Denne beretning dækker august måned.
Vi må konstatere, at vores timing, da vi forlod
Arkhangelsk/Rusland, var udmærket. Ulykken i Hvidehavet, hvor flere døde og med
radioaktivt udslip til følge, skete i havet ud for Severodvinsk. Det er tæt på,
hvor vi sejlede få dage tidligere. Strålingen har
tilsyneladende ikke negative konsekvenser for omgivelserne, men alligevel …
Som sagt sluttede vores flotille i Tromsø, så nu gik det
videre alene. I løbet af august er vi sejlet fra Tromsø til syd for Ålesund –
markeret med pile på kortet.
Vi forlod Tromsø i meget stille vejr:
I første omgang gik det ned mod Lofoten og Vesterålen.
Vesterålen er det nordligste og Lofoten stikke mere ud i Atlanterhavet/Norskehavet.
Vi – udlændinge – har vist for vane at kalde det hele for Lofoten. Vi fandt
mange dejlige steder, inkl. ankerpladser. Området er ikke uden grund berømt og ’visitnorway.dk’
har helt ret i deres beskrivelse:
Øerne, der
udgør Lofoten, ligger som perler på en snor ude i det turbulente Norskehav, et
godt stykke nord for polarcirklen. Øerne er i sig selv et utæmmet, øde og vildt landskab –
majestætiske fjelde, dybe fjorde, skræppende fuglekolonier og lange,
surfing-egnede sandstrande.
For en del år siden mødte jeg en norsk sejler i Svanemøllehavnen.
Han var sejlet ned fra Lofoten for at se en fodboldkamp. Jeg var vildt
imponeret og nu er vi her selv! Jeg havde nok regnet med, at det hele var lidt
vildere, hvilket det sikkert også er på andre årstider. Men vi havde fint
højtrykvejr og det hele virkede venligt og indbydende.
En dejlig ankerplads:
I Vesterålen var vi bl.a. inde i Trollfjorden – som det ses ganske
smal, men alligevel får krydstogtskibe og Hurtigruten sneget sig herind.
Apropos Hurtigruten, så er det navnet på et gammelt, norsk rederi, som besejler
kysten fra Bergen til Kirkenes med 35 anløbssteder på vejen. Så vi har mødt
skibene et utal af gange under vores togt. Det hedder Hurtigruten, fordi det
rent faktisk i starten (slut 1800-tallet) var langt den hurtigste måde at komme
til Nordnorge på. Da rederiet betjener ganske små samfund, modtager det
statsstøtte. Under vores tur har vi læst og hørt, at det ind i mellem giver
gnister, fordi ruten i dag primært er at betragte som et krydstogt og somme
tider prioriterer dette højere (siger kritikkerne).
En sejlerbekendt havde anbefalet os et besøg på restaurant Maren
Anna, som ligger i Sørvågen – på den sidste, større ø i Lofoten. Vi havde
heldigvis booket bord i forvejen, for stedet var særdeles velbesøgt. Det blev
en meget fin oplevelse – 5-retters menu med tilhørende vinmenu. Vi har spist
grindehval på Færøerne, men her fik vi vågehval. Norge driver kommercielt fangst
af vågehvaler, hvilket er noget kontroversielt.
Her er ret nr. 2 – vågehval:
Dessert:
Udsigten fra vores bord:
Under anduvning samme eftermiddag havde vi passeret, hvad jeg
først troede var en fiskekutter, men da vi kom tæt på, så vi at der
var en mand i udkikstønden og at en mand sad klar i stævnen ved harpunen. Så
det foregik altså lige ’uden for døren’! Og igen apropos: vi har nu endelig set
hvaler (altså levende) – en større flok grindehvaler, men vi jo også gerne se
nogen af de store. Til gengæld ser vi mange havørne. Uden sammenligning i
øvrigt.
Herfra sejlede vi over Vestfjorden til fastlandet, nærmere bestemt
til Bodø. Det er en stor by med 50.000 indbyggere. Vi kom frem fredag aften,
hvilket var et skidt tidspunkt, da vi skulle have fyldt gasbeholdere. Det kunne
så ikke ske før mandag morgen, men så hyggede vi os i byen så længe. Wichwam
tog mod vores fortøjninger – vi vidste slet ikke de var. Dagen efter ankom Amceli.
Vi købte bl.a. friskfangede og -kogte rejer direkte fra kutter.
Nede i Svolvær – Lofotens ‘Hovedstad’ prøvede manden sin fine jolle med motor for første gang:
Bodø Flystasjon er tæt på havnen. Senere lå vi i havn tæt på
Ørland Flystasjon (nede ved Trondheim). Vi har derfor mange gange hørt både
F-16 og F-35 temmelig tæt på – både ved start, overflyvning og landing. Og
apropos (for 3. gang) diskussionen i Danmark, skal vi hilse og sige at F-35
larmer MEGET mere end F-16.
Området vi sejler i hedder Helgeland og er en af de smukkeste
strækninger i Norge. Det er også et område med folkesagn. Vi passerede ’De syv
søstre’, som var syv unge jomfruer, der en nat sneg sig ud på eventyr. De blev
forfulgt af flere trolde, men alle glemte de, at når solen står op, ville de
blive forvandlede til sten. Deraf kom alle de bjerge, der gør Helgelands kyst
så smuk.
‘Svartisen’ er det fælles navn for 2 store isbræer:
Sådan ser en norsk ambulance ud:
Da vi kom ned til breddegraden N 66 gr. 33,65 min. passerede vi
for 2. gang Polarcirklen og forlod dermed officielt Arktis. Vi fejrede det med
et stille glas i solskinnet.
Og se, korte ærmer:
En skøn, lille havn på Støtt:
Vi arbejdede os stille og roligt ned ad kysten og kom bl.a. også
til Brønnøysund. Her gør man et nummer ud af at byen ligger midt imellem
Nordkap og Lindesnes – 840 km til dem begge.
Et maritimt lukketøj på kortautomaten ved dieseltanken – en bådshage:
Lige syd for Brønnøysund ligger et bjerg, som hedder Torghatten.
Det er specielt ved at der er et hul lige durk igennem det. Der var engang en
kæmpe-trold, som fik en skønjomfru at se, da hun badede. Han besluttede sig for
at bortføre hende. Det lykkedes hende at undslippe, og da han ikke kunne få hende,
skulle ingen anden heller ikke – han hævede sin bue og sendte en pil efter
hende. Men hun blev reddet ved at bjergkongen holdt sin hat op og pilen ramte i
stedet hatten. En anden forklaring kunne være smeltevand fra istidens ophør, men
det er jo ikke ’ganske vist’.
Aftenhygge i snuskevejr:
På vej mod Rørvik match’ede vi mange timer mod en stor Hanse (ses i baggrunden):
Vi fulgtes i nogle dage med et engelsk par – her ligger vi sammen i Rørvik:
Idyllisk lille naturhavn i Bessaker – Dorthe fik dejlige, friske fisk fra tyske lystfiskere, bla. rødfisk:
Vi lå indeblæst i Brekstad (havnen tæt på Ørland Flystasjon), og
benyttede tiden til at besøge Trondheim. Byen ligger temmelig langt fra kysten,
så vi tog en katamaranfærge derind. Færgeterminalen lå 200 m fra vores båd, så det
var nemt, og på en times tid med en fart på 30 knop, var vi fremme. Vi havde –
bortset fra blæsten – flot vejr med blå himmel og OK temperatur, så det blev et
dejligt besøg.
Lidt mærkeligt at sidde på en færge og se på sin båd:
Indsejlingen til Trondheim:
Peder Vessel – Tordenskjold:
Nidaros Domkirke:
Kristiansten Festning – der var langt op:
Den gamle kanonkommandør blev blød om hjertet, da han så ‘sin’ 105 mm haubitzer:
Da vejret blev godt igen, fortsatte vi til Veiholmen – ren idyl i de yderste skær ud mod Norskehavet. Indsejlingen er meget speciel:
Vi besøgte også Ålesund, som bestemt er et besøg værd. Den ligner
ingen anden norsk by, idet den efter en storbrand i 1904 blev genopbygget i
Jugendstil. Gæstehavnen ligger lige midt i byen, som strækker sig over flere
øer. Eneste ulempe var at vi lå lige ud for en restaurant/bar/diskotek, som lørdag
aften spillede så højt som jeg ALDRIG før har hørt. Det var ikke rigtig musik –
måske yngre læsere har en idé om, hvad det var. Det var helt forfærdeligt, og
det eneste gode var at det stoppede præcis kl. 0200.
Fra Ålesund kan man sejle ind ad Storfjorden, videre ad Sunnylvsfjorden
for endelig at komme til Geirangerfjorden. Den er én af Norges meste berømte og
på UNESCO’s Verdensarvliste. Høje vandfald, forladte fjeldgårde og smukke
bjerge. Mange af billederne taler for sig selv.
Sådan kan turen også nydes:
Forladte bondegårde:
Man undrer sig ikke over, at de er forladte, men over at overhovedet er bygget dér! Ingen veje og de små børn blev bundet fast i en snor så de ikke skulle styrte ned.
Dorthe fører os sikkert ind i fjordene:
Vandfaldet til højre er det berømte ‘Brudeslør’:
Også i Geirangerfjorden er der syv søstre, men her er det vandfald. På grund af årstiden var der dog ikke meget vand!
Aftenen inden vi sejlede ind i fjorden, lagde vi os for anker ved
den lille by, Hellesylt. Vi havde godt set et kajanlæg af betydelige
dimensioner, men i tillid til godt ankergrej og gode sovehjerter gik vi til ro.
Med nogen overraskelse kunne vi næste morgen konstatere, at vi var blevet
naboer til et stort krydstogtskib. Det var MSC Meraviglia (det betyder
vidunder), som er rederiet MSC’s nyeste og største. 316 m langt og med plads
til 4.500 passagerer. Sådan noget Googler man jo nu om dage, og som gammel ABB-mand
læste jeg med interesse, at skibet er diesel-elektrisk og drives af 2 stk. ABB
Azipod aggregater på hver 19,2 MW, hvilket svarer til i alt 51.500 HK. Azipod
systemet er en kombination af ror og skrue.
I skrivende stund, som det hedder, ligger vi indeblæst i Fosnavåg.
Det er en fin lille by med kraftige rødder i fiskeriet. Her er alt, hvad vi
behøver: en Meny , Vinmonopol, bad og vaskemaskine, strøm og vand på molen.
Hvad mere kan man ønske sig? Vejrudsigten er skrækkelig: stormende kuling fra syd
de kommende dage. Ikke nok med det, men vi skal uden om en halvø ved navn Stad,
og det er et berygtet sted på kysten. I søkortet står der ’dangerous waves’ –
det var vist det en krydstogtkaptajn glemte for nogen tid siden. Stedet er så
problematisk – formentlig mere på andre årstider end denne – at man er langt
fremme med planerne om en tunnel til store skibe igennem halvøen. Det lyder
utroligt. Rent geografisk er Stad den ’officielle’ grænse mellem Norskehavet
(Atlanten) og Nordsøen.
Vi har siden Tromsø overnattet 19 steder, dvs. enten ligget i havn
eller for anker. Vi har i perioden sejlet 856 sømil. Vejrmæssigt er vi kommet
ind i en meget ustabil periode, hvilket gør vores tidspunkt for hjemkomst noget
usikker.
Loggen står på 3.492 sømil og vi mangler ca. 700 før vi er hjemme. Alt vel ombord!
