Denne beretning dækker perioden fra 9. til 24 juli.
Oxelösund skæmmes umiddelbart noget af stor og larmende
aktivitet på den anden side af vigen, hvor lystbådehavnene ligger. Men da jeg
har en svaghed for industrihavne (i skarp modsætning til Dorthe), er det helt
fint. Der udskibes jernmalm, så mon ikke de noget tvivlsomme svenske
aktiviteter under 2. Verdenskrig, bl.a. har fundet sted her. Der er to havne og
vi har tidligere besøgt dem begge. Favoritten var stadig fin og man kunne fx
låne cykel.
Undervejs mødte vi denne fine skonnert med alle sejl sat – flot og sjældent syn!
Inde i havnen ligger en lille – beboet? – ø
På vejen ind til havnen passerer man Femöre Fortet, som var
en del af det svenske kystartilleri, bygget i tresserne og halvfjerdserne. Hele
anlægget er sprængt ind i klipperne.
På vores videre færd nordpå kom vi til Nynäshamn og på vejen
passerer man Landsort, som er det sydligste punkt i den stockholmske skærgård.
Nynäshamn er et populært mål for krydstogtskibe
Overalt i skærgården er der små udflugtsdampere
Stadig videre mod nord og nu er målet det berømte
Saltsjöbaden tæt på Stockholm. På vejen passerede vi Dalarö Skans, som er
bygget tillbage i 1600-tallet. Historikerne kan ikke blive enige om fortet blev
bygget til beskyttelse af Stockholm eller som beskyttelse af skibe i havnen på
øen.
Lidt efter passerede vi en skarvkoloni. Skarven i sig selv
er en fantastisk fugl, men ureguleret efterlader den nogle problemer. Hvad vi
ikke kan se er, at den i visse områder er meget ødelæggende for fiskeriet, men
hvad vi kan se er, at de kan skide en ø helt ihjel. Og passerer man i læsiden,
er stanken en oplevelse i sig selv! På det helt hjemlige plan, kan vi se
resultatet på Fugleøen i Peblingesøen på Østerbro i København. Man kan altså
drive en fredning for vidt!
Vi møder mange fine, gamle både – her er det en motorbåd
Skærgården er i sig selv meget køn, men det er de charmerende huse også
Yachtlåget bliver luftet
Vi møder skønne, klassiske både i skærgården
Under vores to tidligere besøg i Stockholm, har vi ikke
været i Saltsjöbaden. Det er hjemsted for Kungliga Svenska Segel Sällskapet,
KSSS, og er således den svenske pendant til danske KDY. Havnen var godt fyldt,
men venlige unge damer var behjælpelige med at finde plads til os – vi blev
direkte nabo til en restaurant!
Her er Dorthe klar til at gå i byen
Saltsjöbadens oprindelse var, at en Wallenberg, i slutningen
af 1800 tallet, bestemte sig for at opføre et ’svensk Trouville’ i udkanten af
Stockholm. Til formålet blev opført et slotslignende ’Grand Hotel’ og med det
samme blev en jernbane til Stockholm anlagt. Jo, ingen smålige begrænsninger.
De sidste 15 år har dansk-egypteren Enan Galaly ejet hotellet. Det ser dog ud som
om der mangler lidt på vedligeholdelseskontoen? Vi spiste en fin middag på
restauranten ved siden af båden og så var det jo nemt at vakle hjem bagefter.
Saltsjöbaden’s Lawn Tennis Klubb ligger helt vidunderligt –
jeg kom til at savne min ugentlige tennismatch
Nu var det tid at forlade det flamboyante til fordel for
skærgården – vejret er fortsat helt utroligt godt, samtidigt med at vi hører om
et stigende antal skovbrande i landet. Som sagt ville vi ikke ind til Stockholm,
så vi fortsatte nordpå i den østlige kant af den stockholmske skærgård. Vores
mål var intet mindre end ’Paradiset’ – så kan man ikke stile højere. Stedet
kunne leve op til vores verdslige udgave, ikke mindst med det nuværende vejr!
Vi lå for anker, og vi var ikke de eneste, der havde fået den idé at sejle
dertil.
A room with a view – selv fra bådens toiletvindue er udsigten idyllisk
Læg mærke til den fine jolle på
agterdækket af den smukke, gamle båd
Vores modus operandi er gerne at gerne at skifte mellem ankring og havn. Så kan vi købe ind og bunkre vand hver anden dag. Vi
var stadig på vej nordpå, så næste valg faldt på Norrtälje. Byen ligger – for os
søfolk – lidt af vejen for enden af en 10 sømil lang, smal fjord. Inden vi nåede
fjorden, mødte vi dette skib:
Det er Svenska Kryssarklubben’s (som vi er medlemmer af) Gratia, der anvendes som skolefartøj. Skibet er bygget i England i 1903 og har, som
alle gamle fartøjer, ført en omskiftelig tilværelse. Allerførst var skibet
rigget som yawl, senere, mens den er i svensk eje fra 30’erne til 60’erne, blev
den ændret til skonnert. I Kryssarklubben’s eje bliver den i 70’erne rigget som
ketch, og som man kan se på billedet, er det stadig sådan. Skibet er 97 fod
langt og har et deplacement på 70 ton.
Norrtälje viser sig at være et fint bekendtskab. Bortset fra
store supermarkeder i rimelig gå afstand, var der fine faciliteter og et rart
miljø på de to mindre flydebroer. Tilfældet ville, at der var et stort amerikanerbil-stævne
– jeg læste i ét af bilvinduerne, at han var deltager nr. 720!
Skærgårdens Dronning kaldes dampskibet Norrtelje, også
bygget i år 1900. Det er ikke længere i drift, men er maskinelt fuldt intakt,
og er i dag restaurantskib.
Men der er stadig dampskibe
i drift og efter røgen at dømme, kulfyrede.
Hyggeaften i cockpittet
Vi kom afsted hjemmefra med 14 dages forsinkelse og har, sandt at sige, ikke været begunstiget af gode vindforhold. Det har betydet, at
vi ikke er kommet så langt, som vi havde tænkt os på nuværende tidspunkt og vi
har sejlet alt for mange motortimer. Konklusion: vi dropper Den Botniske Bugt
og vil nu sejle over til Åland og hygge os dér en tid.
Derfor sejlede vi kun til yderligere én havn i Sverige i
denne omgang, nemlig Grisslehamn – beskrevet som et (på svensk) ’genuint
skärgårdssamhälle’. Der er en havn på både øst- og vestsiden af den lille by –
vi valgte den østlige fordi vi kom fra den side. Vi kunne have taget en kortere
rute, hvis vores mast var lidt lavere, og var så havnet på vestsiden.
Dorthe hygger i Grisslehamn i solnedgangen
Det bliver nu vores 3. besøg på Åland. Hovedøen huser byen
Mariehamn, som er hovedstaden – og eneste by. Her findes også Ålands eneste
trafiklyskurv. Fasta Åland (hovedøen) ligger nærmere Sverige end Finland og øst
herfor ligger en myriade af øer over mod Finland. Åland har været kastebold
mellem Sverige, Finland og Rusland. Enden på det blev i 1920’erne, at Åland
blev tilkendt Finland, men med selvstyrelov, eget parlament og flag (det sidste
dog meget senere). Åland skal være demilitariseret zone og Finland må ikke søge
at ’finlandisere’ området, fx sprogligt. Befolkningen er i dag knyttet til både
Sverige og Finland – Fader Finland og Moder Svea. Befolkningstallet er knapt
30.000, altså – uden sammenligning i øvrigt – ca. det samme som Færøerne.
For komme hertil fra Sverige, må man krydse Ålandshavet. Det
lyder drabeligt, men er kun en tur på ca. 20 sm. Vi ville tage en runde rundt
om fra nord og ende i Mariehamn.
Selvom man er til søs kan man
alligevel holde sig ren undervejs
Nordligste punkt på dette års sommertogt blev denne lille ø, som
vi rundede på vej til vores ankerplads. Billedet er et screen dump fra det ene af vores elektroniske navigations systemer. Den blå linie er ruten, lagt automatisk på forhånd, og den gule vores ‘track’ – altså hvor vi reelt sejlede. Jeg valgte at sejle nord om øen på grund af det lave vand. Dagen efter sejlede vi dog indenom.
Vi smed krogen i bunden af Djupviken og det var ren
sommeridyl – både om dagen og om aftenen. Ved den røde pil kastede vi anker. Når jeg skriver kaster og smider om ankeret, passer det ikke – det kommer forholdsvis stille og roligt ned med kæde og det hele og vi har elektrisk ankerspil.
Hvad der var knapt så idyllisk var, at næste morgen stod der
en håndsbredde vand under motoren. Selvom vi nu sejler i brakvand, kunne jeg
dog smage, at det var havvand – dvs. et problem med motorens kølesystem. Det
viste sig at være en utæt akseltætning på kølevandspumpen. Vi valgte at sejle ’mod
civilisationen’ dvs. Mariehamn, for dér var nok størst chance for at finde et
værksted.
Undervejs mødte vi meget forskellige fartøjer – måske er det kun sejlkyndige, der kan se, at sejlbåden har en KÆMPE rig.
Her er pumpen demonteret og afleveret til et værft
Dorthe beklagede sig over, at det gik ud over
arbejdsforholdene i hendes pantry
Havnen vi benytter i Mariehamn, er Ålands Segel Selskåp og
den er meget charmerende. Sønden for lystbådehavnen – det hele er naturhavn –
ligger færgelejerne for den heftige trafik til Helsingfors og Stockholm. Ved
siden af ligger også den store firemastede bark Pommern fra 1903, som er museums skib.
Vi fik pumpen retur den følgende dag og jeg monterede den
igen. Selvom vi nu igen var ’kørende’ blev vi en extra dag, da vi fik et døgn
med kraftigt regnvejr! Helt mærkeligt, men meget tiltrængt.
Da vi sejlede videre, vendte vi stævnen østpå og sejlede
gennem Lemströms kanalen, hvor en svingbro åbnede for os og mange andre både.
På vejen mødte vi denne fine Ålandsskonnert.
Vi valgte en ankerplads ved Segelskär. Jeg tror det har været en af de smukkeste ture i skærgård vi har foretaget.
sydDe to første billeder
er taget ved midnat, det ene mod med en 70% måne og det andet mod nord,
hvor solen står lige under kimingen. Det 3. billede er den følgende morgen kl.
5. Det bliver spændende på fredag med måneformørkelse!
Nu er vi sejlet til Degerby, som absolut ikke er en by, men
en samling huse. Ikke desto mindre er her hyggeligt og vi tager én overliggerdag.
