Marianne 4

Den 8. juli forlod vi Færøerne. Efter at have studeret
vejrudsigter i dagevis, fandt vi det passende vindue – dvs. de knapt 2 døgn,
turen ville tage ned til Stornoway på de Ydre Hebrider. Vi måtte desværre
opgive at besøge den sydligste ø, Suduroy, fordi vejrvinduet ikke var
tilstrækkeligt. Færingerne har et specielt ”d” i Suderoy, som jeg ikke kan skrive, men
det gør ikke så meget, for det er stumt ;o)

På vej ud fra Tórshavn blev vi kaldt op af den danske flådes inspektionsskib Triton (112 m langt): Marianne
4, call sign X-ray Papa Delta 2060. Triton ville gøre opmærksom på at de lå
stille – ikke for anker og ikke for maskine – så det var altså os, der skulle
gå at vejen for dem.

Turen ned langs øerne var uforlignelig smuk – og Akraberg
(det er den fra vejrudsigterne/observationerne), som er det sydligste punkt på
Færøerne, tog sig prægtig ud i ganske svagt solskin. Det er sådanne dage man
føler sig helt og aldeles privilegeret. Vejret var diset, så desværre gør
billedet ikke naturen ret.

Vejrudsigten vi sejlede på sagde, at vi første dag ville få
frisk vind fra nord – vores kurs mod Stornoway var nogenlunde stik syd – hvilket
var lidt problematisk, fordi det med vinden ret agterind nemt bliver noget
rulleri. Alternativet er at skære lidt op og så bomme en gang imellem. Hvilket
man egentlig også helst er fri for i frisk vind og sø.

Vejrudsigten sagde også, at vinden ville forsvinde om natten,
og det kom til at passe. Det betyder at motoren må i gang, men det giver til
gengæld meget afslappet sejlads, hvor autopilot og GPS klarer ærterne. Dorthe
var – uagtet, at vi igen prøvede med søsygeplaster bag øret – påvirket af
rulleriet (det er det værste for hende), og tilbragte natten i køjen. Men på
denne tur var vi jo 3 ombord, så Susanne hjemme fra sejlklubben og jeg tog
vagterne. Same procedure as always – minutur på 15 min. og så putte sig under
spray hooden. Pludselig er natten forbi, og man har faktisk fået sovet en del.

Dagen efter skulle vinden friske op fra øst eller sydøst. Vi
håbede meget på øst, for ellers ville det knibe meget med at holde Stornoway
oppe (holde oppe betyder at sejle direkte uden at skulle krydse). Da vinden kom, var
det mere sydøst end øst, så vi sejlede bidevind (så tæt til vinden som muligt) i en del timer for at oparbejde
extra højde, hvis vinden skulle dreje mere i sydlig retning. Vi rebede ned til
2. reb og det blev ret hård sejlads med temmelig grov sø. Ikke behageligt for
nogen ombord, men taktikken virkede og vi undgik at krydse. På den måde fik vi
også set de 2 øer Sula Sgeir og Rona, som vi sejlede i mellem. Hmm, set og set,
det var ikke godt vejr, så der var ikke meget at se.

Her har Susanne rortørnen:

Og rigtigt, vejret var ikke for godt.

På hele turen mødte vi kun et par fiskebåde og så et par
gange store skibe langt borte, så det var fredeligt. Vi så marsvin, delfiner,
sæler og var ved at sejle ind i en hval. Det var om morgenen og tilfældigt ser
jeg fremad og en bådslængde direkte foran os blæser en hval. Jeg sprang om til
rat og selvstyrer og skar kraftigt op. Ingen spøg at sejle ind i en hval – hvis
man er rigtig uheldig kan man forlise. Vi må prøve at finde ud af, hvilken
slags hval det var. Ingen finner at se, den var ikke sort og
åndehullet mindst lige så stort som jeg kan række om med 2 hænder og strakte
fingre – nogen bud? Den nåede at lave et lille extra pust og så var den væk. Vi
oplevede også suler 2 gange, som i store mængder dykkede. Jeg er vildt
fascineret af suler – de er meget smukke og deres styrtdyk vildt imponerende.

NB: i mellemtiden har jeg konsulteret en dansk hvalspecialist: det var en kaskelot! Verdens største tandhval!

Kvart i midnat sejlede vi ind i Stornoway lystbådehavn. Jeg
havde talt med havnekontoret og der stod en mand for at tage imod os! Det er da
service på en lørdag aften! Jeg fik ikke oplevet så meget af Stornoway og
omegn, fordi jeg brugte mange timer på at lokalisere årsagen til at vi havde
fået vand i båden under overfarten. Men resten af besætningen var på udflugter.
Havnen ligger meget pittoresk lige over for et slot midt i en park, så vi havde
bestemt en køn udsigt. Dorthe fik ikke så meget ud af sine udflugter, for hun
fotograferede på livet løs uden kort i apparatet. SD kortet sad i min PC
:o(
Susanne var ikke meget bedre
stillet, for hun havde omhyggeligt købt et extra kort til sit kamera, men det
var en forkert type :o( Ja, jeg siger
ingenting …

Stornoway ligger på øen Lewis, som er den nordligste af de
Ydre Hebrider. Derfra sejlede vi ned til East Loch Tarbert, hvor vi lå for svaj
(for anker) om natten. Mikkel, skipper på Pertito, fik derfor nu en kærkommen
lejlighed til at puste sin helt nye gummibåd op og sejle os ind til den lille by
i 2 hold. Øen vi nu var på hedder Harris og det er derfra navnet Harris Tweed
stammer fra. Det er en lille ø, og vi fik en fin tur hele vejen fra nord til
syd og hjem igen med en minibus i fast rutefart. Vestsiden – ud mod Atlanten –
har flere meget store kridhvide sandstrande, men hvornår man mon kan bade der?
Både vandet og luften ligger omkring de 13 grader. Men meget smukt!

På vejen til East Loch Tarbert vidste Søren – gast på Pertito – at der er en stor fuglekoloni (250.000!) på Shiant Islands. Betagende skue, men svært at fotografere!

Vi fortsatte sydpå til øen North Uist, hvor vi fandt en
lille marina i Loch Maddy. Derfra var det egentlig meningen, at vi ville sejle
over til øen Skye og besøge Tallisker destilleriet. Men da vi kun kan ligge for
anker dér, fravalgte vi whiskyen, fordi vejrudsigten sagde, at vi ville komme
til at ligge indeblæst i nogle dage. I stedet sejlede vi derfor ned til South
Uist – til en helt ny marina i Lochboisdale. Her – jeg skriver disse linier på
dette sted – har vi nu ligget mens 2 kulinger er føget hen over os med en bunke
regn som extra belønning. Vejret har været så dårligt, at der slet ikke har
været lyst til udflugter! Byen er lille bitte, og der er ikke nogen forretninger. Ca. 3 miles væk ligger der et supermarked, og med en lokal taxa kan man køre
derhen, handle mens chaufføren venter, og køre hjem igen for £ 10. Vi følger
med i storpolitikken og véd at det nu er blevet endnu billigere. I havnen havde de – og det har vi ikke før set – en handicaplift, som Ite blev den første bruger af.

Man kan ikke se, hvor meget det blæser, men skyerne hænger lavt!
Indlægget er skrevet midt i juli, men pga dårligt internet, har det ikke været muligt at uploade billeder før nu (26/7). I morgen går vi ind i den Caledoniske Kanal, men der kommer indlæg om resten af turen i Vestskotland – forhåbentlig – nu, hvor vi “er tilbage i civilisationen”.