Denne beretning dækker perioden 05MAJ19 – 05JUN19
Her er titlen på årets sejltogt – igen en flotillesejlads,
dog kun med 3 deltagende både. Denne gang er vi 4 ombord, idet vores sejlklubkammerater
fra K.A.S., Ane og Erik, er påmønstret. Vi startede allerede den 5. maj, men 4
ombord betyder faktisk at der er færre ’ledige’ stunder til at skrive i. Men nu
skal det være – efter at have været undervejs i en månedstid.
Forårsklargøring – bror Thøger hjælper til:
120 liter extra diesel på dækket:
Egentlig synes jeg jo altid, at det gode skib SY Marianne er
klar til enhver tur, men alligevel blev det lidt hektisk at blive klar.
Naturligvis også fordi vi i år tog afsted en måned tidligere end vi plejer. Men
klar blev vi og, i modsætning til normalt, med mange mennesker på broen for at
vinke farvel. Det var mægtig hyggeligt.
Der vinkes farvel:
Forberedelserne omfattede også påklædning – her termokedeldragt og flot fleece trøje med flotillens logo med kyrilliske bogstaver:
Vilhelm var også med til at sige farvel:
Lad mig med det samme afsløre ruten for årets togt – se på
billedet:
I al sin enkelhed gennem de russiske søer og floder op til
Hvidehavet, ud i Barentshavet, rundt om Nordkap og hjem med Norge om bagbord.
Undervejs passeres Polarcirklen 2 gange. Distancen bliver nok op imod 4.000
sømil (godt 7.000 km) og vi regner med at være hjemme igen midt i september.
Kort før vores afrejse sendte vi vores spray hood til vask
og imprægnering – det skulle vi aldrig have gjort! Den blev i den grad
mishandlet så næste alle syninger blev ødelagt. Ved Erik’s hjælp blev en del
udbedret på sejlklubbens symaskine inden afgang og meget måtte sys undervejs – Ane og Erik tog sig af hhv over- og undertråd:
Men det var en uoverskuelig opgave, så via internettet fik
vi lavet en aftale med en sejlmager i Tallinn. Han lavede et rigtig fint stykke
arbejde, som sikkert også var meget billigere end det ville have været i Danmark.
Trods absolut lave temperaturer i maj måned, fik vi
alligevel også fine dage på havet.
Folketingsvalget blev først udskrevet efter vi forlod Danmark,
men vi kunne brevstemme på det danske konsulat i Visby. Den venlige konsul
klarede det fint for os, og det foregik i omgivelser en del finere end hjemme
hos Borgerservice på Østerbro.
De 3
både mødtes på den estiske ø Saaremaa i byen Kuressaare, hvor flotillen
officielt begyndte. Den opmærksomme læser vil
naturligvis huske disse navne fra sidste års togt – faktisk er begyndelsen på
årets togt præcis det omvendte af slutningen på sidste års togt. Da vi stak
afsted fra Svanemøllehavnen, sejlede vi til Sverige – for at undgå den skat på
kaskoforsikringer alle sejlere hader, har jeg frameldt kaskoforsikring i danske
farvande fra 6/5 til medio september. Höllviken (Falsterbo), Ystad, Simrishamn
var de første havne. Herfra sejlede vi i ærtesuppetåge over Hanöbugten til
Kristianopel – 12 timer med sigt på max. 100-200 m. Med tågehorn, AIS og radar
gik det problemfrit, men det kræver en del koncentration. Herfra videre til
Borgholm (Öland) og til Visby (Gotland), som var turens første egentlige mål,
idet Ane og Erik ikke tidligere har besøgt øen. Det er meget specielt at besøge
havnene i maj måned – praktisk taget ingen andre både og dårligt nok åbne
endnu. I Visby lå der instruktioner, adgangskort osv. i en konvolut i en kasse til
en ildslukker udenfor havnekontoret. Amceli, den 3. båd lå allerede i havnen og
tog imod vores fortøjninger ved ankomsten. Havnefogeden kom forbi en enkelt
gang, men da vi skulle sejle, var der ingen på havnekontoret. Adgangskortene vi
havde anvendt til bad, toiletter, elektricitet og vaskemaskine afleverede jeg i
deres postkasse sammen med min email adresse og bad dem meddele mig, hvad jeg
skyldte. De sendte senere en mail og foreslog, at jeg indbetalte et passende
beløb til et velærværdigt formål.
Frisk tur over Østersøen fra Gotland til Estland – der skal skaffes (betyder at spise ombord på et skib):
Vi mødes i Estland og Marianne flager over top:
Lang tur i tåge uden vind over Hanöbugten:
Tomme gæstehavne – øverst Borgholm, i midten Visby og nederst Fårösund:
I Visby havn lå også den svenske flådes sejlskib Gladan. Det
er en 34 m lang skonnert og bruges som træningsskib. Da vi forlod Visby havn
passerede vi den og jeg kunne ikke lade være med at drille – et par tut i
hornet og vi kippede med flaget. Det afstedkom aktivitet på dækket – en officer
kommanderede et par mand til at gøre det samme, men fumle-fumle. Officeren trak
på skuldrene, gjorde honnør og ønskede os med et smil god tur.
Herfra gik det videre til Lauterhorn på Fårö, en mindre ø lige nord for Gotland,
en lille smuttur til en havn i Fårösund for at handle og bunkre diesel før
sejladsen over Østersøen til Estland. Vi havde en rigtig fin natsejlads og
ankom tidligt om morgenen den 22/5 som sidste båd af de 3. Nu var Wichwam,
Amceli og Marianne samlede. Det er hhv en Finnsailer 34, en Beneteau 473 og os
selv, en Faurby 393. Vi skulle egentlig have været 4 både til Sankt Petersborg,
men den 4. blev forsinket efter værftsophold i Polen og opgav. De skulle ikke
gennem Rusland med os andre.
Der er et helt specielt miljø på Fårö:
Wichwam og Marianne alongside i estisk industrihavn:
Via 3 estiske havne på fastlandssiden ankom vi til Tallinn –
som betyder danskerborgen – hovedstaden i Estland. Landet har en broget
historie; den nordlige del var for længe siden under dansk herredømme. Og det
er jo ganske vist, at vores allesammens Dannebrog faldt ned fra himlen under et
slag i (det nuværende) Estland den 15. juni 1219. Og netop derfor drager vores
monark til Estland for at fejre 800-års jubilæet i år.
Wichwam undervejs i stille vejr:
Kahytshygge med oliefyret kørende:
I 1346 overtog tyskerne landet efterfulgt af svenskerne.
Efter et par russiske invasioner satte russerne sig permanent på landet i 1710.
Dette varede til Rusland brød sammen under revolutionen i 1918. Herefter var
landet selvstændigt frem til svinestregen, kaldet Molotov-Ribbentrop pagten,
mellem Nazi-Tyskland og Sovjetunionen. Det betød, at landet igen blev besat af
Rusland, nu i form af Sovjetunionen. Det varede som bekendt kun kort, for så
kom tyskerne tromlende – indtil de blev slået af Sovjetunionen i 1944. Esterne
slap først af med russerne igen da Sovjetunionen gik i opløsning og herved fik
landet for 2. gang selvstændighed fra 1991. Nu er landet medlem af EU, NATO og
man har Euro som valuta – og med en rivende udvikling.
De 3 både samlet i Tallinn:
Hyggelige Tallinn – men hold da op, hvor er der mange turister:
Men nu var det tid at komme videre – for at bide turen til
Skt. Petersborg over, sejlede vi til den finske ø Haapasaari. Igen en fin
natsejlads. Herfra kan man checke ud af Schengen, og få finske stempler i de
adskillige ’crew-lists’, som russerne forlanger ved indrejse. Herefter fulgte igen
en fin natsejlads med meget svingende vindstyrker og vi ankom til Kronstadt –
den gamle fæstning ved indsejlingen til Skt. Petersborg, hvor man skal
indklarere. Vores kontaktmand i Rusland, Vladimir Ivankiv, modtog os og hjalp
os igennem papirarbejdet. Herefter fulgte de sidste 3 timers sejlads ind til
Skt. Petersborg og Central River Yacht Club, hvor vi nu ligger. Samme havn som
sidste besøg i 2012. Vi ankom lørdag, den 1. juni som planlagt og regner med at
ligge her hele ugen.
Frisk tur fra Tallinn til Haapasaari:
Haapasaari er en naturhavn:
Solnedgang i Finske Bugt kort efter vi har krydset grænsen til Rusland:
Indklarering i Rusland – i byen Kronstadt på øen Kotlin:
