedet er et screen dump fra det ene af vores elektroniske navigations systemer. Den blå linie er ruten, lagt automatisk på forhånd, og den gule vores ‘track’ – altså hvor vi reelt sejlede. Jeg valgte at sejle nord om øen på grund af det lave vand. Dagen efter sejlede vi dog indenom.

Vi smed krogen i bunden af Djupviken og det var ren
sommeridyl – både om dagen og om aftenen. Ved den røde pil kastede vi anker. Når jeg skriver kaster og smider om ankeret, passer det ikke – det kommer forholdsvis stille og roligt ned med kæde og det hele og vi har elektrisk ankerspil.

Hvad der var knapt så idyllisk var, at næste morgen stod der
en håndsbredde vand under motoren. Selvom vi nu sejler i brakvand, kunne jeg
dog smage, at det var havvand – dvs. et problem med motorens kølesystem. Det
viste sig at være en utæt akseltætning på kølevandspumpen. Vi valgte at sejle ’mod
civilisationen’ dvs. Mariehamn, for dér var nok størst chance for at finde et
værksted.

Undervejs mødte vi meget forskellige fartøjer – måske er det kun sejlkyndige, der kan se, at sejlbåden har en KÆMPE rig.

Her er pumpen demonteret og afleveret til et værft

Dorthe beklagede sig over, at det gik ud over
arbejdsforholdene i hendes pantry

Havnen vi benytter i Mariehamn, er Ålands Segel Selskåp og
den er meget charmerende. Sønden for lystbådehavnen – det hele er naturhavn –
ligger færgelejerne for den heftige trafik til Helsingfors og Stockholm. Ved
siden af ligger også den store firemastede bark Pommern fra 1903, som er museums skib.

Vi fik pumpen retur den følgende dag og jeg monterede den
igen. Selvom vi nu igen var ’kørende’ blev vi en extra dag, da vi fik et døgn
med kraftigt regnvejr! Helt mærkeligt, men meget tiltrængt.

Da vi sejlede videre, vendte vi stævnen østpå og sejlede
gennem Lemströms kanalen, hvor en svingbro åbnede for os og mange andre både.
På vejen mødte vi denne fine Ålandsskonnert.

Vi valgte en ankerplads ved Segelskär. Jeg tror det har været en af de smukkeste ture i skærgård vi har foretaget.
sydDe to første billeder
er taget ved midnat, det ene mod med en 70% måne og det andet mod nord,
hvor solen står lige under kimingen. Det 3. billede er den følgende morgen kl.
5. Det bliver spændende på fredag med måneformørkelse!

Nu er vi sejlet til Degerby, som absolut ikke er en by, men
en samling huse. Ikke desto mindre er her hyggeligt og vi tager én overliggerdag.

Tirsdag den 26. juni kom vi endelig afsted, efter en
uforudset forsinkelse. Hov, nu kom der lige endnu en uforudset hændelse i præcis dette
øjeblik ……

Netop som jeg satte mig til at skrive, skvattede Dorthe i
karret, som man siger. På vej ned på flydebroen i naturhavnen i Klintemåla, gled hun på stævnstigen, og PLASK. Dér lå
hun så og svømmede rundt, hvorefter hun fik en line og jeg trak hende agterud
til den officielle badestige, og badenymfen steg ombord igen. Noget forslået og garanteret på vej til at blive godt øm i de kommende dage. Den eneste trøst: vandtemperatur 20,6 gr. Vi har sejlervenner, som netop
har fået deres båd på land i Grækenland, og for et par dage siden faldt Lena 3
m ned. Pu-ha, hvor kan det hurtigt gå galt!

Forårsklargøringen var i år lidt hektisk bl.a fordi jeg installerede et nyt lithium-batteri system ombord. Og der er jo altid noget, som driller. Men i orden kom det og, syv-ni-tretten, det ser ud til at fungere fint. Den øvrige klargøring bød ikke på overraskelser. På billedet er jeg halvvejs oppe i masten.

Efter nu at have været afsted i et par uger, er sjælen
ved at indhente mig, og så må det være tid for en søforklaring.

Første dag sejlede vi til Falsterbokanalen, hvor der er en
lystbådehavn ved nordenden, før broen. Kanalen er en direkte konsekvens af 2.
Verdenskrigs udbrud. Falsterbro Rev går langt ud i retning af Stevns, og
tyskerne udlagde søminer i stort antal, og ville ikke respektere svensk
territorialfarvand. For at kunne opretholde kystsejlads i rimeligt omfang, blev
kanalen anlagt på ca. 1 ½ år. Som soldat på Bornholm husker jeg at 66 bådene ’i
gamle dage’ sejlede igennem kanalen. I dag er det vist kun lystfartøjer, og
broen åbner hver hele time.

Om aftenen gik jeg på molen og så mod København – kunne
klart erkende profilen af Amager Bakke, det ny affaldsforbrændingsanlæg. Jeg tænkte,
at nu ville det vare et par måneder før jeg genså Danmark, men det var
naturligvis forkert!

Næste formiddag videre – det flotte højtryksvejr er både
godt og ondt, for der er ingen vind at sejle på, så det er for maskine. På
svensk ’kör’ man når det er for maskine og ’seglar’ når vinden driver værket.
Man skulle efterhånden ikke tro det, men vi lagde om aftenen ind i en havn vi
ikke tidligere havde besøgt: Kåseberga, som er et gammelt fiskerleje – øst for
Ystad og lidt før Sveriges sydøstlige hjørne. Fint lille sted! Stedet er kendt
for en ældgammel stensætning, kaldet Ales Stenar, dateret 500 år f.Kr. Man ved
ikke, hvad meningen med stenene har været.

Nu havde vi behov for indkøb, så næste havn skulle have et
godt supermarked. Valget faldt på Simrishamn, med en stor og rimelig kønsløs
marina, men byen er mægtig hyggelig. Vejret er fortsat meget varmt og med ringe
vind – den smule vi havde var lige i mod! Hele vejen rundt om hjørnet af
Sverige, kunne vi klart se Bornholm, så helt havde vi endnu ikke sluppet
fædrelandet. Men på vej i Hanöbugten forsvandt Bornholm under kimingen.

Vores mål med turen var/er Den Botniske Bugt – dvs. nord for
Stockholm og Ålandsøerne. Vi har aldrig været nord for disse steder. Hvor langt
op i bugten vi så kommer, må vise sig – vejr, vind, tid og lyst vil afgøre det.
Så for at komme videre skal vi over Hanöbugten, hvilket er en distance på 60
sømil (1 sømil = 1.852 m), og det vil tage omkring 10 timer, naturligvis
afhængig af vinden. Men den er der ikke rigtig, vinden altså, den er lige i
mod. Det gider vi ikke! Så vi sejler i stedet til Hanö, som er 30 sømil borte,
og næsten i den rigtige retning. Hanö spillede en rolle for englænderne under
Napoleonskrigene – de krige, Danmark kom rigtig skidt fra. Hanö var engelsk
flådebase og der blev anlagt en engelsk kirkegård. I nyere tid blev der, i
forbindelse med et engelsk flådebesøg, rejst et kors på kirkegården.

Øen er ikke stor – 214 ha, og der er ingen biler. Vi har
været der flere gange, bl.a. engang under en nordvestlig kuling. Havnen er
meget udsat i denne vindretning og det var en skrækkelig oplevelse. Men denne
gang var fin, varm og fredelig!

Vejrudsigterne er os stadig ugunstige. Bevares, det er fint
sommervejr, men vi sejler på vind og vil ydermere gerne have lidt slæk på
skøderne (for landkrabber: vi vil ikke sejle i modvind). Så vi trækker den i
ørerne og vil hygge os i dejlige Blekinge. Indenskærs i den grønne skærgård
stævner vi mod Ekenäs ved Rönneby. Fra vores bådebro er der 200 m over til Karö
(udtales Kår-ø på svensk), og den rute betjenes en shuttle færge. Samme båd
alle de år vi er kommet her.

At besøge dette sted indebærer altid en spadseretur Karö
rundt. Vi blev en extra dag mens en østenpiver blæste igennem. Øen har i øvrigt
navn efter en tidligere ejers kærlighed: Karin. Den ene aften var vi til rødvin
ombord hos Fie og Niels – en Bianca 111 hjemme fra Svanemøllen – båden hedder
Castafiore. Get it?

På vej fra Ekenäs passerede vi Castafiore, og de tog et billede af os.

Nu var det blevet tid for indkøb igen. Vi kunne naturligvis
have taget bussen (5 min.) ind til Rönneby, men da vi jo skulle videre, valgte
vi at gå til Karlskrona. Det var her i skærgården den ’berømte’ russiske ubåd
gik på grund tilbage i den kolde krigs tid. Byen har i flere hundreder år været
hovedbase for den svenske flåde. I 1659 blev Blekinge svensk og man havde behov
for en flådehavn, som ikke var ligeså bundfrossen som Stockholm om vinteren.
Det var dengang vi havde ’den lille istid’ som først sluttede i midten af
1800-tallet. Basen er stadig hjemsted for den svenske flåde, som bl.a. omfatter
5 stk. korvetter af meget futuristisk udseende.

Når man sejler i skærgården er det med at følge med i søkortet. Ikke blot pga skær, men også broer og højspændingsledninger. På vej fra Karlskrona skal man passere (hvis man da ikke vil sejle en omvej) en bro med en frihøjde på 18 m. Det er præcis den højde vi skal have for at komme under. Vi har været under den flere gange, så vi var helt rolige, men det er umuligt at vurdere, set nedefra.

Efter at have været på indkøb – jeg som pakæsel med rygsæk
og det hele – skulle vi videre. Målet var nu Kristianopel (oprindelig
Christianopel), som er sidste by i Blekinge før den gamle grænse, dvs. før Danmark
mistede Skåne, Halland og Blekinge. Grundlagt af allestedsnærværende Chr. IV og
tæt på Brømsebro, hvor en af den mange skæbnesvangre krigsafslutninger fandt
sted – denne i 1645. Chr. IV gav os mange bygninger at se på, men bortset fra
det, var manden en katastrofe for Danmark. Men Kristianopel er et super
hyggeligt sted at besøge i dag. Og kirken er en oplevelse!

Kristianopel ligger i den sydlige ende af Kalmarsund –
sundet er det smalle stykke vand mellem Öland og fastlandet. Sandt at sige
synes jeg det er altid noget af et trivielt stykke at komme igennem, men der er
ikke rigtig noget alternativ. At sejle på ydersiden af Öland duer kun hvis man
sejler non-stop til Gotland, og det er ikke dér vi skal hen denne gang. Til
gengæld havde vi, indtil videre, turens bedste sejltur op gennem sundet. 8-10
ms agten for tværs og bragende solskin. Det fås ikke bedre!

Vi valgte at lægge ind til Kalmar, fordi det er nemt at
handle dér. Da vi har været i Kalmar adskillige gange, var der ingen grund til
sightseeing, selvom fx Kalmar Slot bestemt er et besøg værd. Det var her
Kalmarunionen blev indgået under vores Margrete den 1., som nok til dato er den
mest magtfulde kvinde i danmarkshistorien.

På den svenske østkyst starter skærgården nord for
Oskarshamn. Det ville vi benytte os af, så næste mål var en fin ankerplads ved
Tväggesholmen, som ligger i skærgården ud for Figeholm. Vi var den absolut
eneste båd i miles omkreds og vejret var pragtfuldt – i hvert fald til næste
morgen, hvor det regnede med torden i baggrunden. Første regn siden …. vi kan
slet ikke huske, hvornår det var! Men inden det dårlige vejr kom sidst på
natten, havde vi en skøn aften på ankerpladsen. Dorthe badede for første gang
da vi havde smidt krogen, og jeg skulle have været i om morgenen. Jeg blev
reddet af det dårlige vejr. De tre billeder er fra samme ankerplads.

Den følgende dag ville vi have været op til Fyrudden – ca.
50 sm længere nord på. Afsted kom vi, men det var for surt. Regnvejr og modvind, så efter
nogen betænkningstid, drejede vi ind i mellem skærene igen og landede i
naturhavnen i Klintemåla. Never heard of it. Kun én anden båd foruden os – også
dansker. Men meget fredeligt og naturskønt. Den Svenske Kryssarklub har en bøje
liggende lige ved siden af vores bro, og som medlemmer kunne vi have ligget ved
den. Men så kunne Dorthe jo ikke falde i vandet ved landgang ….

Men dagen efter kom vi til Fyrudden efter en herlig, varieret tur gennem skærgården. Vi havde også en etape udenskærs og fik dejlige timer for sejl.

Vi er nu havnet i Oxelösund, som blot ligger lidt syd for Stockholms skærgård. Vi hat taget en overliggerdag. Den generelle vejrudsigt er ikke særlig god for vores videre færd mod nord – nordlig vind og ikke ret meget af den. Men pyt, vi når det vi når!

Husk I kan følge os på fx www.marinetraffic.com – skriv Marianne 4 i søgefeltet, så kan I både se, hvor vi er og hvilken rute vi senest har tilbagelagt, ved at klikke lidt.