Mens vi lå
indeblæst i Lochboisdale, nede i den sydlige ende af de Ydre Hebrider, havde vi
en rigtig hyggelig oplevelse. Det var ved at være sengetid – vel omkring 23 –
og jeg sad i cockpittet (cockpitteltet var monteret), Dorthe var gået ned om læ
i kahytten. På den anden side af broen vi lå ved, lå der en motorbåd, og
pludselig lød der musik derfra – live. Traditionel Scottish Gaelic Music, som
man også hører den i Irland. Jeg mistede strax lysten til at gå til køjs og
hentede mig en øl i stedet og satte mig til at lytte.

Lige efter
kom skipperen fra båden og spurgte om musikken forstyrrede os – jeg svarede
”hell no – I just grabbed a beer to sit and listen”. Hvorpå han inviterede os
over til dem! Båden var en gammel
lodsbåd, som havde sejlet nede ved Themsen. Det viste sig at folkene ombord var
musikere og næste morgen skulle op til Stornoway (med bil) og optræde. Det blev
en fantastisk aften/nat! Der blev spillet og sunget på livet løs – flere slags
fløjter, harmonika, sækkepiber og kortbordet blev til tromme.

Skipperen
var også lederen af bandet og ejede båden sammen med én af de andre og
vedkommendes far. Jeg var glad for at det ikke var os, der skulle tidligt op
næste morgen. Vi var stadig i havnen da de et par dage efter kom tilbage fra
Stornoway og skulle hjem igen med båden. De havde set at Gemma – en af bådene
vi sejler sammen med – har en handicappet ombord, og tilbød helt uopfordret at
ville hjælpe i sluserne i den Caledoniske Kanal, for, som Andrew sagde: jeg bor
jo lige ved! Ved afskeden forærede de os 2 CD’er og en DVD – ikke nok med det,
de satte to sækkepibespillere på dæk i regnvejr da de sejlede ud, for at sige
farvel til os! http://www.skipinnish.com/ – det er Angus og Andrew, der er
bådejerne. http://www.skipinnish.com/discography




Men endelig
slap vi da løs af blæsevejret og kunne sejle videre – målet var øen Rum (tænk
for et navn i whiskyen’s land!). Vi fik en rigtig fin sejltur østover, hvor
målet var en ankerbugt, idet der ikke er nogen havn på øen. Der var dog meget
dårlig sigt, så vi havde for en gangs skyld radaren kørende. Cruising guides
advarer om meget specielle vindforhold – hvis det blot blæser en smule, kan
øens typografi forårsage endog meget kraftige faldvinde – altså vinde, der
kommer ned ad bjergsiderne. Og det fik vi sandelig at mærke! Da vi nærmede os
Rum, steg vindstyrken betragteligt og da vi drejede ind i bugten blæste det 15-20
m/s. Samtidigt var der finregn i luften så sigtbarheden faldt til det rene
ingenting. Vi kom helt ind bunden af bugten og ankrede op så langt inde vi
turde – vi skulle jo gerne stadig have vand under kølen, når det var lavvande
(ca. 3½ m forskel på høj- og lavvande). Ankeret bed med det samme, hvilket var
en stor lettelse under de vindforhold. Efter uvejret så det ganske anderledes ud:

Vor
skovfogedven Jens Peter havde fortalt os om øen, som han besøgte for mange år
siden – der har over en lang årrække foregået videnskabelige undersøgelser af
øens store kronvildtbestand. Pertito lagde gummibåd til – nu døbt gummitaxien –
og den har en størrelse så også Ite kunne blive løftet ned i den og sejlet ind.
Vel inde på stranden, fik vi hende så løftet over i den medbragte rullestol.
Det var noget hun nød!



Vi fortsatte
sydover og besøgte både steder på fastlandet (kan man sige det om UK?) og øerne
Mull, Jura, Islay og Colonsay. Port Ellen, Isle of Islay, var det sydligste i
denne omgang. Det fejrede vi med adskillige destilleribesøg og et dejligt restaurantbesøg
om aftenen – fra nu af (23/7) ville det gå lige hjemad.




Én af dagene
skulle vi igennem sundet mellem Jura og Islay. Da det er ganske smalt skulle
det foregå i medstrøm – vi fik at mærke at Tide is King, for vi måtte derfor
starte kl. 4 om morgenen. Godt vi gjorde det, for vi var i perioder oppe på
over 11 knob over grunden, hvilket betyder at vi havde en medstrøm på over 5
knob. Da klokken var 09:15 var vi fremme og dagens sejlads overstået. De andre
sejlere på stedet var ved at spise morgenmad.
Billedet viser “overfalls” nord for Jura:

Næste mål
var at komme op mod Fort William, som er den vestlige ende af the Caledonian
Canal – men mere herom næste gang!