Indlægget dækker perioden 24JUL18 til 06AUG18.
Degerby på Degerö er fint lille sted vi kender fra
tidligere. Dejlige omgivelser med alt, hvad man behøver, incl. supermarked lige
ved siden af. Med jævne mellemrum kommer en færge, men det er jo en af
konsekvenserne af et ørige, som det vi sejler i.
Ved siden af os lå en H-båd med australsk flag – det pirrer
nysgerrigheden! Den var nu ikke kommet fra down under, men fra Stockholm.
Australske Oliver og finske kæreste Karin havde lige købt den for € 1.300 og
var på vej hjem til Helsingfors. Båden så fin ud, så man kan godt blive
sejlende for beskedne midler.
Herefter gik det videre til naturhavnen Kallskär – et sted
vi fik anbefalet da vi første gang var på Åland i -10. Med noget besvær fandt
vi et sted op mod klipperne, men det var desværre så stejlt at Dorthe måtte
opgive at komme i land. Men hold op, hvor smukt!
På søkortet kunne man ikke se ’grænsen’ mellem Åland og Finland,
men da vi kom ind i et markeret skydeområde, var vi klar over at det var Finland,
for Åland er demilitariseret. Det kan man ikke sige om Utö, for man ser stadig,
hvor kraftigt den var befæstet op til murens fald. Der er 2 små flydebroer til
gæstesejlere uden andet end en stikkontakt.
Når man se godt efter kunne man se ’pillboxes’ (WW2 udtryk
for en nedgravet skydestilling) hele vejen rundt – hvis det ikke allerede er
gået op for jer: Karsten har noget med kanoner, han er jo gammel artillerist.
Som tiden er gået, mere gammel end artillerist.
Vi nærmede os fuldmåne – og måneformørkelse
På den mere beklagelige side erfarede vi, at vores kølevandspumpe
– trods reparation – alligevel ikke er tæt. Ikke voldsomt utæt, men nok til, at
noget må gøres. Det var derfor dejligt, at det dagen efter var sejlvejr. Vi
havde 67 sm ned til Estland – nærmere bestemt øen Hiiumaa, hvilket vil sige en
10-12 timer. God vejrudsigt, som dog ikke kom til helt at passe. Vi startede i
fin stil med genakker
Det røde kryds på kortet er affarende sted (Utö) og SØ herfor
ses de estiske øer
Efterhånden har vi på togtet set en del alger i vandet, men
det var da helt galt på denne tur
Men vinden spidsede mere og mere samtidigt med at den øgede
til mere end ’lovet’. Så vi endte på bidevind med 2 reb i storen. Vi sejlede
alt mellem 4 og 8 knob og ankom i en ordentlig piver. I blæst og bølger går vi
ikke på dækket, hvis ikke det er strengt nødvendigt, så først indenfor molerne gik
Dorthe på dæk og ordnede fortøjninger og fendere, mens jeg lavede
havnerundfart. Adskillige sejlere og en havneassistent stod klar – vi skulle
ind på en plads med sidevind – til at tage imod fortøjninger. Det gik som vi
aldrig foretog os andet.
Nå jo, vi ankom til – som planlagt! – til Kärdla, som nævnt
på øen Hiiumaa. Det minder mig om den gamle historie – når man i gamle dage
(dvs. da jeg var ung) kom til en havn, gik man næste morgen til bageren, for så
kunne man på brødposen se, hvor man var havnet! Spøg til side, så var
navigationen før DECCA og GPS en helt anden usikker affære end i dag. Men vi
kom jo alligevel frem.
Vi ankom en fredag aften, så der var ikke så meget at gøre
med pumpeproblemet de første par dage. Til havnen var tilknyttet
vinteropbevaring af både, men det var begrænset, hvad de kunne rent
værkstedsmæssigt. I løbet af weekenden blev jeg enig med mig selv om ikke at
lave flere experimenter – ny pumpe, så kan vi renovere den gamle derhjemme. Og
dermed have en reserve ombord i fremtiden. Den kompetente havnefoged bestilte
mandag morgen en ny pumpe, den ankom tirsdag aften og onsdag morgen monterede
jeg den. Kl. 10 sejlede vi.
Men det betød sammenlagt 5 dage på Hiiumaa, hvor vi ikke før
havde været. Det var heldigvis et fint sted! Men allerførst: det var netop den
fredag aften, da vi ankom, vi skulle se måneformørkelse – med det specielle fænomen, blodmåne. Vi ankom ved 21-tiden, som var perfekt, bortset fra, at det lige inden
blev helt overskyet – øv!
Den mindre by lå et kvarters gang fra havnen – blanding af
nyt og gammelt. Gammelt i denne forbindelse er elendige ting fra Sovjettiden.
Men selv det gamle kan være vedligeholdt og hyggeligt.
Og så er der det dér med kanoner og Karsten
Jeg bar på den tunge rygsæk!
Dannebrog kom fint op efter vores ankomst
Det var en meget aktiv havn, med aktiviteter som Optimistsejlads,
windsurfing, kitesurfing, osv. Og frem for alt en rigtig god stemning.
Den ene dag lejede vi en bil – heldigvis med AC – for at
udnytte tiden og udforske øen. En dejlig rundtur blev det til med en virkelig
god frokost på en restaurant vi ’bare’ kom forbi. Fyrtårnet (102 m asl) blev
importeret i mindre dele fra Paris i 1874. Der er mange grusveje – man føler
sig som i Sverige tilbage i tiden.
Det var også varmt i Estland!
Om aftenen var vi tilbage på havnen
Og så ankom den ny pumpe!
Dette er vores 3. besøg i Estland og vi befinder os godt i
landet. Denne gang kommer vi ikke til Tallinn, men holder os til de meget
mindre turistede estiske øer. Landet har haft en meget omtumlet historie med
skiftende herrer – Danmark (som grundlagde Tallinn i 1219), en tysk orden,
Sverige, Rusland, Tyskland, USSR …..
Først i perioden fra den russiske revolution til 2.
Verdenskrig’s udbrud, opnåede esterne selvstændighed. Som konsekvens af Ribbentrop/Molotov
aftalen i -39, blev de baltiske lande besat af USSR, efter Tyskland’s angreb på
Sovjetunionen i -41 blev de besat af Tyskland, men kom atter under USSR fra 1944.
Ved USSR’s opløsning i 1991 blev landet atter selvstændigt og er i dag både
medlem af NATO og EU. En fjerdedel af befolkningen er etniske russere. En
gammel dame bad mig – på russisk – i et supermarked om at række sig en vare på
en høj hylde.
På de estiske øer og fastlandskysten har der fra helt gamle
dage boet svenskere – de bevarede svensk som deres sprog helt op til vores vore
dage og levede tilsyneladende i harmoni med esterne. Langt de fleste af disse
mennesker flygtede til Sverige i 1944 da russerne vendte tilbage. Jeg havde en
svensk kollega i Växsjö, hvis forældre var her i blandt.
Men nu var vi jo sejlklar og turen ned til øen Muhu – til byen
Kuivastu. Velfungerende marine vi allerede kendte, men noget skæmmet af en heftig
færgetrafik.
På turen ned til den største af øerne, Saaremaa, havde vi en
god del af vejen fin vind – selvom motoren nu var i orden, er det sandelig at
foretrække! Og vejret er fortsat skønt!
Det kølede dog af mod aften
Indsejlingen til Kuresaare er noget spøjs – lang og gravet i
en helt ret linie.
Vi har ikke besøgt byen før – den er en perle! Og godt det
samme, for vi ligger her i flere dage og venter på den rigtige vind til at
komme videre. Billederne taler for sig selv.
Vi vil herfra sejle til Fårösund, som er sundet mellem
nordspidsen af Gotland og Fårö. Distancen er126 sm, så det kommer til at tage
et døgns tid. Vejrudsigten har nu i to dage forudsagt, at det skulle passe med
afgang tirsdag middag 07AUG18.
