Denne beretning dækker perioden fra 1. juni til 1. juli.
Efter vejret i maj måned absolut havde været på den kølige
side, kom sommeren for alvor da vi var i Skt. Petersborg (SP). Regulær hedebølge.
Men vi var klar til at lade de gamle knogler gennemvarme og nød det – næsten hele
tiden. Wichwam og Marianne lå sammen, men Amceli var stadig i Tallinn og
ventede på afklaring af pas og visum og vores ophold blev derfor længere end planlagt,
idet vi meget gerne ville holde sammen på den lille flotille.
I SP ankom begge vores russiske tolke med fly fra København.
Den ene er en ung mand, Andreas, som bortset fra, at han læser på Landbohøjskolen,
er sprogofficer. Den anden er Jeanne – Hviderusser af fødsel, og med efternavnet
Jørgensen, idet hun er dansk gift og bor i DK. Vi var nu godt dækket og havde
fået dispensation for en 3. tolk, hvilket ellers er kravet: én på hver båd. De
blev grundigt sat ind i forholdene på ruten af vores agent, Vladimir. Det er
ret enkelt at besøge SP pr. båd, men det kan man ikke sige om den videre færd
gennem Rusland. Men når man blot overholder reglerne, er der ingen problemer,
det kræver blot, at man læser på lektien. Vi fik også udleveret de russiske
søkort over de indre vandveje samt VHF-radioer med specielle frekvenser, som
vores danske radioer ikke har. Alt sammen, naturligvis, mød behørig betaling.
Selvom al text på søkortene (3 tykke, store bøger) er på russisk, går det nu
rimeligt OK, også ombord på Marianne, selvom vi ikke har tolk ombord.
Men i første omgang var vi turister i den store, spændende by.
Selvom Jeanne ikke havde været i Rusland i 20 år, har hun mange forbindelser og
kontakter. Så vi kom på besøg hos en russisk familie, Galina og Peter, til
eftermiddagskaffe – hed det sig. Vi startede med store portioner borscht, som
naturligvis skulle skylles ned med vodka. Herefter andre lækkerier og endelig
kom kaffen. Skønt med den spontane hjertelighed og invitere en flok fremmede!
Efter besøget tog Galina os med på en lokal rundvisning.
Fra højre mod venstre: Galina, Peter og vores Henrik:
Der gik ikke mange timer før vi mestrede den fantastiske
undergrundsbane i SP. Hvis man blot bider mærke i endestationen så man ikke
kører den gale vej, så går det nemt. Det lykkedes for russisktalende Jeanne da
hun skulle fra lufthavnen til havnen. Det hele er imponerende flot – det er nu
mit 3. besøg i byen og alle 3 gange har jeg flittigt brugt metroen (første gang
var i 1970).
Over 100 m under jorden:
Hele banden var også på besøg i en Megafon butik – russisk
mobiloperatør. Et SIM kort til en måned: ubegrænset data og 90 minutters
taletid: DKK 60. Det er da fornuftig snak!
Vi lå i Central River Yacht Club, hvor vi også lå i 2012.
Dog med den forskel, at nu lå vi udenfor den egentlige havn, som klubben har
solgt fra og som nu er fyldt med store, overvældende motorbåde. Derfor lå vi
ude i floden (klubben ligger på en ø), som dels er udsat i vestlig vind og dels
er generet af et utal af halvhjerner på vandscootere. Dertil kommer, at der
umiddelbart ved siden af ligger en restaurant, som tilsyneladende holder
parties hver dag med høj-høj musik til kl. 4-5 om morgenen. Særdeles belastende.
De sanitære forhold er som i 2012, hvor de også efterlod en del
at ønske. Men vi havde strøm og vand og der var nye vaskemaskiner.
En anden dag havde Jeanne arrangeret by rundvisning med
Boris, som er fra SP, men bor og arbejder i DK, og var hjemme på ferie. Rundturen
omfattede også en hyggelig frokost – igen en dejlig dag med stor gæstfrihed.
Peter og Poul fæstningen:
Fra venstre mod højre – Thomas, Karsten, Henrik, Andreas, Ane, Boris og Jeanne:
Blodskirken, som desværre var lukket pga renovering:
På et tidspunkt delte vi os i 2 hold – ét tog på artillerimuseum og det andet til Peter og Paul fæstningen, hvor ‘vores’ kejserinde Dagmar ligger begravet.
Det var blevet badevejr i Neva:
Kejserinde Dagmar’s sarkofag – hun blev flyttet fra Roskilde Domkirke til Rusland i 2006:
Fra vores havneplads havde vi udsigt til Gazprom’s nye kontortårn
med en højde af 462 m – Europa’s højeste bygning. Lidt nærmere os ligger
Gazprom Arena, som blev bygget til VM i fodbold i 2018. Den ene aften var der
et stort og flot fyrværkeri derovre med stor fest – heldigvis så langt borte at
det ikke rigtig kunne genere os.
En aften var vi også i Mikhailovsky teatret og så Svanesøen –
så kan det ikke blive mere russisk med musikken af Tjajkovskij. Der knytter sig
en sjov historie til vores balletaften. I havnen havde vi tyske naboer som vi
vidste også skulle til balletten. Tilfældet ville, at vi kom til at sidde ved
siden af hinanden! Så gik snakken jo endnu mere og nu har vi aftalt at skal
sammen til Dresden 10/12, Frauenkirche, og høre Bach’s juleoratorium. Og i
januar La Traviata på Operaen og en koncert på Gamle Scene i København. Hvad
det sejleri dog kan medføre!
Men endelig dukkede Amceli op med papirerne i orden og vi
kunne planlægge den videre færd. Dorthe og jeg er atter alene ombord, idet Ane og Erik afmønstrede i SP.
Og planlægning kræver det – et par timer om natten lukker
alle broerne i Skt. Petersborg op for sejlende trafik på floden Neva. Men det
kræver, at man får lods ombord. Det har vi aldrig før prøvet. Han hed (også) Vladimir
og var (også) vældig flink. På de to andre både rørte lodsen ikke rattet, men Vladimir ville meget heller selv styre og det gjorde han så til vi skiltes i den
østlige udkant af SP næste morgen da solen var stået op.
Her er vi på vej til mødestedet med lodserne – broen er ny og en del af SP’s nye ringvej:
Det var en fin oplevelse at sejle gennem byen om natten – billederne
taler for sig selv. Da vi først var igennem byen, var udsigten langs floden
ikke noget særligt, meget nyt byggeri.
Vores lods, Vladimir:
Peter og Poul fæstningen:
Her passerer vi den berømte krydser, Aurora, som affyrede det første skud under Revolutionen:
Ved en af broerne fik vi besked på at vente på modgående trafik. Et af de kommercielle fartøjer havde fået samme besked og kastede anker. Resolut styrede vores lods os hent til fortøjning på siden af fragtskibet. Det var tydeligvis normal procedure. Men han kunne nu godt have sagt mig, hvad planen var, for han lagde til før jeg kunne nå at få fendere ud!
Amceli fik motorproblemer, den løb varm
og lydpotten blev ødelagt. De effektive lodser fik lynhurtigt arrangeret en lodsbåd til at tage dem på slæb – kraftig modstrøm gør, at der må kastes anker omgående og vi skulle gerne nå den sidste bro før morgentrafikken – ellers koster det 24 timer og ny lods. Vi sagde farvel og tak til lodserne. Motorproblemet viste sig at kunne ordnes under et stop på nogle
timer, hvorefter vi fortsatte, nu med noget extra larm fra Amceli’s motor idet
lydpotten ikke kunne repareres. Vi andre fik en lur mens de stod på hovedet i
maskinrummet, hvorefter vi fortsatte hele vejen ad Neva og ud i Ladogasøen til
Sjlisselburg.
Wichwam stævner modstrømmen:
Det er en restaurant!
Området er berømt for trækirkerne:
Men også voldsomt forfald:
Flere hydrofoilbåde med 30 knob:
På visse steder i Neva var strømmen meget kraftig – her, hvor billederne er taget, op mod 5 knob (næsten 10 km/t).
Her kan man se forskellen – vi sejler ca. 6,5 knob gennem vandet, men kun 1,6 over grunden (bunden):
Én af de mange elevatortogbroer:
Ladogasøen er Europa’s største. Her fandt vi en fin marina, som så helt
umulig ud at anløbe på kortet. Marianne stikker (betyder dybgang) mest af de 3
både og vi luskede ind i forventning om at gå på grund. Men nej, det gik fint
og stedet var en skøn kontrast til larmende SP. Vi lå i grønne omgivelser med
vand, el, brusebad og toiletter. Herligt sted. Sjlisselburg, som hed Nöteborg i
svensketiden, ligger i nærheden og der er en spændende gammel fæstning, og senest var her drabelige
kampe med tyskerne under deres belejring af SP.
Herefter gik det slag i slag – først over Ladoga til floden
Svir, som forbinder Ladoga med Onega – Europa’s næststørste sø. Med adskillige stop
i Svir endte vi i Voznesenye ved Onega’s bred. Vi ligger nu mest for anker, for
der er simpelthen ingen havne eller brugbare anløbsbroer på vejen. Men netop i Voznesenye
trængte vi til lidt bedre faciliteter og fandt derfor en dacha – et sommerhus –
på nettet, som vi lejede. Nu kunne alle komme i bad og få vasket tøj. Eneste
komplikation var at Marianne’s dybgang var for stor til at ligge inde ved
broen, så vi måtte ligge for anker og tage med gummibåd frem og tilbage. Om
aftenen grillede vi på terrassen og hyggede os alle sammen.
‘Til Berlin’ – mon det er et slogan fra krigens tid?
Vi var begyndt at møde en del flodkrydstogtsskibe (højt lixtal!). Et par steder vi søgte ind for at ligge ved en betonmole – uden faciliteter overhovedet – blev vi mødt med fantasikrav til ‘havnepenge’. I de tilfælde forlod vi stedet og ankrede op udenfor i stedet for. Vi vil ikke være til grin for vores egne penge.
Myndighederne har modtaget vores sejlplan, så de er klar over at vi er på vej, og der er radiokommunikation ved hver eneste bro og sluse. Vi kan afvige fra planen, men skal meddele det. Broerne har også modtaget vores mastehøjder, så de fx hæver elevatorbroerne til den højde vi behøver – ovenfor er to exempler på jerbanebroer.
Her er et exempel på et vandkraftværk ved siden af en sluse:
Byggeriet er fra 1951 og prydet med hammer og segl:
Ved denne sluse måtte vi pænt på at 2 floddampere slusede først – kun plads til én ad gangen:
Midt i de tilsyneladende endeløse skove kommer der pludselig en lysning med lidt hus og en kirke:
Med autopiloten kan man nyde måltidet i cockpittet undervejs:
Vi har kun mødt 2-3 sejlbåde – og kun russiske – på hele turen gennem Rusland:
I Onega skulle vi sejle en meget længere distance end i
Ladoga. Vi startede med et langt 12-timers hug op til Petrozavodsk, hovedstad i
Karelien. Her var det bl.a. Dorthe’s tur til at komme til frisør, hvilket hun var
sammen med Jeanne. Man kan godt glemme alt om lange køer ved butikker, som man
så tilbage i Sovjet-tiden. Selv i de mindre byer er der udmærkede indkøbsmuligheder
og fx i Petrozavodsk er der supermarkeder, som mindst er på højde med DK. Selv
i de mindste byer har jeg været i stand til at købe udmærket udenlandsk vin til
absolut rimelige priser.
Billeder fra -70’ernes Sovjetunionen:
Havnen i Petrozavodsk lå dejligt, men det var også det bedste man kunne sige om stedet.
Vi besøgte besætningen på en replika af et historisk skib og de venlige russere beværtede os rigeligt med russisk champagne.
Hovedgaden i Petrozavodsk:
I parken ved søpromenaden:
Jeanne og Dorthe har været til frisør:
En del af vinafdelingen i et supermarked:
Og en del af grøntafdelingen:
På samme vis har vi langt den største del af turen haft fint
mobilsignal og dermed uhindret adgang til internettet.
Fra Petrozavodsk sejlede vi videre nordpå til et af vores
delmål, øen Kizhi med de berømte trækirker. Hele øen er et stort
friluftsmuseum, og vi er ikke de eneste, der har opdaget stedet. Der var heftig
trafik til og fra med andre turister. Men om aftenen faldt der ro på.
Vi lå rigtig fint – men hverken vand eller el:
Det vi er mest afhængige af, er at kunne bunkre vand nu og
da. Strøm kan vi jo selv lave og på Marianne kan vi tage et varmt brusebad i
cockpittet. Diesel har pænt meget af, da vi har 120 liter extra i jerry cans
på dækket. Så vand har været et problem nogle gange under turen. Men Onega har
rent vand, så her hev vi det med en pøs direkte op og hældte det på vandtanken.
Man skal ikke være sart for farven er lidt som tynd the, men postevandet i
Rusland drikker man heller ikke, så vi er vant til at tage hensyn og vi lever
da endnu.
Efter endnu en ankerplads kom vi op til Povenets, som er starten
på Hvidehavskanalen, og herned havde vi overstået begge de store søer.
Hvidehavskanalen blev bygget på Stalin’s befaling og færdiggjort på blot 20
måneder. Den kaldes også ’Dødens Kanal’ og blev indviet i 1933. Den blev bygget fuldstændig
uden hensyn til menneskeliv – der var jo nok at tage af i Gulaglejrene. Ud af en arbejdsstyrke på ca. 100.000 anslår man at 20-30.000 mistede livet. Vi
besøgte en skov med 236 massegrave. Mennesker fra 60 nationer blev henrettet
efter brug og smid væk princippet – når kanalen var færdig var der ikke længere
brug for at brødføde dem. Det var forstemmende og bragte mindelser om
Nazisternes udryddelseslejre. 7.500 af ofrene i skoven er identificeret.
Den stolte bygherre ved den officielle indvielse:
Alexander kørte os ud i skoven:
Vi er jo nu kommet ‘rigtigt ud på landet’ og der ses en tydelig forskel fra de større byer. Der er voldsomt meget forfald – bygninger får lov at ligge hen og bliver naturligvis mere og mere forfaldne. Det samme med maskiner, biler og redskaber.
Men det er da sjovt at studere en lastbil V-motor:
En blandet landhandel:
Ejendommen ER beboet:
Men forbavsende pænt udvalg af varer:
Alle
sluserne var indrammet af hegn og pigtråd og der gik en bevæbnet vagt rundt.
Det er forbudt at fotografere, men det virkede ikke som om de tog forbuddet
særligt alvorligt. Der er 19 sluser og de fleste er med dobbeltkammer. Man
kommer op i godt 100 m over havet og sluserne er meget, meget nemme at anvende.
Det er simpelthen de nemmeste vi nogen sinde har prøvet. Man fortøjer ét sted –
midtskibs – til en krog, som sidder på en stor flyder, så den kører med op og
ned. Genialt.
De endeløse skove:
Hvidehavskanalen
er ikke gravet (eller hugget, for der er mange klipper) hele vejen, for det er
en blanding af flodstrækninger, naturlige søer og opstemmede søer. 2 steder
undervejs var der vandkraftturbiner på dæmninger ved siden af slusen. Hele
vejen skulle der holdes kontakt med kanalmyndighederne og det foregik på den
specielle VHF-radio og det var på russisk. Slusetider skulle aftales,
overnatningssteder aftales/godkendes osv. Alt sammen foregik venligt og
korrekt, men jo lidt omstændigt. Vi har brugt anker et utal af gange. Ikke kun
ved overnatninger, men blev også nogle gange kommanderet til det af
slusevagterne, når vi skulle vente på kommercielle skibe.
Efter opankring holder Wichwam store badedag:
Tomme bygninger:
Sluserne er generelt velholdte:
Sluserne nærmest Hvidehavet er i dårligst stand – det ses specielt på bygningerne:
Vi venter på taxier efter indkøb – Marianne har fået 100 liter vand på dunke:
Mere forfald:
I Belomorsk
sluttede kanalen og efter sluse Nr. 19 var vi atter ude i saltvand og kunne se
vidt omkring. Det var præcis én måned efter vi ankom til Skt. Petersborg. Vi
sejlede 3 uger i de indre russiske vandveje fra vi checkede ind hos lodsen i SP
til vi checkede ud på et kanalkontor ved sluse 19 i Belomorsk. Så nu var det igen
almindelig farvandsafmærkning og sømil – ikke mærkelig specielafmærkning og
kilometerafstande.
Nu var vi i
Hvidehavet og satte kursen mod Solovetsky Øerne.
Men herom meget mere næste gang!
