Marianne 4

Tirsdag den 26. juni kom vi endelig afsted, efter en
uforudset forsinkelse. Hov, nu kom der lige endnu en uforudset hændelse i præcis dette
øjeblik ……

Netop som jeg satte mig til at skrive, skvattede Dorthe i
karret, som man siger. På vej ned på flydebroen i naturhavnen i Klintemåla, gled hun på stævnstigen, og PLASK. Dér lå
hun så og svømmede rundt, hvorefter hun fik en line og jeg trak hende agterud
til den officielle badestige, og badenymfen steg ombord igen. Noget forslået og garanteret på vej til at blive godt øm i de kommende dage. Den eneste trøst: vandtemperatur 20,6 gr. Vi har sejlervenner, som netop
har fået deres båd på land i Grækenland, og for et par dage siden faldt Lena 3
m ned. Pu-ha, hvor kan det hurtigt gå galt!

Forårsklargøringen var i år lidt hektisk bl.a fordi jeg installerede et nyt lithium-batteri system ombord. Og der er jo altid noget, som driller. Men i orden kom det og, syv-ni-tretten, det ser ud til at fungere fint. Den øvrige klargøring bød ikke på overraskelser. På billedet er jeg halvvejs oppe i masten.

Efter nu at have været afsted i et par uger, er sjælen
ved at indhente mig, og så må det være tid for en søforklaring.

Første dag sejlede vi til Falsterbokanalen, hvor der er en
lystbådehavn ved nordenden, før broen. Kanalen er en direkte konsekvens af 2.
Verdenskrigs udbrud. Falsterbro Rev går langt ud i retning af Stevns, og
tyskerne udlagde søminer i stort antal, og ville ikke respektere svensk
territorialfarvand. For at kunne opretholde kystsejlads i rimeligt omfang, blev
kanalen anlagt på ca. 1 ½ år. Som soldat på Bornholm husker jeg at 66 bådene ’i
gamle dage’ sejlede igennem kanalen. I dag er det vist kun lystfartøjer, og
broen åbner hver hele time.

Om aftenen gik jeg på molen og så mod København – kunne
klart erkende profilen af Amager Bakke, det ny affaldsforbrændingsanlæg. Jeg tænkte,
at nu ville det vare et par måneder før jeg genså Danmark, men det var
naturligvis forkert!

Næste formiddag videre – det flotte højtryksvejr er både
godt og ondt, for der er ingen vind at sejle på, så det er for maskine. På
svensk ’kör’ man når det er for maskine og ’seglar’ når vinden driver værket.
Man skulle efterhånden ikke tro det, men vi lagde om aftenen ind i en havn vi
ikke tidligere havde besøgt: Kåseberga, som er et gammelt fiskerleje – øst for
Ystad og lidt før Sveriges sydøstlige hjørne. Fint lille sted! Stedet er kendt
for en ældgammel stensætning, kaldet Ales Stenar, dateret 500 år f.Kr. Man ved
ikke, hvad meningen med stenene har været.

Nu havde vi behov for indkøb, så næste havn skulle have et
godt supermarked. Valget faldt på Simrishamn, med en stor og rimelig kønsløs
marina, men byen er mægtig hyggelig. Vejret er fortsat meget varmt og med ringe
vind – den smule vi havde var lige i mod! Hele vejen rundt om hjørnet af
Sverige, kunne vi klart se Bornholm, så helt havde vi endnu ikke sluppet
fædrelandet. Men på vej i Hanöbugten forsvandt Bornholm under kimingen.

Vores mål med turen var/er Den Botniske Bugt – dvs. nord for
Stockholm og Ålandsøerne. Vi har aldrig været nord for disse steder. Hvor langt
op i bugten vi så kommer, må vise sig – vejr, vind, tid og lyst vil afgøre det.
Så for at komme videre skal vi over Hanöbugten, hvilket er en distance på 60
sømil (1 sømil = 1.852 m), og det vil tage omkring 10 timer, naturligvis
afhængig af vinden. Men den er der ikke rigtig, vinden altså, den er lige i
mod. Det gider vi ikke! Så vi sejler i stedet til Hanö, som er 30 sømil borte,
og næsten i den rigtige retning. Hanö spillede en rolle for englænderne under
Napoleonskrigene – de krige, Danmark kom rigtig skidt fra. Hanö var engelsk
flådebase og der blev anlagt en engelsk kirkegård. I nyere tid blev der, i
forbindelse med et engelsk flådebesøg, rejst et kors på kirkegården.

Øen er ikke stor – 214 ha, og der er ingen biler. Vi har
været der flere gange, bl.a. engang under en nordvestlig kuling. Havnen er
meget udsat i denne vindretning og det var en skrækkelig oplevelse. Men denne
gang var fin, varm og fredelig!

Vejrudsigterne er os stadig ugunstige. Bevares, det er fint
sommervejr, men vi sejler på vind og vil ydermere gerne have lidt slæk på
skøderne (for landkrabber: vi vil ikke sejle i modvind). Så vi trækker den i
ørerne og vil hygge os i dejlige Blekinge. Indenskærs i den grønne skærgård
stævner vi mod Ekenäs ved Rönneby. Fra vores bådebro er der 200 m over til Karö
(udtales Kår-ø på svensk), og den rute betjenes en shuttle færge. Samme båd
alle de år vi er kommet her.

At besøge dette sted indebærer altid en spadseretur Karö
rundt. Vi blev en extra dag mens en østenpiver blæste igennem. Øen har i øvrigt
navn efter en tidligere ejers kærlighed: Karin. Den ene aften var vi til rødvin
ombord hos Fie og Niels – en Bianca 111 hjemme fra Svanemøllen – båden hedder
Castafiore. Get it?

På vej fra Ekenäs passerede vi Castafiore, og de tog et billede af os.

Nu var det blevet tid for indkøb igen. Vi kunne naturligvis
have taget bussen (5 min.) ind til Rönneby, men da vi jo skulle videre, valgte
vi at gå til Karlskrona. Det var her i skærgården den ’berømte’ russiske ubåd
gik på grund tilbage i den kolde krigs tid. Byen har i flere hundreder år været
hovedbase for den svenske flåde. I 1659 blev Blekinge svensk og man havde behov
for en flådehavn, som ikke var ligeså bundfrossen som Stockholm om vinteren.
Det var dengang vi havde ’den lille istid’ som først sluttede i midten af
1800-tallet. Basen er stadig hjemsted for den svenske flåde, som bl.a. omfatter
5 stk. korvetter af meget futuristisk udseende.

Når man sejler i skærgården er det med at følge med i søkortet. Ikke blot pga skær, men også broer og højspændingsledninger. På vej fra Karlskrona skal man passere (hvis man da ikke vil sejle en omvej) en bro med en frihøjde på 18 m. Det er præcis den højde vi skal have for at komme under. Vi har været under den flere gange, så vi var helt rolige, men det er umuligt at vurdere, set nedefra.

Efter at have været på indkøb – jeg som pakæsel med rygsæk
og det hele – skulle vi videre. Målet var nu Kristianopel (oprindelig
Christianopel), som er sidste by i Blekinge før den gamle grænse, dvs. før Danmark
mistede Skåne, Halland og Blekinge. Grundlagt af allestedsnærværende Chr. IV og
tæt på Brømsebro, hvor en af den mange skæbnesvangre krigsafslutninger fandt
sted – denne i 1645. Chr. IV gav os mange bygninger at se på, men bortset fra
det, var manden en katastrofe for Danmark. Men Kristianopel er et super
hyggeligt sted at besøge i dag. Og kirken er en oplevelse!

Kristianopel ligger i den sydlige ende af Kalmarsund –
sundet er det smalle stykke vand mellem Öland og fastlandet. Sandt at sige
synes jeg det er altid noget af et trivielt stykke at komme igennem, men der er
ikke rigtig noget alternativ. At sejle på ydersiden af Öland duer kun hvis man
sejler non-stop til Gotland, og det er ikke dér vi skal hen denne gang. Til
gengæld havde vi, indtil videre, turens bedste sejltur op gennem sundet. 8-10
ms agten for tværs og bragende solskin. Det fås ikke bedre!

Vi valgte at lægge ind til Kalmar, fordi det er nemt at
handle dér. Da vi har været i Kalmar adskillige gange, var der ingen grund til
sightseeing, selvom fx Kalmar Slot bestemt er et besøg værd. Det var her
Kalmarunionen blev indgået under vores Margrete den 1., som nok til dato er den
mest magtfulde kvinde i danmarkshistorien.

På den svenske østkyst starter skærgården nord for
Oskarshamn. Det ville vi benytte os af, så næste mål var en fin ankerplads ved
Tväggesholmen, som ligger i skærgården ud for Figeholm. Vi var den absolut
eneste båd i miles omkreds og vejret var pragtfuldt – i hvert fald til næste
morgen, hvor det regnede med torden i baggrunden. Første regn siden …. vi kan
slet ikke huske, hvornår det var! Men inden det dårlige vejr kom sidst på
natten, havde vi en skøn aften på ankerpladsen. Dorthe badede for første gang
da vi havde smidt krogen, og jeg skulle have været i om morgenen. Jeg blev
reddet af det dårlige vejr. De tre billeder er fra samme ankerplads.

Den følgende dag ville vi have været op til Fyrudden – ca.
50 sm længere nord på. Afsted kom vi, men det var for surt. Regnvejr og modvind, så efter
nogen betænkningstid, drejede vi ind i mellem skærene igen og landede i
naturhavnen i Klintemåla. Never heard of it. Kun én anden båd foruden os – også
dansker. Men meget fredeligt og naturskønt. Den Svenske Kryssarklub har en bøje
liggende lige ved siden af vores bro, og som medlemmer kunne vi have ligget ved
den. Men så kunne Dorthe jo ikke falde i vandet ved landgang ….

Men dagen efter kom vi til Fyrudden efter en herlig, varieret tur gennem skærgården. Vi havde også en etape udenskærs og fik dejlige timer for sejl.

Vi er nu havnet i Oxelösund, som blot ligger lidt syd for Stockholms skærgård. Vi hat taget en overliggerdag. Den generelle vejrudsigt er ikke særlig god for vores videre færd mod nord – nordlig vind og ikke ret meget af den. Men pyt, vi når det vi når!

Husk I kan følge os på fx www.marinetraffic.com – skriv Marianne 4 i søgefeltet, så kan I både se, hvor vi er og hvilken rute vi senest har tilbagelagt, ved at klikke lidt.

Lad det være sagt med det samme: vi er hjemme igen! Ankomst
Svanemøllehavnen søndag den 27. august om eftermiddagen.

Efter Samsø sejlede vi til Sejerø – jeg tror det 25 år siden
vi var der sidst, og det er ikke fordi der ikke er rart, men vores vej er
åbenbart ikke faldet forbi. I øvrigt kunne vi da slet ikke kende stedet, dels
pga svigtende hukommelse, men også fordi havnen har undergået store
forandringer. Vi lå ved en meget fin ny mole, og her sidst på sæsonen, var der
vældig god plads. Fine forhold og små trækvogne hos havnefogeden, som vi kunne
bruge, når vi skulle op til Brugsen for at handle – ca. 1 km fra havnen til
Sejerby.

I sæsonen er Sejerø altid propfuld:

Men nu var det sådan:

Godt det samme, at der var rart og hyggeligt, for nu skulle
vi ligge indeblæst igen. I en 4-dages periode blæste det mere eller mindre
konstant 12-14 m/s, og det er vel over vores komfortzone. Man hygger sig bl.a.
med de andre i havnen – en motorbåd fra Havnsø (inde i bunden af Sejrøbugten, hvor færgen kommer fra)
havde en lille motorcykel på ’bagperronen’, og Dorthe var 2 gange med ude at
køre. Den ene gang til Brugsen og den anden gang hele øen rundt. Da skipperen så at
vi kom fra Svanemøllen, spurgte han om jeg kender en bestemt person: ’ja da,
endda udmærket’! Det var hans gamle bekendt, men de havde tabt forbindelsen. ’Du
kan da få hans telefonnummer’, sagde jeg. Senere fik jeg at vide at de nu havde
aftalt at mødes – small world.

Til Brugsen:
Øen rundt:

I den fine, ny indrettede havn, var der også en mindre bygning, hvor der én af dagene blev afholdt en koncert af Midtfyns Klarinetorkester. Dagen efter spillede de også ved Gudstjenesten.

I kirken sad orkestret oppe på pulpituret, så man kunne ikke se dem, men det er en køn gammel kirke fra slutningen af 1200 tallet.

Og apropos kirker, så er her et billede fra en anden gammel kirke – Skælskør Kirke, fra Valdemar Sejr’s tid, dvs. omkring 1200.

Og som noget af en kontrast, Gudhjem Kirke, som ikke er meget over 100 år gammel. Til gengæld har den en super beliggenhed, med udsyn over Østersøen – man ser let Christians Ø derfra:
Dagen efter vores ankomst til Sejerø, tog vi i mod fortøjningerne fra en sejlbåd fra Aarhus. Det viste sig, at vi havde adskillige fælles bekendte, og så gik snakken. Vi tilbragte megen tid sammen med dem, og sejlede også videre fra Sejerø sammen med dem til Hundested.

I de dage (nej, det er ikke Juleevangeliet), var der stor aktivitet
i skydeområderne omkring Sjællands Odde, og det var præcis, hvor vi skulle
passere, når vi skulle sejle videre østover. Da vi slap løs, var der heldigvis
ingen problemer, og vi kom fint gennem Snekkeløbet og til Hundested.

Dorthe og jeg havde aftalt at slutte sommertogtet med at
deltage i vores sejlklub’s Høsttræf, som skulle finde sted 25-27. august.
Rungsted blev derfor vores næste havn efterfulgt af Skovshoved. Det var jo et
kort hop, men vi skulle absolut besøge ’Hal 5’ på Skovshoved Havn før sæsonen
sluttede. Hal 5 er én af Nordbjærg’s vinterhaller (værft på Skovshoved Havn), og her i sommerhalvåret
bliver det forvandlet til et rustikt spisested. En vellykket blanding af hygge
og rustik indretning – paller, ægte tæpper og Arne Jacobsen lamper. Vi spiste
sammen med Nina og Allan (Nordbjærg partner) og havde en skøn aften sammen.
Tidligere på dagen havde vi besøg af ’min Peter’, som havde travlt med KDY
aktiviteter i Skovshoved.

Hal 5:

K.A.S. Høsttræf startede med ’rødvinstræf’ på kajen i
Kastrup Havn kl. 21 fredag aften. Meningen var, at vi lørdag skulle sejle
kapsejlads til Lomma i Sverige, men det blev aflyst pga alt for lidt vind. Men
til Lomma kom vi da, og om aftenen havde vi en dejlig sammenkomst med gril og
hygge i den lokale sejlklub’s dejlige omgivelser. Om søndagen sejlede vi hjem
til Svanemøllen – således begyndte vi sommertogtet med sejlklubben’s Forårstræf
og sluttede med Høsttræffet.

Vi sejlede for maskine fra Kastrup til Lomma, og det undrede
mig, at vi ikke sejlede med den sædvanlige fart ved de sædvanlige omdrejninger –
da vi slog bak i Lomma rystede båden kraftigt. Hmm…. Forklaringen ses på
billedet nedenfor. Vores flinke havnefoged er også dykker, og han kom hurtigt
op igen med et stykke reb, som havde sat sig fast i (folde)propellen.

Slut på en fin tur – ikke nær så lang i sømil som de tidligere år, men
på trods af vejret dejlig alligevel. Aldrig har vi ligger indeblæst så mange
gange – mere end 10 gange! Ingen alvorlige hændelser og intet alvorligt gik i
stykker, men alligevel har jeg nu travlt med to-do-listen.

Tak for denne gang på bloggen!

Dorthe (first mate) og Karsten (kaptajn)

………../)……../)…./)…………

Nu har vi for alvor taget hul på den danske del af sommertogtet.
Bortset fra gennemsejling, har vi ikke sejlet i Danmark de seneste 6 år, så det
er både nyt og hyggeligt. Da Vilhelm skulle påmønstre i slutningen af juli,
skulle vi også tænke på logistikken for hans forældre, både når de kom for at
aflevere ham og igen ved afmønstring en uges tid senere.

Fra Rudkøbing sejlede vi til Troense på Taasinge, som er
dansk hygge og idyl, når det er bedst. I Troense mindes jeg altid en besøg med
Spækhuggeren for vel ca. 25 år siden – det var i hvert fald før
mobiltelefonerne. Stine var i Mexico som led i hendes cand.merc. og vi havde en
far/datter samtale, som foregik over VHF radioen/Lyngby Radio. Den tog vist en
45 minutter og når en samtale er slut kommer Lyngby Radio ind og fortæller hvor
lang tid samtalen varede = hvad man skal betale for. Alle kan jo høre samtalen,
og den vagthavende sagde så: ’Marianne,
Lyngby Radio: det var – hvad skal vi sige – 15 minutter’. Mon ikke selv han
var far?

I mange, specielt danske, havne betaler man i dag havnepenge
i en automat, og ser dermed ikke skyggen af en havnefoged. Men nej, ikke i
Troense, dér kommer han, 80 plus, i fin uniform, og tager også imod
bestillinger af morgenbrød. Jeg er sikker på at han hygger sig lige så meget ved
arbejdet, som vi, ved at han kommer rundt. Og i øvrigt havde vi herligt
sommervejr, så vi grillede for første gang på turen!

Vilhelm påmønstrede i Ballen – nej, ikke Ballen på Samsø,
men Ballen på Sydfyn. En særdeles fredelig havn, som oven i købet er frihavn
(hvis din egen havn også er frihavn, betaler du ikke havnepenge), hvilket var
en god fidus, for som ventet, kom vi til at ligge indeblæst. Buldrende tordenvejr og blygrå skyer.

Da vi fortsatte var vi 3 ombord, og vi sejlede til Svendborg.
Vel at mærke for første gang til den nyindrettede lystbådehavn i det gamle
værfts- og havneområde, som ligger helt inde ved bymidten. Meget vellykket og
vi nød opholdet. Vi besøgte Naturama, som er en rigtig fin oplevelse.

Dorthe havde ikke fødderne på gulvet, da de slap fugleedderkopper løs!

Vi havde stillet Vilhelm i udsigt, at vi en nat ville ligge
for anker, og vi valgte at sejle sydpå ud af Svendborg Sund og ned til Strynø –
ind på 3 m dybde og ud med ankeret. Så blev gummibåden pumpet op og Vilhelm fik
sine første lektioner i at ro. Han var meget ihærdig, også efter jeg forlod
båden, og fortsatte med stor iver alene. Vi havde en lang tynd line i den, så
han ikke skulle forsvinde fra os. Vi prøvede også at fiske, men det havde vi nu
ikke noget held med.

Uha – går vi på?

Redningsvesten skulle afprøves:


Al begyndelse er svær:

Det hele skal prøves:

Vi leger med delfin:

Egentlig var det vores mening at sejle ned til Bagenkop,
Langeland, men vejrudsigten kom på tværs. Tanken var at besøge Langelandsfortet.
I stedet sejlede vi nordpå til Dagelykke, også Langeland. Det viste sig at være
den mest forladte havn vi nogensinde har oplevet om sommeren! Men det betød at
Vilhelm havde hele havnebassinet for sig selv til sine ro-øvelser i gummibåden.
Han blev så god at en hollandsk besætning roste ham i høje toner, og slet ikke
ville tro, at han dagen inden prøvede for første gang.

Vi var rigtig uheldige med vejrudsigten, og var derfor,
efter Dageløkke, nødt til allerede at vælge den havn Vil skulle afmønstre i.
Det blev Skælskør og vi sejlede dertil at temmelig dårligt vejr. Dorthe og jeg
i olietøj og Vil installeret i salonen med dyne og iPad. Han fik en søsygepille
til morgenmaden og holdt således kvalmen nogenlunde på afstand. Indsejlingen
til Skælskør er meget smuk og med lidt besvær fandt vi en havneplads – på med
cockpitteltet, og så var vi klar til havnehygge i nogle dage mens uvejret drev
over. Men byen er meget hyggelig og der lå en vældig god fiskeforretning 50 m
fra båden. Mor Ane kom fredag efter arbejde og blev til lørdag middag – dejligt
samvær! Hun sov sammen med sin søn i agterkahytten – som han kalder sin kahyt – med
pga blæsevejret, som uheldigvis var agtenfra, sov Ane meget dårligt, da det
klukkede og bankede under hækken. Vi havde en urolig havneplads.

Ved afmønstring modtog Vilhelm diplom:

De efterfølgende dage har været kendetegnede af korte ture.
Første stop blev Korsør, som vi aldrig har besøgt før. Fine forhold i Marinaen. Naboskabet med flådestationen gav
mindelser om Den Helder i Holland. Søværnet underholdt med 3 stk. meget
larmende Seahawk helikoptere i en længere periode.
Byen er godt nok ikke spændende, men der er dog hyggelige steder i Korsør:

I færgetrafikkens tid, var der opstillet en fyrbåke udenfor Korsør Havn. Den var også forsynet med tågehorn, og denne lyd gav den tilnavnet ‘koen’. Efter færgernes ophør, er båken nu opstillet på land – hvert år, på datoen og tidspunktet for den sidste færges ankomst til Korsør, brøler tågehornet.

På vej videre i Storebælt, blev vi vidner til en ubehagelig
oplevelse, omend kun over radioen. En redningshelikopter hentede en ung pige
(man får jo alle detailler med), som havde fået bommen i hovedet. Hun blev
fløjet til hospital i Odense – vi må håbe det er gået hende godt, og man fyldes
med taknemlighed over det beredskab vi har.

For anker i naturhavn Korshavn – i baggrunden em Phantom 42, magen til den jeg sejler til Caribien med til vinter:

Vi ville gerne bringe os ’i stilling’ til en hurtig
københavnertur og sejlede derfor til Korshavn på Fyns Hoved. Vi lå for anker i
den meget hyggelige naturhavn og dagen efter sejlede vi til Otterup Havn, også
kaldet Egensedybet, inde i Odense Fjord. Fjorden er meget lavvandet, så det
foregår gennem smalt, afmærkede løb, og det allersidste stykke ind var lidt
kritisk – ekkoloddet viste helt ned til 1,8 m og vi stikker 2,0. Det har nok
været tang, for vi rørte trods alt ikke bunden. Havnen er lille, meget hyggelig og
får kun besøg af et begrænset antal gæstesejlere. Til gengæld får man en meget
personlig og venlig velkomst. Igen kunne vi bestille morgenbrød hos
havnefogeden og havnepengene var yderst rimelige – strøm, vand og brusebad var
alt sammen inkluderet.

Otterup/Egensesdybet:

Målet var Odense. Vi har aldrig før sejlet i Odense Fjord,
og jeg tror det var den eneste og sidste danske fjord vi ikke før har sejlet i.
På vejen ind igennem et særdeles snørklet løb, kommer man forbi Lindøværftet,
hvor man tidligere byggede endog meget store skibe. Det var en
skohornsoperation at få dem ud efter stabelafløbning. I dag summer Lindø igen
af aktivitet – ikke kun som skibsværft, men mange andre aktiviteter. Til sidst
bliver det til en kanal og vi passerede Fynsværket, hvor jeg har tilbragt meget
tid og utallige møder i årenes løb. For at komme helt ind i Odense Havn, må man
i dag passere en ny bro – Odins Broen – og vi havde derfor timet vores ankomst
med åbningstid.

Firmaet H.J. Hansen, som jeg primært kender som vinfirma, er et stort genbrugsfirma, som det hedder nu om dage. På firmaets store plads ved Odense Kanal, troner udkikstårnet fra panserskibet Peder Skram – kommandohejsning i 1909 og sænket af flaaden i 1943. Kuriosum: Under ophugningen (1949) blev det kraftigt pansrede kommandotårn udtaget og senere opstillet på forsøgsstation Risø til brug ved radioaktive målinger

Vel inde, lagde vi os ind ved Sejl- og Motorbådsklubben
Frem’s broer. Det er specielt og dejligt at komme uden for alfarvej – man hilser
pænt på hinanden med håndtryk. Det var også en frihavn! Den 12. august havde
Jette og Tine Keis inviteret til et mindearrangement i Vedbæk – de bor i USA og
begge deres forældre, vores gamle venner Kirsten og Svend, er nyligt døde, og
det skulle også markeres i Danmark. Vi tog toget om formiddagen og havde nogle
gode timer sammen med Kirsten og Svend’s familie, venner og gamle Niro kolleger.
Først på aftenen var vi tilbage på båden i Odense.

Fra Odense igen til Korshavn, men denne gang lagde vi os ved
broen i naturhavnen. Det blæste godt og derfor dukkede der hurtigt et antal
kitesurfere op – ren akrobatik og meget underholdende at iagttage. Derefter gik
det mod Tunø – der var absolut ingen vind, så Yanmar-san bragte os frem. Vel
ude af Korshavn kunne vi lægge et waypoint ind 21,2 sømil nordpå. Fordi
vindmøllepark, grunde, bøjer, tæt på Samsø’s kyst, men absolut lige ud hele
vejen helt til anduvningsbøjen ved Tunø havn. Autopilot og GPS førte os sikkert
frem. Sidste år fik vi radar (pga turen til Færøerne), og vi har endnu ikke
rigtig haft brug for den. Men jeg øvede mig på vejen, bl.a. med indstilling af ’guard
zones’ – radaren giver alarm når et objekt kommer indenfor den indstillede
afstand. Det fungerer imponerende godt.

Korshavn:

Endnu en hændelse på radioen – denne gang dog helt uden
dramatik: Warship Peter Willemoes – this is
Chinese warship XXX. Jeg fattede naturligvis ikke navnet, men havde dog
ikke troet, at vi nogensinde skulle få kinesiske flådefartøjer at se i danske
farvande! De kaldte den danske fregat for at aftale passage af hinanden – en rutinemæssig
foranstaltning, men en kineser! Jeg har efterfølgende Googlet mig til at det
drejede sig om 3 skibe, en missildestroyer, en fregat og et forsyningsskib.

Der kommer nye kulingvarsler i en lind strøm over radioen,
så vi blev en extra dag på Tunø. Det er ved at tynde ud i de danske sejlere –
skolen er jo startet – så de fleste steder er tyskerne i overtal. Det gør
ingenting, for det er flinke og meget hjælpsomme folk.

På billedet ses Tunø Kirke – den gamle vittighed om, at
præsten på Tunø ligger i med fyrmesteren’s kone har rod i, at kirketårnet for
mange år siden blev bygget om til fyrtårn. Vi havde egentlig tænkt os at sejle
til Mårup på Samsø efter Tunø, men pga vejrudsigter, valgte vi at sejle om på
østsiden af øen til Langør. Her ligger vi og hygger os en extra dag – i går
havde vi besøg af min gamle kollega Karsten Felsvang, der har sommerhus i
Nordby.

Kommentarer til bloggen er altid velsete – så véd man da den
bliver læst!

Jeg modtog en belæring efter Søforklaring Nr. 3 –
højspændingsmasterne over Elben er ikke forsynet med vindeltrapper, men
spindeltrapper!

Citat: En
spindeltrappe snor sig omkring en centralt placeret pæl, kaldet en
“spindel”; en vindeltrappe er bygget efter samme princip, men har
ingen central spindel at sno sig om. En spindeltrappe har typisk kun ét
gelænder på ydersiden, mens støtte på indersiden kan findes på den centrale
pæl. Citat slut.

Tak Jens Peter!

Og for egen regning: u-båden i Kieler Fjorden – også omtalt i seneste indlæg –
blegnede noget da den russiske monstermaskine sejlede igennem dansk farvand ad
Rute Tango forleden: ikke mindre end verdens største med en længde på 175 m mod
den tyske på 56 m! Til gengæld er russeren gammel: søsat i 1980, og det er vist
rigtig gammelt for en u-båd, og den er da også den sidste overlevende i sin klasse.

Vi sejlede som sagt til Strande, som er den sidste havn på nordsiden
af fjorden før Østersøen. God havn vi før har besøgt. Strande er hjemsted for den hæderkronede Kieler Yacht-Club, oprindeligt stiftet i 1887 som kejserlig klub.

Da vi næste dag skulle
sejle, kunne vi høre, at der stadig var stor aktivitet i samme skydeområde som
da vi sejlede mod Kiel 10 dage tidligere. Tilmed var et tilstødende dansk
skydeområde også afspærret. Denne gang var det heldigvis ikke noget, som
generede os, for vi skulle vestover – vi sejlede til Danmark: Marina Minde ved
indsejlingen til Flensborg Fjord, tæt på Gråsten. Det var lidt hyggeligt at
være hjemme igen – vi fik leveret morgenbrød fra Lagkagehuset via havnekontoret
næste morgen. Men der er ikke meget at sige om Marina Minde, jo, meget
fredeligt!

Vi sejlede derefter ind gennem Flensborg Fjord – i mine øjne
Danmark’s smukkeste, eller næst smukkeste?, i skarp konkurrence med Mariager
Fjord – måske vinder Mariager, fordi halvdelen af Flensborg Fjord er tysk. Men
smuk er den. Man sejler forbi Okseøerne, hvor jeg mindes at have læst, at
Danmark’s første kapsejlads, tilbage i midten af 1800-tallet (?), blev afholdt.
Desværre vist med en drukneulykke.

På vejen ind i Flensborg Havn passerede vi en smuk, smuk båd
for udadgående, den havde linier som en J-båd – jeg nåede at læse navnet: Heaven can wait. Sikke et navn – skønt
som båden! Så smuk var den, at jeg Googlede den om aftenen: 22 m (72’) lang og
bygget i 2001 hos Olsen Yachts i Stubbekøbing. Den er til salg for € 1.400.000
(DKK 10,5 mio). Om jeg så fik den foræret, havde jeg ikke råd til at have den.

Flensborg er en meget hyggelig by og knyttet til søfarten,
og vi nød meget at gå rundt i byen. Sølvsmedjen Robbe & Berking (stort
firma) har åbnet et museum, Yachting Heritage Centre i Flensborg, og det ville
jeg meget gerne se. Desværre var det præcist nu lukket mellem 2 udstillinger.
Vi må tilbage – et fantastisk projekt i helt nye bygninger. Man driver også værft
med restaurering af gamle træbåde.

Det ny yacht museum:
Hyggelige Flensborg
Museumshafen – der lå også en båd fra Jyllinge:

De har fået en idé med at hænge sko op i store mængder over gaden!

Om aftenen var vi sammen med min jagtkammerat Peter’s søster
Bente og hendes kæreste Micha – de bor i Flensborg, er sejlere, og vi havde en
kanon aften. Bente havde afholdt byggemøde om eftermiddagen og ankom med en
stor bakke wienerbrød, som hun havde til overs. Næste formiddag kørte Micha os
til supermarkeder og på sightseeing. De har båd liggende lidt nord for byen i
Fahrensodde (lige over for Kollund), som er hjemhavn for Flensborg Yacht Club –
under Dansk Sejlunion.

I Flensborg blev vi begge klippet, og jeg forsøgte mig med
en selfie. Det afstedkom flere kommentarer på Facebook, men jeg synes da det
pyntede. På mit udseende altså.

Så var vi på besøg hos min gamle kammerat Vagn og hans kone
Connie i det sønderjyske. Herlig aften med god mad og alt hvad dertil hører. Vi fik
også sparket dæk – de har 2 MG’er (TD og MGB GT). Vi overnattede og næste
formiddag var vi på øko-bio-mejeri og købte ost. Derefter besøg hos Fleggaard,
så vi kunne bunkre øl, m.m., i passende mængder. Vi blev hentet og bragt til båden
– ren luksus og meget hyggeligt!

Nu var det tid at komme hjem til Danmark – igen! Vi sejlede
ud af Flensborg Fjord og til Høruphav, som ligger på sydsiden af Als. Hyggeligt
sted med charme, selvom havnen er udbygget til en temmelig stor marina. Min FTLF formand Kim ligger dér, men de er vist på sommertogt. Den kendte Gendarmsti slutter i Høruphav.

Den sydligste del af Als hedder Kegnæs – det er en halvø
(ø?) og vandet mellem Als og Kegnæs hedder Hørup Hav. Her holdt den danske
flåde og danske skibe sig i beredskab i sommeren 1864 for at kunne
evakuere de danske soldater. Det blev hurtigt aktuelt – fjenden satte over
Alssund og fik meget hurtigt overtaget. Det var efter Dannevirke og Dybbøl –
våbenhvilen ophørte efter sammenbruddet ved fredskonferencen i London, hvor den
danske regering spillede sine kort meget dårligt. Selv Fredericia var indtaget
af preussiske soldater efter slaget ved Dybbøl i foråret. Det endte som bekendt
med en ny sydgrænse helt oppe ved Kongeåen, lige syd for Kolding, indtil 1920.

Vi
havde besøgt et område med store følelser og konflikter. Min far havde i sine
seneste år en dejlig veninde – Helga – som oprindeligt var fra Flensborg.
Hendes far var stadsingeniør i byen og blev under 1. Verdenskrig indkaldt som
tysk soldat og faldt. Helga og hendes familie drev i mange år en forretning i
Vejle – når der kom tyske kunder i forretningen, måtte andre end Helga ekspedere.

I dag er hele området – både nord
og syd for grænsen – et eksempel til efterfølgelse, som jeg tidligere har
skrevet.

Nu ville vi til Ærø – nærmere bestemt
Marstal, hvor Dorthe havde ’sørget’ for en middagsinvitation. Men vejret var
bestemt ikke godt, når man ville sejle i den retning. Vi bestemte os derfor til
at sejle til Søby, som ligger ved nordspidsen af øen. Absolut så langt fra
Marstal, som man komme på øen. Da vi var på højde med Søby gik det jo egentlig
meget godt, ’så skal vi ikke fortsætte til Ærøskøbing, så er vi tættere på
Marstal?’. Jo, det gjorde vi så, og da vi var på højde med Ærøskøbing, gik det
jo også meget godt, så …. Det var noget af en omvej vi sejlede, men til gengæld
fik vi plads i den lille, hyggelige værftshavn i Marstal, og det er ca. 5 minutters gang
fra vores middagsaftale.

Vi var inviteret af Dorthe’s ’gamle’
chef fra Søllerød Privathospital, Eeva Kalaja Petersen, og hendes mand Elbert.
Eeva har i nogle år ejet en villa, som stammer fra Petersen-dynastiet i byen. Skønt
hus med en super beliggenhed. Flittige læsere vil huske, at vi i 2014 var til
stor fest samme sted, på vej hjem fra sommertogt. Dejlig middag, og Elbert og
jeg fik da lejlighed til at tale om andet end historier fra hospitalet!

På grund af ualmindeligt
dårligt vejr, blev vi i Marstal i 2 nætter, og i morges sejlede vi til
Rudkøbing. Man ankommer til byen ad et smalt løb, parallelt med kysten. Vi ser
nogle kæmpe telte? Åh, naturligvis: Langelandsfestival! På trods af det, fik vi
en rigtig fin plads i den gamle trafikhavn – lille og hyggelig. Da vi ankom i
går var vejret godt og Dorthe kunne afholde store-vaskedag. Problemet når vi
sejler er ikke at få vasket – der er vaskemaskiner i mange af havnene – men at
få tørret tøjet. Men det lykkedes alt sammen. I dag har det regnet næsten hele
dagen – og blæst – så vi bliver her en extra dag.

Jeg har benyttet tiden – bortset fra at skrive blog – til at installere en ny spilleradio. Den gamle stod af under tordenvejr i Tyskland for nogle uger siden. Den har været savnet!

Men i eftermiddag blev det da
opholdsvejr, så vi kunne lave en lille byvandring. Rudkøbing er hyggelig og her
under festivalen spiller et antal bands rundt om i byen. På trods af vejret,
god stemning. Og så får man hørt musik, men ellers ikke aktivt ville opsøge!

Rudkøbings berømte søn: H.C. Ørsted, opdageren af elektromagnetismen:
Ren idyl:
Festival i byen!


Sådan har vejret været de seneste dage:

Men nu er der ved at komme for
mange motorbåde ind i havnen, så i morgen skal vi finde et andet sted! Hvorhen?
Tja, det afgør vejret, men på søndag påmønstrer Vilhelm :o)

I øvrigt har der under dette sommertogt været et uhørt stort antal alarmer på radioen. Polsk, dansk og tysk område – Mayday, Mayday relay, Pan-pan og mere udramatiske anmodninger om assistance, i en mængde vi slet ikke har tal på. Lige nu – mens jeg skriver kl. 22:10 – hører jeg på radioen, at man eftersøger en ældre (!) mand på 67 år med skibe og helikopter i Storebælt. Hans jolle er fundet med bunden i vejret.

Men ombord på SY Marianne er alt vel!

Turen tilbage gennem Ejderen må have været den tristeste i
år – det øsregnede uafbrudt hele vejen fra Friedrichstadt til Gieselauslusen.
Heldigvis holdt det op da vi kom frem, så vi kunne få al olietøjet hængt til
tørre. Dagen efter, da vi sejlede videre til Brunsbüttel – det er dér
Kielerkanalen slutter og man kommer ud i Elben – havde vi dejligt vejr. Den
eneste ’begivenhed’ på turen var, at vi kom en tysk motorbåd til undsætning.
Han lå for anker helt ude ved bredden af kanalen og vinkede efter hjælp. Han
havde motorstop og vi trak ham til Brunsbüttel.

Den lille lystbådehavn ligger umiddelbart op ad sluserne, så
man sidder i sin båd og kikker på den heftige trafik.

For at udnytte tidevandsstrømmen i Elben, skulle vi afsted ved lavvande, hvilket var kl. 12.40. Vi havde så medstrøm hele vejen til Hamburg – i perioder var strømmen over 3 knob, så det gik jo strygende op ad floden. Sejladsen på Elben er med ganske få undtagelser ikke nogen oplevelse, men når man sejler forbi forstaden Blankenese, kan man godt forstå dens exclusive ry.

Man kommer også forbi Europa’s højeste el-master – 227 m høje forbinder de med 380 kV kabler Niedersachsen med Schlesvig-Holstein. Prøv at se vindeltrappen omkring centerrøret – sikke en gåtur! Apropos tyske delstater, så har Hansestadt Hamburg også status som ’Land’ ligesom 2 andre tyske byer, nemlig Berlin og Bremen. Der er i alt 16 ’Länder’.

Den tyske afdeling af Airbus fabrikkerne ligger ud til Elben, og når man kommer ind til byen, passerer man enorme containerterminaler. Det kan godt være at størrelsen på skibene i Kielerkanalen imponerer fordi de er så tæt på, men på Elben kommer de rigtig store forbi!

Vi var godt tilfredse med at topmødet i Hamburg var afsluttet nogle dage før vores ankomst. Men der var sandelig gang i den alligevel – men på en anden, positiv måde. Vi ankom i verdens største triathlon stævne, og det prægede byen! Svømning i Binnenalster, cykling og løb i byens gader. Man følte sig som hjemme på Østerbro. Men vi kom alligevel godt rundt i byen, hvor vi ikke har været i mange år. Hele centrum, Hamburger Kunsthalle, Speicherstadt og Hafen City. Havnerundfart mente vi selv at have klaret. Vi lå meget fint i City Sporthafen Hamburg. Hamborg er Tysklands næststørste by og den blev voldsomt medtaget under 2. Verdenskrig, så meget er nyt eller genopbygget.

Et billede (Hamburger Kunsthalle) af den berømte tyske maler, Carl David Friedrich, med motiv fra Greifswald:

Billeder fra Speicherstadt. Speicher betyder lager, dvs. pakhuse.

Det Internationale Maritime Museum i Hamburg – helt utroligt omfattende med 9 etager!

Den nye Elbphilharmonie

En gammel kending – danskbyggede Tai Fat, som var med på det danske hold ved Admiral’s Cup i England i 1973, hvor jeg gastede på en anden af de 3 deltagende danske både.

Lige ved indsejlingen til lystbådehavnen lå der en ’brandbåd’
– mon det kan hedde sådan? Men jeg kunne ikke stå for navnet: ’Oberspritzenmeister Repsold’. Jeg måtte
jo Google navnet: en åbenbart berømt brandmand fra Hamburg i 1800-tallet, som
ovenikøbet også var fabrikant af optiske instrumenter. Men sikken en titel!

Oberspritzenmeister Repsold:

Efter 2 overnatninger var det tid at søge tilbage mod
Kielerkanalen. Igen skulle vi sørge for medstrøm – nu skulle vi sejle ved
højvande, og det var så heldigt at det var kl. 10 om formiddagen. En begivenhedsløs
tur med en del byger. Da vi lå og ventede på slusning blev vejret meget dårligt
med meget kraftig regn. Jeg havde kort talt med slusemesteren på radioen og da
vi kom ind i slusekammeret, kom han ud – vel at mærke 20-25 m oppe over os – og
ville høre om alt var OK. Han syntes det var en gyselig sommerdag og havde ondt
af os. ’Har De selv haft ferie’ spurgte jeg? ’Ja, jeg var på Lanzarote’ svarede
han med et grin.

Da vi lå i det dårlige vejr og ventede på slusen, kom der en
rigtig damper ud. Med røg fra skorstenen – det var SS Stettin, kulfyret
dampskib, isbryder og bygget i Stettin i 1933, til isbrydning i Stettiner Haff
og Oder. Den er nu et aktivt museumsskib. Så den har altså arbejdet præcis dér,
hvor vi var i starten af vores sommertogt. Der knytter sig den extra hændelse til
historien, at SS Stettin i marts 1945 sejlede 500 tyske flygtninge til
København. PS: SS har ikke noget med nazisme at gøre – det betyder Steam Ship
(ala vores SY – Sailing Yacht).

Efter slusen i Brunsbüttel sejlede vi strax videre til
Gieselau, hvor vi igen overnattede. På vejen mødte vi de første FTLF’ere fra flotillen til Amsterdam og London. De mødtes i Faaborg for nogle dage siden. I
dag sejlede vi videre og gik ind til Rendsborg for at bunkre diesel og her
mødte vi endnu et antal af de deltagende både. Og endelig, da vi fortsatte mod
Holtenau-slusen ved Kiel, mødte vi endnu flere – det blev til mange hyggelige, om
end korte, gensyn med gamle sejlervenner.

Vel ude i Kielerfjorden for nordgående, mødte vi en tysk
u-båd – nu jeg er ved at fortælle om specielle fartøjer. Supermoderne U 212 er
meget speciel derved, at det vist er verdens eneste ’konventionelle’ u-båd, som
kan sejle neddykket uden adgang til luft i længere tid, idet det er udstyret
med brændselsceller. Samtidigt skulle det være en af de mest lydløse u-både, en
uhyre vigtig egenskab for en u-båd.

Vi endte dagen med at gå ind i Strande – i morgen går det
videre mod Jylland, men nok med endnu et stop i Tyskland på vejen.

Alt vel ombord!

Neuhof var et fint gensyn og vi havde yderligere den store
fornøjelse at vores sejlervenner fra Juelsminde, Karin og Knud-Jørn, kom, så vi
kunne hygge os sammen. Jeg har siddet i FTLF bestyrelsen med dem begge og vi
mødtes oprindeligt på den norske vestkyst for en del år siden. De var på ved
østover og vi vestover, men allerede i Pinsen, aftalte vi, at vi skulle prøve at
mødes. Men bortset fra hyggen var det regn og blæst, som prægede opholdet.

Et desværre ret typisk billede fra vores ophold i Barhöft.

Den 1. juli sejlede vi videre. Vi gik ind til Stralsund
for at bunkre diesel og lod båden ligge ved tanken, mens vi gik i byen og
handlede. Bagefter sejlede vi videre til Barhöft. Vi er flere gange sejler
forbi Barhöft, men havde ikke tidligere besøgt stedet. Da der stadig var
kraftig vestenvind = modvind, lå vi der i 4 (!) dage før vi kunne komme videre.
2 andre både kom ind med ødelagte sejl.

Men videre måtte vi, og i en stadig temmelig frisk vind drog
vi mod Warnemünde. Med det vejr vi havde, faktisk lige langt nok, men der er
ganske enkelt ikke andre havne på hele strækningen. Vi har været der før –
Seebad Warnemünde er et hyggeligt sted og vi ville gerne ligge i Alter Strom, som
er det oprindelige løb for floden Warnow. Da det blev for smalt til trafikken
blev der for over 100 år siden gravet et nyt, parallelt, løb lige øst for det
gamle. Det er 2 gange siden blev udvidet og det er færgen fra Gedser sejler
igennem. Den forbindelse hedder nu om dage Gedser-Rostock, men færgelejet er
nærmere Warnemünde end Rostock, som ligger et godt stykke oppe ad floden.

Der var absolut ikke plads til os. Warnemünde Woche –
oprindeligt DDR pendant til Kieler Woche – var i fuld sving, så vi måtte over
på den anden side til Yachthafen Hohe Düne. Stor, ny marina ved et fancy hotel.
Pga kapsejladserne var det også svært at finde plads dér, men det lykkedes, ved
broen til de største skibe i havnen. Marianne krympede en del i det selskab!

Germania VI husker jeg fra Skaw Race i 1966 – ejet af Krupp og dengang næsten ny.

Solnedgang over Seebad Warnemünde.

Den eneste Hansestad på den tyske østersøkyst vi ikke har
besøgt sejlende, er Lübeck. Den ville vi gerne besøge, men det er lidt af en
omvej og nu havde vi efterhånden mistet en del tid på indeblæsninger, så vi
sejlede direkte over Mecklenburger Bucht til Fehmarn – igennem sundet og ind
til en lille havn ved navn Lemkenhafen. Meget lavvandet område med sparsom
afmærkning, så et lidt spændende sted at sejle ind. Også en gammel hyggelig
kending.

Tidligere lå der mange Faurby både her i havnen – nu er det tyndet ud i dem, men der er mange fine, ældre træskibe.

Derfra skulle vi videre til Kiel Fjord på en kurs ca. stik
vest, men den gik ikke. Der var for 2. dag i træk skydeøvelser, så vi måtte
sejle i en stor bue nordpå. Faktisk så langt, at vi kun var en kabellængde fra
dansk territorialfarvand. Der var stor aktivitet fra skydeledelsen på radioen
for at jage både, som ikke var klar over øvelsen, ud af farvandet.

Ned i Kieler Förde kom vi da. Denne gang valgte vi en havn
vi ikke før havde besøgt, nemlig Möltenort. Den ligger lige overfor
Kielerkanalen, og er en meget velfungerende klub og havn. Stor og dejlig
aktivitet med unge mennesker på vandet. I det hele taget er der et superhøjt
aktivitetsniveau med sejlsport i Kiel om omegn – det er simpelthen centrum for
sejlsport i Tyskland, og det var også her sejladserne ved de Olympiske Lege i
1972 blev afholdt. Og som nævnt ovenfor, den årlige Kieler Woche, som er berømt
og har været afholdt siden slutningen af 1800-tallet. Kapsejlads på eliteplan,
tall ships, historiske skibe – alt muligt og millioner af mennesker kommer til
byen hvert år i den anledning.

I Möltenort ligger dansk fyrskib nr. XV og tjener som klublokaler for den lokale sejlklub.

Kiel – hovedstad i delstaten Schlesvig-Holstein – er ikke
så spændende – den blev bombet sønder og sammen under 2. Verdenskrig pga af
flådebase og værfter. Det var i øvrigt blandt de tyske marine-matroser i Kiel,
oprøret brød ud i slutningen af 1. Verdenskrig – den tyske revolution, som
førte til Weimarrepublikken. Den holdt, ak så kort, til 1933.

Næste morgen, 9. juli, dampede vi over fjorden til Holtenau,
hvor sluserne ligger ind til NOK – Nord-Ostsee-Kanal – som tyskerne kalder
Kielerkanalen. Da den blev bygget hed den Keiser-Wilhelm-Kanal – det var i
slutningen af 1800-tallet. En vigtig årsag til bygningen var, at det nye
Tyskland – samlet i 1871 – i stedet for at have både én Østersøflåde
og én Nordsøflåde, kunne nøjes med én flåde. Kanalen er 100 km lang og har sluser i
hver ende – hhv. Holtenau/Kiel og Brunsbüttel ved Elben/Nordsøen. I modsætning til
mange andre kanaler rundt om i Europa, anvendes den stadigt intensivt af
kommerciel skibsfart.

Kanalen starter i Kielerfjorden i Holtenau.

Da vi kom over til slusen, lå der allerede en del andre
Sportbooote – sådan hedder vi i NOK-sprog – og ventede på slusning. Rutinen er
altid, at de store skibe går ind først og siden vi små. Da slusen var fyldt,
meldte man dog over radioen, at vi af sikkerhedsgrunde, ikke kunne komme med,
men måtte vente på næste slusning. Ærgerligt, og vi valgte at gå ind ved
broerne i Holtenau, hvor vi flere gange har overnattet. Da det endelig blev
vores tur, sejlede flokken af lystbåde – nu var den blevet temmelig stor – ind efter 3 store skibe. Vi kom således til
at ligge 2 uden på hinanden, hvilket ikke burde være noget problem, men det lykkedes
en tysker, som skulle ligge uden på os, at få sin båd til at dreje 180 grader
og banke sin hæk ind i vores fribord, før vi fik styr på ham. Under slusningen
lå han således ’baglæns’ uden på os. Da vi skulle ud af slusen – lystbåde før
de store – gik det helt galt for ham. Han endte nede i bunden af slusen efter
at have sejlet sin rig ind i et temmelig stort containerskib. På det tidspunkt
var vi ude, så jeg ved ikke, hvor mange skader han led. Han havde absolut ikke
styr på sin båd.

Her ses nabobåden, som var uheldig. Som man kan se, ligger han modsat vores retning og det er containerskibet i baggrunden, han kom i karambolage med.

Kielerkanalen har altid været billig for os lystsejlere,
vist en € 20, for hele turen på ca. 100 km. Men i øjeblikket er det helt gratis
– pga byggearbejder i slusen, vil de ikke have vi forlader bådene. Helt fint!

Det føromtalte containerskib overhalede os lidt senere – de er tæt på og tungen skal holdes lige i munden.

Vi var kommet vel over middag og valgte derfor at sejle til
Rendsborg, som er ca. 1/3 af vejen gennem kanalen. Næste morgen ville vi bunkre
diesel før afgang, men det tog lidt tid at komme til. En dansk motorbåd fra
Tuborg Havn skulle først lige have fyldt 2.300 liter på. Det gik lidt hurtigere
med vores 67,5 l.

Kanalen er ikke kun store skibe – det er også idyl!

Kielerkanalen er hyggelig. Mange fine huse langs kanalen,
cykelstier, lystfiskere, campingpladser, restauranter. Små færger, som krydser.
Vejbroer og jernbanebroer – alle høje nok til at vi kan sejle under. Mange
slags fugle – alt sammen meget underholdende. Vores delmål var Gieselauslusen,
som er ca. halvvejs gennem kanalen. Slusen leder ind i Gieselaukanalen,
som fører til Ejderen – og det er vores mål. Ikke prøvet før! Slusevagten holdt
frokostpause fra 12-14, så da vi ankom 12:15 passede det fint med frokostpause og
en lille siesta.

Frokostpause ved Gieselau slusen.

Ejderen – der knytter sig meget dramatisk historie til hele
området. Floden markerede den danske grænse fra 811 (det måtte jeg slå
op!) til 1864. Den var også grænse mellem det danske Slesvig og det tyske
Holsten – begge hertugdømmer under den danske krone. Det var noget slemt roderi,
og det hele er en meget lang historie. I 1864 blev Londonkonferencen afholdt
for at bringe krigen mellem Danmark og Preussen/Østrig til ophør.

Den aldeles indviklede situation er måske bedst
blevet karakteriseret af den engelske udenrigsminister Lord Palmerstone, der af
dronning Victoria blev bedt om at forklare den slesvig-holstenske problematik.
Ifølge overleveringen lød svaret, at der kun var 3 personer, der forstod
problemet: den første var dronningens prinsgemal, Albert. Men han var død. Den
anden var en tysk professor. Han var imidlertid blevet sindssyg. Endelig var
der Lord Palmerstone selv. Men han havde glemt det! Et ordspil, som
også Bornedal havde med i sin 1864 film.

Da Holsten blev medlem af Det Tyske Forbund i 1800-tallet,
var Ejderen også grænse mellem Danmark og Det Tyske Forbund. Men Ejderen går
altså meget langt tilbage i Danmarks historie – tænk bare på Uffe hin Spage,
som kæmpede på en ø i Ejderen. Hertil kommer de slesviske krige, som resulterede
i ny grænse i 1864, senere ændret i 1920. ’Danmark til Ejderen’ var (?) i mange
år et mantra for mange. Der var nogen uro efter 9. april 1940 om
hvorvidt Tyskland måtte ønske en ændret grænsedragning igen, men det blev
aldrig bragt op af Nazi-Tyskland, og omvendt, blev det fra det officielle
Danmark i 1945 fastslået, at grænsen lå fast. Og siden 1955, med København-Bonn
erklæringen, har området været et forbillede for andre lande med gamle
grænseproblemer.

Så det var et historisk spændende område vi sejlede ind. I
modsætning til Kielerkanalen, som er meget lige ud af ’landevejen’ er Ejderen
meget snoet og med varierende vanddybde. Og med broer og sluser – til lands
måles vandstrækninger i km (og hastigheder i km/t). I Ejderen (på det stykke vi
besejler) er der en sluse ved km 26, bro ved km 46, sluse ved km 78, bro ved km
83, sluse ved km 84, jernbanebro ved km 85, bro ved km 99 og endelig slusen ude
ved Nordsøen ved km 111. Så der er meget underholdning undervejs. Det er
dejlige landskaber man kommer igennem – meget landligt, inkl. duften.

Vores første overnatning var i Pahlhude, ved en lille motorbådsklub.
Dejlige mennesker og et fint klubhus med gode faciliteter. Derefter Friedrichstadt, som er en lille perle af en by. Meget pittoresk og kan minde en
del om små byer i Holland. Det virker som om der er mange danske turister i
byen – danske stemmer høres mange steder!

Vi skulle igennem 6 broer og sluser for at komme til Friedrichstadt. Hvis vi var fortsat ud i Nordsøen, var vi kommet op på 9 i alt.

Ejderen har et særdeles snoet forløb.

Aften i Pahlhude ved en af vejbroerne.

De følgende billeder er fra Friedrichstadt.

Vores mening var at gå ud gennem Ejderslusen til Nordsøen,
men vejrudsigten har ændret vores planer. I stedet for at blive liggende i
et par dage og vente, vender vi om og går tilbage til Gieselau og derfra til Brunsbüttel,
hvorfra vil vi sejle af Elben til Hamborg. Nu må vi se!

Jeg har været lidt i tvivl om jeg skulle skrive en blog i år
– vi har ikke ’exotiske’ planer i år, tværtimod sejler vi i sommermånederne i
kendte nærområder, som jo ikke noget specielt sammenlignet med de tidligere år.

Men ikke noget galt med det! Bare fordi man er blevet
pensionist, og har fået mere tid til at sejle længere væk, bliver de nære mål
ikke dårligere. Vi vil også i år sejle omkring 3 måneder, og vi vil for første
gang i 5 år (!) ikke sejle FTLF flotillesejlads, men sejle alene! Jeg har nok trukket
lidt rigeligt på Dorthe’s imødekommenhed i de forgangne år, så nu skal jeg
oparbejde kredit til kommende togter. Med the
added benefit at vores yngste barnebarn kan komme og sejle en uges tid med
os inden han skal starte i 1. klasse.

Dertil kommer – tro det eller la’ vær’ – at jeg er blevet
opfordret til en 2017 blog!

Indeblæst i Gislöfs läge

På bytur i Trelleborg

Vi startede sommertogtet med at deltage i K.A.S.
(Kjøbenhavns Amatør-Sejlklub) Forårstræf fre-lør-søn fra 9. juni. Det var bl.a.
med stor middag på Flakfortet. Derefter sejlede vi til Bornholm for at deltage
i Folkemødet – ikke tidligere prøvet. Det foregår i Allinge, hvor man derfor
ikke kan ligge med båden. Vi valgte at sejle ned til Gudhjem og der var vi kun
en håndfuld både – sæsonen var endnu ikke startet. Mærkeligt at ligge i en tom
bornholmerhavn – de er altid propfulde om sommeren.

Folkemødet var aldeles overvældende, men meget spændende. I
løbet af de 4 dage det varede, var der 3.200 arrangementer! Vi brugte
førstedagen til at danne os lidt overblik, de to følgende dage på at høre om
vidt forskellige ting og 4. dagen orkede vi ikke mere!

I Gudhjem lå vi lige ved færgen til Christiansø, og hver formiddag, lidt før afgang, kom et kor og sang flere sange. Når færgen så sejlede, vinkede koret farvel til passagererne!

Vores sommer har indtil nu været præget af meget blæsevejr.
Allerede på vej til Bornholm lå vi indeblæst i Gislöfs läge, og havde det ikke
været for det 4 dages Folkemøde, ville vi have været indeblæst igen i Gudhjem.

Fra Gudhjem sejlede vi til Nexø – byen der blev bombet (ligesom Rønne) af
russerne den 7. og 8. maj 1945 fordi den tyske kommandant på øen hellere ville
overgive sig til englænderne. Det kom han ikke til og USSR besatte Bornholm fra 9. maj 1945 til 5. april 1946.

Men der hører en lille historie til vores
bornholmerbesøg i år. I 1984 købte vi en Spækhugger (en båd) af en familie fra
Nexø – de købte i stedet en Grinde (en båd). Igennem FTLF (Langtursejlerne) har
jeg haft forbindelse (mail og FB) med sønnen (der i -84 var 5 år gammel), som har købt en
Kaskelot (en båd), og sejlet til Caribien sammen med sin kone og
deres 3 små børn. Kaskelotten hedder Gorm den Gamle, og jeg kendte båden fra
jeg sejlede i Dragør i min grønne ungdom. Nu mødte vi dem igen alle sammen –
sønnen og hans kone driver en restaurant i Gudhjem og vi besøgte forældrene i
Nexø – det var et meget hyggeligt
gensyn efter 33 år!

Nu var det tid at sejle ned til Polen, nærmere betegnet
Swinoujscie – byen hed Swinemünde mens den lå i tyske Pommern. En 10-timers tur
i frisk vind, hvor det da også lykkedes Dorthe at blive godt og grundigt søsyg.
Vi har været der en enkelt gang før i 2000 og det hele er ikke til at kende.
Fin ny marina med alle faciliteter. At sejle ind og ud af Polen i dag er helt
ukompliceret, sammenlignet med tiden før Polen’s medlemskab af EU. Jeg kunne
fortælle en lang historie om vores oplevelser fra for 17 år siden, inkl. om den
bøde vi måtte betale til de små mennesker med de store kasketter.

Meningen med at sejle til Polen denne gang var at besøge
Szczecin, som hed Stettin, da den var tysk. Man sejler ca. 15 sømil
(knapt 30 km) op ad floden Oder. Vi var så heldige at opdage en helt ny marina,
som ikke er anført i vores havnelods. Så ny at den ikke var helt færdig – fine
forhold og lige ud for ’Altstadt’. Det foregik i det skønneste sommervejr og vi
nød byen – inkl. en dejlig middag til meget rimelig pris. Endda med en god
Barolo til.

. Om aftenen hyggede vi os om læ i kahytten efter den gode middag i byen.

Ved den nyanlagte lystbådehavn – tidligere industrihavn – var nogle kraner smukt restaureret og indgår i det ny anlæg.

Da vi sejlede derfra var det ned ad Oder og ud i Stettiner
Haff, som er et vandområde, adskilt fra Østersøen af øen Usedom. Usedom er
Tyskland næststørste ø efter Rügen og den østligste del er polsk. Grænsen går
således ned igennem Stettiner Haff. Vi prøvede at skyde genvej hen over det
noget lavvandede område, men måtte opgive på grund af bundgarnsnet alle vegne –
godt vi ikke kom om natten! Så det var tilbage i de ’officielle’ løb.

Det var herligt sommervejr under vores besøg i Polen.

Dagens mål var Karnin i Tyskland. Vi var der for 17 år siden og resterne af en jernbanebro endnu står midt i farvandet – den blev bombet så sent under krigen som slutningen af april 1945.

Et voldsomt tordenvejr kom hen over os mens vi lå der – de meteorologi interesserede kan på nedenstående billede se de store og hurtige variationer i barometertryk.

Dagen efter videre ad Peenestrom
(efter floden Peene) til Kröslin, som ligger overfor Peenemünde. Lyder navnet
bekendt? Det var her Wernher
Magnus Maximilian Freiherr von Braun slog sine folder og udviklede
V-1 og V-2 våbnene. Samme mand, der blev chef for det amerikanske Apollo
program – månerejserne. Af praktiske årsager blev det dysset ned at han –
foruden at være en fænomenal ingeniør – også var SS officer og brugte/udvalgte
koncentrationslejrfanger ved produktionen af raketterne. Det var i øvrigt Hugo
Boss, der syede uniformer til SS. Da de allierede bombede Peenemünde, blev
produktionen flyttet til en saltmine i Harzen (koncentrationlejr
Mittelbau-Dora), ejet af BASF. Flere mennesker døde ved produktionen af disse
våben end våbnene slog ihjel ved bombninger af bl.a. London og Rotterdam. Ved
en af udvidelserne af faciliteterne i Peenemünde, blev der opført et kraftværk,
leveret af Deutsche Babcock, som jeg har arbejdet sammen med i en længere
årrække.

Herfra gik det videre til Lubmin, hvor jeg slog mine folder
de sidste 3 år af mit arbejdsliv. Til en afvexling lå vi indeblæst – eller
rettere det ville vi have været, men vi var sammen med gode venner og havde et
særdeles hyggeligt ophold. Dorthe fik bl.a. set hele vores tyske jagtrevir (ca.
300 ha). Marina Lubmin ligger i Lubminer Heide, hvor det nedlagte DDR
kernekraftværk ligger.

Lubmin er også stedet, hvor gasledningen fra Rusland kommer i land – Nord Stream 1. Det diskuteres bl.a. i Danmark, hvorvidt vi (igen) skal give tilladelse til at Nord Stream 2 føres gennem dansk område. Blot en lille, spagfærdig kommentar hertil: anlægsarbejderne er i fuld gang, og det myldrer fx med skibe, der arbejder med projektet i Greifswalder Bodden. Billedet viser behandlingsanlægget Nord Stream 1.

Næste stop blev det hyggelige fiskerleje Wieck, som ligger, hvor floden Ryck munder ud i Dänische Wiek. Lidt længere oppe ad floden ligger
Hanse- und Universitätsstadt Greifswald. I DDR tiden var det eneste
universitet, hvor man kunne studere de skandinaviske sprog, og det var derfor
også noget af en spionskole. I Wieck ligger mit stamhotel Zur Brücke – dejligt
gensyn med hotel- og restaurationspersonale. Jeg kommer der fortsat jævnligt
p.gr. af jagten.

Onsdag den 28. juni nåede vi frem til Puddemin på Rügen.
Vi har været her en gang før – i 1991, og vi kan absolut ikke kende stedet. En
lang og hyggelig indsejling i en smal rende (afmærket) med meget lille
vanddybde lige ved siden af. Udviklingen af det tidligere DDR – æret være
Helmut Kohl’s minde – har været helt utrolig. Derefter sejlede vi ind i det smalle
farvand mellem Rügen og fastlandet ved navn Strelasund, opkaldt efter byen
Stralsund. Vi reserverede plads i Marina Neuhof på den anden siden
af sundet – vejrudsigten lod ingen tvivl om at vi skulle ligge indeblæst i
adskillige dage. Dér var vi også for 17 år siden – marinaen er 20 år gammel.

Det er en meget blæsende sommer!

PS: jeg prøver stadig at finde en løsning til at dreje de billeder, som vender forkert!

Man kan ikke
påstå at vi var heldige med vejret i Skotland. Ikke fordi vi på forhånd var
specielt optimistiske, men man har jo lov at håbe! Det var et deja-vue fra 2014
og gennemgående var det 13/13, dvs. 13 grader i både luft- og vandtemperatur.
Vandtemperaturen for så vidt kun interessant fordi den jo påvirker
lufttemperaturen meget. 13 grader med høj luftfugtighed kræver en del
påklædning når vi sejler. Min typiske påklædning: alm. undertøj, lange, tykke
fleece underbuxer, lange, tykke bomuldssejlerbuxer, t-shirt, skjorte/bluse,
fleecetrøje, vest, vindjakke, lange støvler i skind/Goretex, ”olietøj” (moderne
foul weather gear), vandtæt hat med øreklapper og endelig handsker, som skal
skiftes ind i mellem fordi de bliver gennemblødt. Kan I forestille jer et
cirkus for at komme på toilettet – når toilettet ovenikøbet er i kraftig
bevægelse ;o) ? Billedet af Dorthe til rors i sidste epistel giver et
indtryk af løjerne. Dertil kommer, at Dorthe næsten altid når at blive søsyg,
når hun skal ned på toilettet, fordi der går så lang tid.

Jeg skal dog
i denne forbindelse sige (Facebook brugerne véd det allerede), at vi i
skrivende stund, som det hedder, er kommet tilbage til Danmark, og Dorthe har
IKKE KASTET OP ÉN ENESTE GANG på dette sommertogt – flot! Men derfor kan man jo
godt være lidt søsyg.

Vi kom vel
frem til den Kaledoniske Kanal, og begyndte strax at sluse. Gemma, som har Ite
i rullestol ombord, lagde sig på siden af Marianne i alle 29 sluser, og var
dermed fri for at håndtere fortøjninger, når vi blev sluset op og ned. Det er
ikke kun sluser, der skal forceres i kanalen, men også vej- og jernbanebroer.
Mens vi ventede ved en af dem, kom damptoget, vi allerede havde hørt fløjte
mange gange undervejs.

I starten af kanalen ligger Neptune’s Staircase, som
minder meget om de Bergske Trapper i den svenske Götakanal. Ligheden er ikke så
mærkelig, for det var den samme ingeniør, der stod bag begge byggerier. Og som
i Sverige, er det et tilløbsstykke for andre turister. Jeg inviterede en lille
pige ombord, hvilket hun accepterede med glæde – da hun fik lov til at tage sin
far med :o)

Vi havde første overnatning i Corpach, som er lige efter
første sluse. Næste overnatning blev i Fort Augustus – et rigtig fint sted.

For to år siden sejlede vi forbi Urquhart Castle i Loch
Ness, og derfor ville vi gerne denne gang stoppe og besøge den berømte borgruin.
Der er en lille havn i nærheden og dér gik vi ind. Den var fin nok, men
bagefter fandt vi ud af at gåturen var så lang at det helt ville ødelægge
dagsprogrammet. Vi skulle have gjort som Pertito, der droppede anker og sejlede
direkte ind med gummibåd – dumt vi ikke gjorde det! Men næste gang!!

Ved Inverness slutter den 100 km lange kanal gennem
Skotland. Ca. 1/3 er gravet, resten er lochs – søer. Loch Ness er den største
med en max. dybde på 250 m! – og en gennemsnitsdybde på 130 m. Et uhyre stort
ferskvandsreservoir.

Vi var på forhånd blandt bådene enige om at gøre turen
over Nordsøen så kort som muligt. Der er ca. 100 sømil fra Inverness til den
skotske pynt, som ligger nærmest Danmark. Men de 100 sømil ville vi også gerne
dele i to bidder for at være så friske som muligt, før vi tog det lange stræk.
Valget faldt på Buckie. Det er ikke en lystbådehavn, men vi er velkomne.
Desværre ikke nogen flydebroer, så for at kunne sove roligt mens tidevandet
kører op og ned skal der rigtig lange fortøjninger til!

Som ved de andre lange stræk, studerer vi vejrudsigter
meget grundigt, for at være (nogenlunde) sikre på at vejr-vinduet er
tilstrækkeligt langt – og vel at mærke også for den langsomste båd.
Flotillesejlads er ikke kun en social foreteelse, men også et spørgsmål om at
kunne støtte hinanden.

Vi fandt vinduet, som vi valgte at stole på. Og det endda
uden ventetid i Peterhead, som var affarende sted. Vind i den høje ende af
skalaen, men medvind! Marinaen i Peterhead – som ligger inde i et hjørne af den
store havn – var tilsandet i indløbet, så vi måtte vente til nogle timer efter
lavvande, før vi kunne sejle ud – i
første omgang for at bunkre diesel og dernæst for at stikke ud i Nordsøen. 330
sømil til Limfjorden og ca. kurs 100 grader.

Det blev en flot sejlads. Marianne sejlede det meste af
tiden kun med fok, og ellers med fok og 2 reb i storen. Bølgerne var rimeligt
store, så der blev også en del surfture – 11,5 knob for fok er pænt stærkt.

Mens vi stadig var i skotsk farvand, fik vi mange besøg
af delfiner. De myldrede bogstaveligt omkring os. Dorthe havde travlt med at tage billeder, men
det var svært, dels på grund af bølgerne, men også fordi det er meget hurtige
dyr. Så vi fik desværre ikke billeder af de mange gange de sprang helt ud af
vandet. Man bliver altid i godt humør af delfin-besøg!

Da vi sejlede i medvind, kunne vi ikke undgå noget
rulleri. Det er ikke Dorthe’s livret, så køjen lokker. På billedet kan I se,
hvordan man undgår at trille ud – køjen er forsynet med slingregrej.

Dorthe er i sådant vejr slet ikke spisende, men jeg nyder
godt af, hvad hun har forberedt før afgang. Som man kan se på billedet, er
komfuret halvkardansk ophængt, og så kan næste alt lade sig gøre – når man
ellers husker at holde sig selv fast.

Vi fik en smuk solopgang, men det var ellers overskyet det meste af turen.

Som man kan se på billedet, kan man faktisk sejle op ad bakke ;o)

Det meste af tiden havde vi visuel kontakt – bortset fra
om natten – med de 2 andre både. Dønningerne leger elevator med bådene, så ind
i mellem forsvinder de næsten fra synsfeltet.

Dorthe experimenterede (igen) med søsygeplaster – da det
udtørrer slimhinder, brugte hun briller i stedet for sine kontaktlinser, så her
er et sjældent billede af Dorthe med briller.

Vejrudsigten kom næsten til at passe på en prik under hele
overfarten, og bonus for den rigelige vind var, at det gik pænt stærkt. 49 timer
til Thyborøn, men vi havde dog aftalt at fortsætte till hyggelige Lemvig. I Søværnet
fejrer man hjemkomst efter togt ved at servere champagne og kransekage når
Skagen rundes. Vi havde godt nok ikke rundet Skagen denne gang, men alligevel
drak vi Cremant og spiste nøddehorn – kransekage kunne jeg ikke opspore ;o) Og
vi syntes det hele var velfortjent!

Efter en god nattesøvn fejrede vi hjemkomsten med et
restaurantbesøg, og dermed markerede vi afslutningen på FTLF Føroyar 2016
flotillen. Flotille vandrepræmien tilfaldt Bo fra SY Gemma, som sammen med Ite
gennemførte turen – kan man næste sige –
på trods af alle odds. Det var en meget flot præstation af både Bo og Ite, som
kun kan vække beundring.

Desværre fik Marianne en skade i Skotland, så i stedet
for at sejle hjem til København, sejlede vi til Skærbæk i Lillebælt, for at få
repareret dæk og søgelænder.

Hermed slutter Søforklaringerne for sejlsæsonen 2016 – tak
for jeres interesse!

Med sejlerhilsen fra

Karsten, kaptajn,
og Dorthe, first mate.